Det er et af årets store højdepunkter for Fynsk og Odensiansk triatlon når Danmarks største motionstriatlon KMD 4:18:4 på lørdag afvikles i Odense. Samtidig er det starten på et stort triatlon år, der også byder på Europamesterskab på dansk grund.
Mere end 6.000 deltagere vil når sæsonen er overstået have deltaget i Danmarks største motionstriatlon KMD 4:18:4. De første seje motionister kaster sig i vandet nu på lørdag den 19. maj, når Odense traditionen tro er vært for første afdeling af KMD 4:18:4:
“Vi glæder os simpelthen så meget til at komme igang med et stort triatlon år. Og Odense er som altid det perfekte sted at starte. Faciliteterne i og omkring Odense Friluftsbad passer perfekt til et forholdsvist tidligt stævne og der er samtidig udsigt til at vi slår sidste års deltagerantal, så det kan ikke være bedre,” fortæller Frej Elbæk Schjeldal, kommunikatinschef for IRONMAN der står bag KMD 4:18:4 stævnerne.
Med sæsonstarten i Odense er retningen samtidig lagt for et stort år med masser af deltagere til både KMD 4:18:4 og de store IRONMAN stævner:
“2018 bliver et stort år triatlon år, KMD 4:18:4 er som altid en kæmpe fest uanset hvor i landet vi er. Og så er der midt i juni foreløbigt klimaks når Danmark for andet år i træk er vært for KMD IRONMAN 70.3 European Championship med deltagelse af sportens ypperste triatleter samt tæt ved 3.000 triatleter fra hele verden,” siger Frej Elbæk Schjeldal og tilføjer:
“Og så har vi slet ikke snakket om KMD IRONMAN Copenhagen i august på den ikoniske IRONMAN distance, med kvalifikation til IRONMAN VM på Hawaii på spil. Så der er masser af svømning, cykling og løb på programmet, og første skridt tager vi lørdag i Odense.
Fakta:
KMD 4:18:4 afholdes i Odense lørdag den 19. maj og er en del af Danmarks største motionstriatlon serie. De øvrige byer er København, Aarhus, Aalborg og Helsingør.
Der forventes i 2018 mellem 6.000-7.000 deltagere på landsplan og godt 600 deltagere til sæsonåbningen i Odense.
KMD 4:18:4 distancen består af 400meter svømning, 18km cykling og 4km løb.
Se mere på http://www.kmd4184.dk