The Race Across the Sky: Leadville trail 100 run

Mads Holm-Hansen tog udfordringen op, da muligheden for at løbe Leadville Trail 100 Run meldte sig. Han var den første dansker til at deltage i løbet, og her fortæller han om mødet med den amerikanske westernby, bjergene og om hvordan det føles at spendere sin lørdag på en lille sti midt i Rocky Mountains.

Første gang jeg læste om Leadville Trail 100 Run, var i Christopher McDougalls populære bog “Born to Run”, og jeg har lige siden tænkt, at det kunne være en spændende udfordring. Da jeg i forbindelse med en skiferie i Colorado, USA i februar 2013, oveni købet fik mulighed for at besøge og opleve byen og ikke mindst bjergene, tog jeg beslutningen om at løbe byens berømte trailløb.

Leadville er en lille by i hjertet af Rocky Mountains, som ligger cirka 3100 meter over havet. Byen emmer af historie, og man finder her både en original amerikansk diner, et gammelt teater og Tabor Opera House – det er med andre ord en rigtig western by. Leadville var i slutningen af 1800-tallet en stor sølvmineby, men da den store mine i området lukkede, faldt byens indbyggertal. En af minearbejderne, Ken Chlouber, besluttede sig derfor for at arrangere et 100 miles-løb i bjergene omkring byen, og han er stadig selv en aktiv del af løbet den dag i dag. Leadville Trail 100 Run startede med cirka 45 løbere i 1983, og har siden vokset sig større og større, og er i dag et af de hårdeste og mest prestigefyldte ultraløb i USA.

Leadville Trail 100 Run har en training camp, hvor man over 3 dage løber cirka 100 kilometer på ruten. Jeg havde besluttet mig for at deltage i campen, fordi den gav mig mulighed for at mærke, hvad det ville sige at løbe i højder samt at opleve landskabet. Det gav mig også chancen for at møde tidligere deltagere og arrangører, så jeg kunne få et mere tydeligt billede af, hvad det kræver at gennemføre løbet.

Stemningen på campen er helt speciel, da der kun er tilmeldt cirka 60 løbere, og man hurtigt kommer til at lære hinanden at kende. Arrangørerne beskriver selv campen som en lang weekend med god mad, god træning og gode venner. Udover deltagelse i campen og de ugentlige træningsture, var det min plan rejse et par ture sydpå til Malaga og Harzen, for at få løbet i varme og i højde.

Efter lidt research på internettet gik det desuden op for mig, at jeg ville være den første dansker til at deltage og forhåbentlig gennemføre løbet – dette blev en af de helt store motivationsfaktorer for mig under hele løbet.

Et løb for lokalsamfundet
Jeg ankom til Leadville fire dage inden løbsstart, så jeg kunne vende mig til den tynde luft, købe forsyninger, mad og ikke mindst studere cut-off tider samt lægge strategi for de enkelte depoter på ruten. Som en del af forberedelserne var vi også til preracemøder, hvor det gik op for os, hvor meget dette løb fylder hos lokalsamfundet. Der tales hele tiden om Leadvillefamilien – og om Leadvilles brødre og søstre.

Det var også på disse møder, at der blev sagt en del vise ord, som hang ved i bevidstheden, og som også skulle vise sig at holde stik: “This is not a running event, this is an eating marathon”, som en tilknyttet læge hævdede, og mindede mig om, at det var vigtigt at få spist rigtigt. Jeg blev mindet om, at jeg lige om lidt skulle løbe et af de hårdeste ultraløb i USA. De sidste ord der fulgte os på vejen, var løbsarrangørens egne. Han råbte: “Dig deep!!”

De 100 miles (160 kilometer) er en “ud-og-hjem” -rute, hvor man starter i Leadville og løber det første stykke på 13,5 miles (cirka 21 kilometer) langs Turquoise Lake. Herefter skal man over næsthøjeste punkt Sugar Loaf pass, videre af et fladt stykke og så igen op til Mount Elbert, som ligger i 3200 meters højde.

Undervejs skal man altså en del op og ned, krydse floden Lake Creek og til sidst op til rutens højeste punkt Hope Pass, som ligger 3840 meter over havets overflade. Efter at have nået toppen Hope Pass, løber man ned til depotet Winfield, som er rutens vendepunkt efter 50 miles (80,50 kilometer). Her vender man rundt og løber ad samme rute tilbage.

Startskuddet lyder
Vækkeuret ringede klokken 02.00 lørdag morgen og efter en let morgenmad i form af havregryn og lidt brød og de obligatoriske to til tre toiletbesøg, begyndte vi at gå ned mod startområdet klokken 03:30. Stemingen i startområdet var spændt, man kunne se i folks øjne, at de var klar på at komme af sted. Ken Chlouber havde pep-talks klar: “You’re better than you think you are – You can do more than you think you can. Dig deep!”. Herefter lød den amerikanske nationalmelodi, startskuddet gik klokken 04:00 – selvfølgelig afskudt med jagtriffel, det er vel det vilde vesten.

Når der kun er stjernerne og månen til at lyse op, er det virkelig et problem, for natten er dybsort, og jeg kan intet se

De første 13,5 miles (cirka 21 kilometer) foregik i mørke, hvor mit primære fokus var at finde den rigtige rytme og ikke lægge for hårdt ud, da der jo var en del miles at tilbagelægge endnu. Ruten startede på asfalt ud af byen og derefter på grusvej, inden jeg ramte det mere teknisk krævende single track mellem træer langs søen Turquoise Lake.

Da jeg ramte May Queen-depotet var solen begyndt at stige op mellem bjergene, og der begyndte så småt at blive varmt. Langs vejen stod mange mennesker; både crews, familiemedlemmer og supportere. Jeg fandt alligevel hurtigt frem til mit crew, hvor jeg fik lidt mad og nyt vand, hvorefter jeg hurtigt drog videre mod næste depot. Jeg var foran min tidsplan.

Den første store udfordring
Herefter skulle jeg mod toppen igen. Jeg bevægede mig stille og roligt, men følte, at jeg manglede mine stave, som vi havde besluttet, at jeg først skulle have ved næste depot. Nedløbet var meget teknisk, da det var stejlt, og der var mange sten og huller, som man skulle tage højde for. Jeg formåede alligevel at holde et nogenlunde acceptabelt tempo.

Da jeg ramte andet depot efter 23,50 miles (cirka 39 kilometer), havde jeg tabt tid i forhold til tidsplanen, og jeg følte mig lidt slidt, da jeg løb på asfalt i bunden af Sugar Loaf. Da jeg nåede frem, blev jeg taget godt imod af mit crew. Deres humør var højt, og vi skiftede som planlagt indlægssåler i mine sko, hvilket føltes som en drøm. Jeg fik også spist lidt, fyldt vanddepoterne og de savnede stave kom nu med.

Fra Outbound og til rutens tredje depot Half Pipe løber man langs nogle enorme elmaster på et fladt stykke, som strækker sig ved foden af bjergene. På denne strækning begyndte jeg at veksle mellem løb og gang, temperaturen steg, og selvom solen stod lige på, havde jeg stadig overskud og ingen synlige problemer. På den næste strækning brugte vi drop-bags, da terrænet gjorde det umuligt for løbernes crews at nå frem. Det fungerede fint, og jeg kom hurtigt igennem Half Pipe-depotet og løb videre mod det næste.

Vejen til Twin Lakes starter med at gå op til Mount Elbert, og herefter stejlt ned mod Twin Lakes, som er det laveste punkt på ruten med cirka 2800 meter over havets overflade. Nedløbet til Twin Lakes var forholdsvis hårdt for lårene og teknisk meget udfordrende. Heldigvis kunne depotet forsyne mig med bagel, chips og cola, så jeg kunne fortsætte løbet uden større problemer.

Mentale og fysiske udfordringer
Et par miles efter Twin Lakes løber man igennem fire vandpassager, og selve løbsstien er helt oversvømmet. Efter at have krydset gennem floden Lake Creek begynder opstigningen til Hope Pass, som er rutens højeste punkt på 3840 meter over vandets overflade. Vandpassagen gjorde, at mine sko blev våde og tunge, og jeg begyndte af den grund at blive nervøs for, at det ville skabe friktion. De tørrede heldigvis hurtigt, og jeg kunne begive mig mod stejle bjergsider igen.

Forsiden af Hope Pass var ikke så slem, bagsiden er meget stejlere. Her havde jeg heldigvis mine stave, som virkelig hjalp mig. Jeg fandt et behageligt tempo og overhalede en del, hvilket styrkede min motivation for at fortsætte. På vejen op kom de førende løbere imod mig – de var allerede på vej tilbage til Leadville. Det er vildt imponerende, at de løber i den fart. Og de havde endda overskud til at hilse og heppe lidt.

Da jeg endelig når toppen, har jeg desværre ikke meget tid til at nyde udsigten, da jeg ved, at jeg skal bruge tiden på at komme tilbage op over Hope Pass igen. Jeg løber derfor videre ned på den anden side, stille og roligt, da det er et utrolig stejlt nedløb og meget teknisk krævende med store sten. Derudover er der også en del løbere, som kommer op imod mig på den smalle sti, dem skal jeg ligeledes prøve at undgå. Jeg ser en del, som sidder helt stille i skyggen ved siden af stien, de virker meget pressede og ramte.

Tur-retur
Da jeg rammer Windfield-depotet, er der gået cirka 13 timer, og tidsgrænsen er 14 timer. Ved depotet bliver jeg vejet, da løbsarrangørerne vil kontrollere, at løberne ikke har tabt sig for meget til at kunne fortsætte. Jeg var ca. 2,5 kilo lettere, hvilket ikke var et problem, men kun et tegn på, at mit mad-, væskeog energiindtag fungerede godt.

Efter de 50 miles må man bruge en pacer på turen tilbage til Leadville. Min plan var, at Chris først skulle pace mig fra Twin Lakesdepotet, efter 60,5 miles (ca. 97,4 kilometer). Jeg havde imidlertid hørt på en de camps, jeg havde deltaget i, at der altid var ledige pacere ved Windfield-depotet, fordi det er på dette sted, at mange løbere udgår.

Det lykkedes mig dog ikke at finde nogen, så jeg brugte i stedet tiden på at spise rigeligt – da jeg derefter skulle løbe tilbage op ad Hope Pass. Turen op var virkelig hård, da der er så utrolig stejlt. Jeg gik hele vejen med stavene, som i øvrigt var en vigtig hjælp. Jeg bevarede hele tiden fokus på at holde mig i bevægelse.

På denne strækning mødte jeg en del løbere, som jeg havde mødt tidligere på campen i juni. De var på vej ned, og jeg kunne dermed regne ud, at de ikke kunne nå det inden for cut-off tiden på 14 timer i Windfield – og jeg vidste dermed, at de ville udgå af årets løb. Trist.

Da jeg når toppen, begynder jeg straks at løbe ned mod Hopelessdepotet efter 55,5 miles (cirka 89,4 kilometer), som er nogle få miles fra toppen af Hope Pass. Ved Hopeless-depotet tager jeg pandelampen på, da solen nu begynder at gå ned. Det viser sig som værende en god idé, for da jeg forlader Hopeless en time senere, er solen helt forsvundet, og pandelampen er nu et must, for at kunne se stien ude i de mørke bjerge.

Jeg havde håbet, at nedløbet tilbage mod Twin Lakes var gået lidt hurtigere, men efter +50 miles (+80,5 kilometer) og i mørke, er det svært at øge farten. Ved bunden skal jeg igen igennem de fire vandpassager, hvilket atter gør mine fødder våde. Jeg begynder nu at mærke, at der er et par vabler – eller måske mange flere.

Et tiltrængt boost
Da jeg begynder at nærme mig depotet ved Twin Lakes igen, kan jeg igen høre alle dem, som er forsamlet her. Mange familiemedlemmer, supportere og crew havde slået sig ned ved dette depot, da det næsten var umuligt at komme ud til Windfield-depotet. Der var nu gået cirka 8 timer, siden jeg sidst havde set mit crew, og det glædede mig, at jeg vidste, at jeg ville få følgeskab af Chris på det næste stykke.

Ved depotet bliver jeg vejet, da løbsarrangørerne vil kontrollere, at løberne ikke har tabt sig for meget til at kunne fortsætte

Da jeg rammer depotet Twin Lakes efter 60,5 miles (cirka 97,4 kilometer), er jeg kun cirka 20 minutter fra cut-off, så jeg føler mig stresset og træt og har ikke særlig meget overskud tilbage. Forhåndsaftalen med mit crew var, at jeg ved dette depot skulle skifte sko og strømper og smøre fødderne ind i vaseline, men jeg er bekymret for tiden og siger, at jeg vil videre med det samme.

Heldigvis bliver der insisteret på, at jeg skal skifte de våde sko, hvilket jeg nu kan se, var en rigtig god idé. Chris, min pacer, virker motiveret og klar, desuden er det fedt at se ham igen. Gensynet gav mig et stort tiltrængt boost. Jeg spørger ham, om han er klar, hvortil han svarer “Yes, let’s go”.

Vi forlader Twin Lakes cirka 15 minutter før cut-off. Selskabet føltes tiltrængt, og Chris pep-talker og siger, at vi bare skal holde et fint gåtempo op ad stigningerne, og at vi skal løbe lidt, når det går ned og er fladt. Det fungerer rigtigt godt, og vi overhaler en del løbere. Han bærer mit vand og energi og giver mig løbende de ting, jeg skal bruge. Da vi når Half Pipe efter 70,9 miles (cirka 114 kilometer), har vi indhentet en del tid og er nu cirka 45 minutter foran cut-off, så vi sætter os og får noget at spise.

Nogle få miles inden næste depot, Outbound, løber min pandelampe tør for strøm. Når der kun er stjernerne og månen til at lyse op, er det virkelig et problem, for natten er dybsort, og jeg kan intet se. Chris må derfor lyse for os begge med sin pandelampe, og det lykkes os heldigvis at komme frem til Outbound uden styrt.

Da vi når Outbound efter 76,5 miles (cirka 123 kilometer), er det tydeligt, at også crewet har det lidt hårdt, da de nu også har været vågne i godt et døgn. Og at det er koldt ude i bjergene, når man ikke er i konstant bevægelse. Men da de kan se, at vi har hentet tid – og at vi ser ud til at være godt kørende, lyser de op. De giver os rosende ord og begynder allerede at snakke om, at vi sagtens kan nå det næste depot inden cut-off. Så vi forlader Outbound depotet med en ny pandelampe og godt mod.

“Asshole mountain”
Vi nærmer os nu Sugerloaf Pass på 3.374 meter over havets overflade, som er et meget hårdt punkt på ruten, hvor mange taber tid. Chris udgik selv i 2013 på dette stykke af ruten, da han fik problemer med mave og fødder og dermed blev offer for tidsgrænsen. Så alle anser dette stykke som et kritisk punkt.

Vi begynder opstigningen stille og roligt, Chris har fokus på, at jeg ikke skal brænde mig fuldt ud i starten, da stigningen er længere, end man tror. Og ganske rigtigt – stigningen virker, som om den bare bliver ved og ved, så Chris og jeg bliver enige om at døbe den ‘Asshole mountain’. Da vi når toppen, er der nogle lokale, som har sat deres eget depot op som en sjov gimmick. Det fik smilet frem på læberne – det virkede til, at de havde holdt en lille fest.

Nedløbet efter Suger Loaf passet går noget langsommere end beregnet, da der er en del sten, og jeg begynder nu at få mere og mere ondt i min venstre storetå. Jeg er bange for at ramme forkert ned med foden, da det gør rigtigt ondt.

På det sidste stykke mod May Queen-depotet rammer vi et lille stykke skov. Her er det som om, at tiden går fuldstændig i stå, og det virker, som om stykket er meget længere, end jeg huskede det fra turen ud. Og lige på dette stykke begynder jeg at frygte cut offtiden for hele løbet på 30 timer.

Da vi rammer May Queen efter 86,5 miles (cirka 139,3 kilometer) klokken 06:08 om morgenen efter 26 timer og 8 minutters aktivitet, kan jeg se, at Anne, som skal overtage pacertjansen efter Chris, virker 100 procent klar. Efter 2 minutters pause og med det sidste energi til at klare mig det sidste stykke, begynder Anne og jeg at bevæge os mod Leadville klokken 06:11. Det betyder, at vi har 3 timer og 49 minutter til de sidste 13,5 miles (cirka 21,7 kilometer).

Frygten for tidsgrænsen
Jeg er meget i tvivl om, hvilket tempo vi skal holde for at nå det inden for de 30 timers cut-off. De fleste andre løbere omkring os begynder at gå, men vi forsøger at løbe så meget som muligt. Jeg spørger hele tiden Anne om vores tempo, og om hvor langt vi har løbet. Hun beroliger mig med, at vi sagtens kan nå det, at der ikke er nogen problemer, da vi holder et fint tempo.

Solen er lige stået op, og vi bevæger os langs vandkanten til søen Turquoise Lake. Vi møder flere campere, som har overnattet i skoven, og som nu sidder og spiser deres morgenmad nede ved vandkanten. Mine ben begynder nu for alvor at blive tunge, og mine fødder er mærket nu, især den venstre storetå er øm. Så vi må lægge strategien om til at gå så hurtigt som muligt med hjælp fra mine stave – afbrudt af små spontane løbepassager.

Efter single tracket er forbi, rammer vi en bred grusvej. Mine ben bliver bare tungere og tungere. Løbepassagerne bliver mindre og mindre, og jeg spørger stadigvæk, om vi kan nå det. Man kan se langt frem af grusvejen, men jeg kan endnu ikke se byen. Jeg syntes dog at kunne huske, at det skulle være lige rundt om hjørnet, men det føles som om, at vejen bare bliver ved og ved – det er en uendelig lang strækning.

Da jeg endelig kan se et par huse i udkanten af byen, og vi begynder at ramme det sidste asfalt, ved jeg, at der ikke er langt igen. Anne siger, at der nu er gået 29 timer og 20 minutter. Nu kan det næsten ikke gå galt, men jeg skal alligevel kæmpe for bare at tage et enkelt skridt. Da vi når over den sidste knold på vejen og kan se målet, og vi stadigvæk har omkring 30 minutter tilbage inden cut-off, ved jeg, at vi nok skal nå det.

En fantastisk følelse
“Good job runner” lyder det igen og igen fra både de andre løbere og tilskuerne. Amerikanerne er virkelig gode til at bakke hinanden op. Under hele ruten var der rigelig opbakning fra de andre løbere, og det samme var der ved depoterne. Opbakningen på de sidste 2-300 meter var ikke uden undtagelse – folk heppede og råbte “Congratulations – you did it” og endda “well done Denmark”. Det var en fantastisk følelse. Line fra mit crew kommer ned til os og løber med os de sidste par meter ind over målstregen med armene over hovedet. “I ran 100 miles across the sky” – det tog 29 timer og 38 minutter.

I målområdet får jeg en medalje og mødes med resten af mit crew. Efter kort tid bliver jeg svimmel og begynder derefter at kaste op.

Vi skynder os tilbage til vores lejede hus, hvor jeg efter et hurtigt bad lægger mig i sengen og skifter mellem at sove og have krampe. Først efter 20 timers hvile føler jeg mig nogenlunde frisk igen.

Der skal lyde en kæmpe tak til mit crew; Anne Louise, Line og Mikkel og mine 2 pacere Chris og Anne Louise, uden jeres hjælp og support, var jeg aldrig kommet igennem. Tusind tak!