Vi har set nærmere Runtales. En dansk app, som lover dig at komme i bedre form, samtidig med at den underholder dig med en interaktiv fortælling, hvor du skal klare udfordringerne for at komme i videre i historien. Virker det? Læs vores dom og hør historien bag fra én af bagmændene.

Den anden dag, da jeg var ude at løbe, hørte jeg en podcast fra Radio24Syv med Lone Frank, som handlede om den såkaldte opmærksomhedsøkonomi. Om hvordan vores tid – og ikke mindst vores opmærksomhed – er blevet guld værd. Et begreb, som har eksisteret længe, men som på ingen måde er blevet mindre relevant her i 2018, hvor opmærksomhed om noget er det, de fleste virksomheder kæmper om at få hos deres kunder.

Din tid, kære læser, er uvurderlig. At du nu læser disse ord, betyder, at jeg – på den ene eller anden måde – har fanget din interesse. Din opmærksomhed. Men én ting er, hvad du bruger din tid på, når du ikke løber, men hvad med på løbeturen? Hvem skal have din opmærksomhed der? Er det løbet i sig selv, omgivelserne, musikken i øret, kloge mennesker i en podcast, en virtuel træner… eller skal dit løb blive ‘gamificeret’ med en interaktiv app, som motiverer og guider dig under løbet?

Hvad går det ud på?
Runtales håber på sidstnævnte med deres nye app, hvor man som løber bliver guidet igennem en kontinuerlig fortælling (på engelsk) i et western univers bestående af 16 episoder med løb på omkring 2,5 km distancer og en fortælling på ca. 15 minutter pr. episode. App’en måler ens tempo og giver løbende udfordringer, der passer ind i historien. Man skal for eksempel stikke af fra sheriffen og springe på et tog – eller passe på ikke at blive opdaget. Alt sammen ting, som gør, at man enten skal sætte tempoet op eller ned, når ikke bare man løber i normalt tempo. Klarer man ikke udfordringen, så får man ikke det optimale antal point i den pågældende episode.

Historiens hovedperson (dig) er Charlie, som bryder ud af fængslet, og kaster sig hovedkuls ud i et eventyr, der foregår i USA i 1880-tallet, for at redde din søster Louisa og din far. Og mens du så løber, får du instrukser i øret. Du får ikke konkrete data om, hvor hurtigt du løber eller lignende, som hvis det var en tracker, men mere om du holder dig inden for retningslinjerne. “You’re running too slow, damnit!”. Og hvis du stopper, sættes fortællingen på pause, så det ikke går ud over din præstation, hvis du skal holde for rødt. Klarer du ikke udfordringen skal du prøve igen – og på den måde bliver løbeturen lige lidt længere.

Meget oppe I tiden – men virker det?
Min fornemmelse efter at have prøvet Runtales er, at konceptet virker en anelse for tænkt. Der er spændende perspektiver – og især mht. temposkifte, intervaltræning m.m. – især hvis historien var mere relevant for mig. Jeg følte mig ikke fanget ind i fortællingen. De forskellige challenges virkede egentlig ok, men selv her manglede jeg lidt mere effekt. Man ved ikke, hvornår de forskellige challenges kommer i løbet af fortællingen, hvilket både er godt og skidt – og det er svært at vide, hvor man er i forløbet, medmindere man tjekker tidsforløbet på app’en. Ligeledes skal længden af ens løbetur matche fortællingen, hvilket måske ikke altid lige passer, så der er lidt for mange ting, der skal passe sammen, for at det fungerer optimalt.

Efter at have prøvet Runtales havde jeg en masse spørgsmål om konceptet, som jeg tænkte var oplagt, at folkene bag kunne svare på. Idemand og skaber af Runtales hedder Aksel Køie, og sammen med et team har han arbejdet på spillet i over 5 år. Spillet er et sideprojekt for spilfirmaet Lucus, som udvikler interaktive læringsspil. Da jeg spurgte lidt mere ind til spillet, fik jeg at vide, at det i de fem år har været gennem et væld af iterationer, prototyper og betaversioner, før de nu står klar med et færdigt produkt. Der har i tidens løb været mange inde over, fra brancheprofesionelle (bl.a. udvikleren og lyddesigneren fra verdens mest downloadede spil, Subway Surfers) hen over tonemestre, unity-udviklere, internationale voice actors samt grafikere og animatorer, for til sidst at stå med holdet, der primært består af forfatter Morten Brunbjerg, komponist og lyddesigner Jesper Ankarfeldt og kreativ producer Aksel Køie. Der er ingen investorer bag spillet, “kun os selv og en masse hårdt arbejde,” som de skriver. Du kan læse interviewet med Aksel Køie, hvis du vil læse mere om tankerne bag spillet.

Konklusion
Tankerne bag app’en er interessante, idéerne med at integrere intervaltræning og temposkifte er gode, app’en er flot designet, og speaken er professionelt indtalt. So far, so good. Dog bliver jeg lidt småirriteret over den tykke amerikanske western accent, som føles utroværdig, og den klassiske western underlægningsmusik gør ikke noget særligt for min motivation for at løbe. Jeg har på alle mulige måder svært ved at indleve mig i fortællingen, som for mig er for banal, forudsigelig og klicheramt, til at jeg føler mig draget ind i den. Jeg er på godt jysk ligeglad med, hvad der sker med ‘mig’ som hovedperson. Måske er jeg ikke den rette målgruppe lige præcis til denne fortælling. Det er i bund og grund virkelig personligt, om man kan lide en fortælling eller ej – og det er nok Runtales største udfordring. Hvis det var et univers, jeg kunne forholde mig til, måske. Eller jeg rent faktisk lærte noget, samtidig med jeg løb, kunne det være mere interessant.

Der er uden tvivl potentiale i konceptet, men jeg følte desværre, at det var lidt spild af min tid og ville hellere bare have nydt løbeturene. Jeg havde egentlig tænkt mig at give denne første udgave af app’en 2 løbesko – især fordi jeg synes prisen er høj pr. bundt episoder (til at starte med kostede den 25,- men det blev sat ned til 17,-), men når man ser på potentialet og idéerne bag app’en, bliver det en samlet 3’er herfra. Jeg synes, at 5 år virker lang tid for at nå til dette produkt – men som de forklarer i interviewet, har det også været et sideprojekt i den periode.

Jeg synes overall, det er fantastisk med nytænkende idéer til os løbere, og jeg glæder jeg mig til at opleve New York City Marathon i et noir/jazz-inspireret miljø, som jeg fandt ud af ligger i støbeskeen. Det bliver spændende at følge deres rejse herfra – og du kan jo selv prøve, om du er enig med mig ved at downloade spillet og prøve den første episode gratis.

Tester: Sofie Hvitved
Pris: Gratis at downloade inkl. 1. episode (herefter 17 kroner pr bundt med 5 episoder (2-6, 7-11, 12-16)
Web: runtales.com
Bedømmelse: ★★★☆☆☆

Interview

Bag om app’en
Interview med Aksel Køie, idemand og skaber af Runtales

Hvorfor har du valgt at udvikle Runtales?
Jeg har tidligere udviklet lokationsbaserede spil til specifikke steder såsom Christiansborg, Stevns Klint med mere. Men jeg syntes, det var lidt ærgerligt, at brugen af disse spil var afhængig af, at vejret var godt, og at brugerne var på det specifikke sted. Så en dag så jeg alle de her løbere løbe forbi med deres mobiltelefoner spændt fast på overarmen. De løber overalt og i al slags vejr. Derfor tænkte jeg, at jeg virkelig gerne ville lave noget til dem. Men så dukker spørgsmålet op, om hvordan man laver lokationsbaserede spil, som ikke er stedspecifikke. Og så startede tankerækken, hvilket endte med en ret avanceret teknologi.

Oprindeligt tænkte vi, at det var til personer i 30’erne, der godt gad være mere aktive, men ikke kunne motivere sig til det, fordi det er lidt kedeligt ‘bare at løbe’. Men vi har faktisk fundet ud, af at det lige så meget er et yngre publikum, som kan kombinere deres interesse for computerspil med at løbe.

Kan du kort forklare konceptet?
Runtales er en interaktiv løbeapp, der kombinerer løb, spil og historiefortælling. Det skaber en løbeoplevelse, der ikke fokuserer på tid og distance, men i stedet på historiefortælling og udfordringer. Det fungerer på den måde, at man sætter telefonen på armen, sætter høretelefonerne i, trykker play og så løber man. App’en tilpasser sig dit tempo, om det så er gå-, jogge-, løbeeller spurtetempo, og så sætter den hele spillet op efter det. Det sikrer, at alle bliver udfordret på deres eget niveau, og at alle får en sjov, interaktiv løbeoplevelse. De 16 episoder skaber tilsammen distancen for et marathon, uanset hvilket niveau du løber på.

Hvad er din baggrund for at lave app’en? Er du selv løber?
Jeg har altid løbet meget og dyrket meget sport, men jeg har også altid syntes, det var kedeligt og ensformigt at løbe en lang distance i det samme tempo. Det er meget sjovere at skifte tempo og få udfordringer undervejs.

I skriver, at app’en er blevet lavet med ‘running and health experts’. Hvem har været med inde over?
Idrættens Analyseinstitut har hjulpet os i forhold til at bygge løbet hensigtsmæssigt op, så man undgår løbeskader. For eksempel skal det ikke være for krævende i starten af løbet, så udfordringerne kommer først, når kroppen er varm. Endomondo hjalp os blandt andet i forhold til, hvordan løbere ville foretrække, at løbet var bygget op.

Hvad er jeres overvejelser i forhold til opbygning af fortællingen og den dramaturgiske fremgang i historien?
Forfatteren, der har skrevet The Locket – vores 16 episoders lange westerndrama, hedder Morten Brunbjerg og er professionel spilforfatter – altså med speciale i at skrive historier, der udvikler sig interaktivt. Vi har arbejdet meget med at få bygget historien op over 16 episoder, så vi fortæller lidt mere for hvert afsnit, og på den måde skaber en stigende spændingskurve. Og så har vi gjort virkemidlerne lidt mere overdrevne, så løberen nemt kan falde ind og ud af historien, uden at miste den overordnede fortælling. Man kan nemlig ikke forvente 100% opmærksomhed hele tiden, når man er ude at løbe; man skal jo holde øje med trafikken og terrænet osv. Vi har opbygget det således, at der er en ‘cliffhanger’ i slutningen af hver episode og et ‘summary’ i starten af hver episode. Så man også kan starte igen, selvom man har været ude med en skade i noget tid.

Man får point inde i historien – kan man bruge dem til noget?
Idéen med pointene er, at når man er færdig med spillet, får man et antal point på baggrund af, hvilket niveau man har løbet, hvor mange challenges man har klaret, og hvor hurtigt man har klaret de challenges. Det giver en målbar score, som man kan dele med sine venner på sociale medier. Det er en lidt alternativ score, man kan dele i stedet for at dele sin distance og tid. Så kan man tweete og sige, jeg har gennemført tre episoder og fået så og så mange point. Det er en sjov lille ekstra feature, så man har noget, man kan sammenligne med sine venner.

Hvad er jeres fremtidsplaner? Har I andre fortællinger/universer i ærmet? Flere sprog (f.eks. dansk)?
Vi har fire andre fortællinger i lommen, og det er alle sammen nogle, der skal tage os væk i tid og rum. Vi har for eksempel et noir/jazz agent-spil baseret på New York Marathon. I historien er man en del af New York Marathon, og mens man løber, bliver man involveret i et stort drama, som man så skal opklare. Vi har også nogle fortællinger fra Afrika, Asien og Sydamerika i støbeskeen.

Har I nogle primære målgrupper? Regner I med at lave fortællinger til forskellige type målgrupper?
Målgruppen er egentlig meget bred. Oprindeligt tænkte vi, at det var til personer i 30’erne, der godt gad være mere aktive, men ikke kunne motivere sig til det, fordi det er lidt kedeligt ‘bare at løbe’. Men vi har faktisk fundet ud af, at det lige så meget er et yngre publikum, som kan kombinere deres interesse for computerspil med at løbe. I fremtiden kunne vi måske godt tænke os at lave noget, der henvender sig mere til kvinder.

Hvorfor har I valgt at basere den første historie på en western? Og hvilke genrer kan vi vente i fremtiden?
Da app’en udelukkende er et lydunivers, var det vigtigt for os, at vi nemt kunne skabe et visuelt univers udelukkende ud fra lyd. At folk kan høre noget og så vide præcis, hvor de er. Der skal ikke meget lyd til, før de kan se sig selv i en western-by med tumbleweeds og saloons. Det var vigtigt at kunne skabe et visuelt genkendeligt univers gennem lyd. Derfor var western en god ide, fordi der skal meget lidt til, før man præcis ved, hvordan der ser ud – blandt andet takket være komponisten Ennio Morricones bidrag til de western-film, vi alle kender. Vi har da også været meget inspirerede af hans tilgang til westernmusikken, da vi komponerede musikken til The Locket. Vi har lavet over 20 forskellige stykker musik til spillet, så det musikalske landskab er meget varieret – på mange måder er det musiske lige så vigtigt som selve historien – og der har vi benyttet os af et bredt spektrum af musiske virkemidler, lige fra mandekor og mundharper til banjo og steelstring guitar. Det er blevet virkelig fedt! Prøv at komme ud og lyt til historien, nyd musikken, klar forhindringerne og bliv mindet om, at det godt kan være sjovt at løbe.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #104. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.