Det rygtes, at det er i København, man skal løbe, hvis man gerne vil sætte verdensrekord på halvmaraton-distancen. To gode bud på en ny verdensrekord-indehaver er allerede bekræftet til CPH Half.

“Jeg kommer til København for at sætte en ny verdensrekord,”.

Sådan lyder den klare udmelding fra den 28-årige kenyaner Erick Kiptanui, som er bekræftet til at stille til start ved Copenhagen Half Marathon. Han har noget at have udmeldingen i, da han tidligere i år løb 58.42 min. ved Berlin halvmaraton. En tid der blot er 19 sekunder fra den nuværende verdensrekord og to sekunder fra den hurtigste tid løbet i verden i de sidste 7 år. En tid som blev sat ved Copenhagen Half Marathon sidste år, hvor Abraham Cheroben vandt i 58.40 min. Netop Cheroben er ligeledes på startstregen den 16. september, og han kommer også til København for at løbe stærkt.

“Efter min mening så er Copenhagen Half stedet, hvis man gerne vil løbe stærkt. Jeg havde et fantastisk løb sidste år, og jeg kommer igen i år for at vinde løbet,” siger sidste års vinder.

Udover Cheroben og Kiptanui så er Alex Korio også klar til at løbe i København, hvor han blev nummer tre sidste år i tiden 58.51 min.

Forudsætningerne er på plads

Man kan aldrig garantere en verdensrekord, da alt skal gå op i en højere enhed, men med tre løbere med en personlig rekord på under 59.00 min, som alle er sat inden for det seneste år, og en rute som den ved CPH Half, så er de umiddelbare forudsætninger så gode, som de kan blive.

“København har en af de hurtigste ruter i verden. Vi har set det både ved IAAF World Half tilbage i 2014 og ved de tider, som er løbet ved Copenhagen Half Marathon. CPH Half er ligeledes placeret i en god weekend i begyndelsen af efteråret lige før de fleste store efterårsmaratons, og med et bredt elitefelt ført an af Cheroben og Kiptanui, så er alle ingredienserne til en fantastisk tid tilstede, hvis ellers vejret viser sig at være gunstigt,” lyder det fra Geoff Wightman, der er mange-årige stadion-kommentator ved blandt andet VM i atletik, ved London Marathon og Copenhagen Half Marathon.

Så scenen er sat til et angreb på verdensrekorden i hovedstadens gader den 16. september.