fbpx

AL3+ er et sæt trådløse on-ear høretelefoner lavet specifikt til sport og løb af den danske producent Miiego.

Høretelefonerne vejer kun 41 gram, og er designet til at sidde stabilt og godt fast med den bløde og fleksible rem, som går bag om hovedet og hviler sikkert over nakken på baghovedet. Det betyder, at ørebøfferne sidder let på øret, så man stadig kan registrere, hvad der sker omkring én og eksempelvis høre trafikken på løbeturen. On-ear-designet skal også være med til at sikre, at de hverken falder ud af ørerne, eller at man bliver irriteret og får ondt indeni ørerne. De har batteri til 11 timers musik for hver opladning. Vi har testet versionen i Rose Gold, som har en kortere nakkebøjle, der passer til mindre/smalle hovedstørrelser.

Konklusion
Det burde være nemt at købe høretelefoner til løb, men det er sværere, end de fleste tror. Et par høretelefoner, som ikke sidder godt, kan nemlig ødelægge en hel løbetur, ligesom forskellen på baggrundslyd spiller en stor rolle mht. sikkerhed, når man løber. AL3+ høretelefonerne fra Miiego deler vandene lidt, hvilket er godt, da det beviser, at der er forskel på, hvilket design løbere vil have. Lyden i høretelefonerne er virkelig god, hvis man gerne samtidig vil kunne høre baggrundslyd. Om man så kan lide designet med remmen bag øret, er en smagssag. Men én ting er sikker – de bliver siddende, når man løber. Det feminine farvevalg med rose gold passer til tidsånden, så den vil uden tvivl kunne blive et hit hos mange kvindelige løbere.

Vejl. pris: 599,-
Web: www.miiego.com
Bedømmelse: ★★★★☆☆

Artiklen er fra LøbeMagasinet #106.