Ernæringsekspert Camilla Spagner har testet den varme yogaform, Bikram Yoga, for at se, om den kan hjælpe løbere. Og selvom de skånsomme øvelser var rimelig lette, blev hun både udfordret, fik ømme muskler – og sved på panden. Læs her, hvordan du som løber kan drage fordel af yoga som en del af din træning. 

Foto BIkram Yoga Copenhagen

Foto BIkram Yoga Copenhagen

Den første sved viser sig snart, og jeg observerer to små dråber, et øjeblik fasthængende på mine lægge for snart at opgive taget og tage flugten mod gulvet. Hovedet har jeg nede mellem benene, og tyngdekraften tvinger kroppen mod gulvet. Jeg befinder mig i en yoga-positur, der skal løsne min stive løberkrop. Jeg bevæger fødderne op og ned – og føler mig stiv som et bræt.

Udfordringen viser sig snart ikke blot at være en stiv løbers krop i et yogastudio, men nærmere det faktum at øvelserne udføres i 40 graders varme. Aktiviteten jeg har kastet mig ud i varer halvanden time, men jeg mister snart fornemmelsen for tid, og koncentrere mig om at udføre øvelserne korrekt.

Tidligere har jeg deltaget på forskellige yogahold, men med mit besøg i Bikram Yoga Copenhagen er det første gang, at jeg skal prøve den varme version af yogaens kunst. Netop varmen er det, der adskiller Bikram Yoga fra andre yogaformer. Lokalerne er altid opvarmet, når man udøver Bikram Yoga dvs. temperaturen er omkring 40 grader. Varmen skulle hjælpe med korrekt udførsel af øvelserne, da kroppen varmes op og lettere “formes”.

De fysiske udfordringer overrasker
Jeg træder ind i lokalet og føler med det samme en dejlig varme og en rolig stemning. Jeg er kommet i god tid og finder en plads til min yogamåtte, som jeg har lejet for den næste halvanden time. Med mig har jeg også en vandflaske og et håndklæde. På centrets hjemmeside kan man finde en fin gennemgang af, hvad man har behov for den første gang og hvilke ting, man skal være opmærksom på. Jeg kan personligt godt lide, at man ved lidt om, hvad der venter én – og hvad der forventes. Det betyder, at jeg inden timen har haft nogle overvejelser omkring at drikke tilstrækkeligt og ikke møde op umiddelbart efter et større måltid. Fokus er ikke meget forskellig fra, hvad jeg normalt og helt automatisk tænker ind i en hverdag med løbetræning. Men selvom at man er vant til at træne og svede, vil mange nok overraskes over de fysiologiske udfordringer ved Bikram Yoga. For det er hårdt! Ikke på den måde at øvelserne er hårdere end andre yogaformer, måske nærmer tværtimod, men det, at øvelserne udføres i de varme omgivelser gør en kolossal forskel.

Løser op for løbespændinger
Øvelserne ved Bikram Yoga er centreret omkring 26 forskellige sekvenser, hvor jeg oplevede, at ikke alle hold var ens og nogle hårdere end andre. Jeg følte, at første gang var den hårdeste. Faktisk så lang og hård, at det skulle tage mig et par måneder, før jeg fik lyst til at besøge centret igen. Jeg tror, at man efter første gang vil have en mere klar fornemmelse for, hvor lang tid en session er, og hvor man er i forløbet – og på den måde have mere mentalt overskud til timen. For det mentale aspekt i Bikram Yoga er for mig også væsentligt. Man arbejder med kroppen, men udfordres også mentalt.

Herudover skal man ikke tro, at man lige kan klare et besøg i Bikram-centret, for derefter at fortsætte planmæssigt med sin løbetræning senere på dagen. Træningen er hård, men på en anden måde end løbetræningen, og den skal tænkes ind som træning! Dette kan være en af udfordringerne for løbere, der træner meget, da nogle måske kan føle at yoga-træningen optager tid for løbetræningen. Men kan man finde tid til at besøge centret én til to gange om ugen at, er jeg af den opfattelse, at Bikram Yoga vil være givet virkelig godt ud, og at mange løbere vil have fordele ved yogaformen. Personalet anbefaler at man besøger centret 10 gange forholdsvis hurtig efter hinanden for derved at vænne kroppen til belastningen og den nye træningsform.

Da løb er en belastende træningsform, der er relativ ensformig, vil Bikram Yoga løsne op for nogle af de spændinger, som uundgåelige opstår ved løbetræning. På centrets hjemmeside kan man læse, at øvelserne arbejder med alle dele af kroppen, og at de stimulerer indre organer, vener, muskler og alle ligamenter til at opnå optimal funktion og sundhed. Hver komponent i kroppen har en unik funktion, men de arbejder alle sammen, og denne helhed styrkes via Bikram Yoga.

Giver smidighed og styrke
Jeg står med næsen i vejret, balancerende på et ben, mens det andet nærmer sig min nakke. Balance er centralt i flere øvelser. Jeg er vant til at have fødderne solidt plantet i skoene på landevejene, så jeg svajer frem og tilbage som et rajgræs i vinden, og kan mærke fodleddene arbejde mod kroppens fald. Disse øvelser vil styrke kroppen og bidrage til stabilitet og balance, hvilket jo er centrale områder at arbejde på for løbere.

Der, hvor jeg fornemmer en mærkbar effekt af Bikram Yoga, er på den smidighed der opnås via udstrækningsøvelserne. Ved hofte-/lænd-regionen bemærker jeg, hvor spændt jeg har været, og mine hoftebøjere som jeg ofte udstrækker (uden større effekt) føles nu mere ‘normale’ og ikke så begrænsede i bevægelsen. I tillæg er min nakke- og skulderregion temmelig ømme dagen efter en Bikram Yoga-time, da disse også styrkes. Jeg indrømmer dog, at der ikke skal meget til; Blot det at holde armene vandret ud fra kroppen i mere end 30 sekunder kan være en prøvelse for mig. Udover selve kroppens fokus arbejdes der også med åndedrættet under øvelserne, og dette er kun positivt, da åndedrættet er med til at stimulere og løsne spændinger i kroppen.

Ikke kun for kvinder
Udover at yoga-timerne er hårde på grund af varmen, vil de fleste også finde udfordringer ved udførsel af øvelserne. Jeg vil ikke mene, at de generelt er super svære, hvilket kun er positivt, da man er nok udfordret ved blot at bevæge sig i varmen. Herudover finder man på holdene en del mænd, selvom kvinderne klart er overrepræsenterede. Jeg tror, at denne yoga form måske tiltaler mændene på grund af det hårde fysiske element, der er i Bikram Yoga – på grund af varmen.

Jeg kan kun anbefale løbere at forsøge sig med Bikram Yoga. Jeg har kendskab til flere, der benytter træningsformen som supplement til løbetræningen, og dette tror jeg for mange vil være ideelt. Nogle opdager Bikram Yoga i forbindelse med løbeskader, og her tror jeg også, at den skånsomme træning i kombination med varmen kan bidrage med positive oplevelser og en bedre forståelse for kroppen.

Udfordringen som jeg ser den, består i at passe træningen ind i hverdagen. Heldigvis har centret i København hold fra morgen til aften, så det er let at finde et tidspunkt i løbet af dagen, men træner man en del løbepas om ugen, kan der opstå en udfordring i tilpasningen. Jeg vil ikke anbefale Bikram Yoga på de dage, hvor man har anden træning, da ligamenter kan være ømme efter træningen. Herudover skal man ikke undervurdere den mængde væske, som man i løbet af de halvanden times træning og efterfølgende sveder ud. Selvom man drikker meget i timerne efter, kan man godt føle sig tung i hovedet.

HVOR KAN MAN DYRKE BIKRAM YOGA?
Man kan dyrke Bikram Yoga i certificerede centre, hvor underviserne er uddannede til netop denne yogaform. Bikram Yoga Copenhagen er det eneste godkendte studie i Danmark. Centret tilbyder forskellige tema timer, hvor man får hjælp til udførsel af øvelser. De har også børne-yoga. Læs mere på www.bikramcph.dk.

CAMILLA SPAGNER
Camilla Spagner er uddannet Cand. Scient. i Human Ernæring fra Københavns Universitet og bachelor i Biologi fra Aarhus Universitet. Har i flere år været ansat på Københavns Universitet, hvor hun har arbejdet med forskningsprojekter og formidling af ernæringsviden. I dag driver hun selvstændig virksomhed og rådgiver løbere om ernæring og løb. Camilla er selv konkurrenceløber og tidligere landsholdsløber.
Læs mere på www.spagner.dk.
       

Artiklen er fra LøbeMagasinet #43. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.