Da amerikanske Kathrine Switzer i 1967 under stor tumult blev den første kvinde, som løb Boston Marathon – i hvert fald officielt – var det en tydelig brydningstid for løbesporten. Året forinden havde Roberta Bingay Gibb godt nok løbet med uden et startnummer, men da det lykkedes Switzer at deltage officielt og med startnummer (fordi hun skrev sig op med sine initialer K. W. Switzer), var det starten på en ny æra. Når det er sagt, hører det med til historien, at der på daværende tidspunkt faktisk ikke var nogle regler, der foreskrev, at kvinder ikke måtte deltage, men det var ikke noget, man gjorde som kvinde. For kvinder – de var jo ikke rigtige løbere – tænkte folk flest.

Siden dengang er der sket meget i løbeverdenen. Vi kvinder er åbenlyst blevet accepteret, ja, faktisk har vi i antal passeret mændene. Løb er en aktivitet for alle, som alle kan få meget gavn og glæde af, og det har udviklet sig til at blive en sand folkesport elsket af mange. Det ses tydeligt i Danmark, idet næsten en tredjedel af alle voksne danskere, ifølge Idrættens Analyseinstitut, ser sig selv som løbere. Løb er med andre ord kommet for at blive.

Når det er sagt, er der mange ting, som tyder på, at løbesporten står på tærsklen til en ny epoke. For kigger man på tallene over dem, som løber, hvor gamle de er, hvor de bor, hvordan de anser det at løbe som en del af deres liv – ja, så ser man klart, at der er noget nyt og spændende i gære. Til forskel fra tidligere synes løb for mange nemlig ikke at være en isoleret aktivitet, men mere som en del af en livsstil, der handler om at være i bevægelse og være ak tiv. Og det med sine venner, i sit liv og i sin tilværelse generelt – ung som gammel. Løb er som sådan blevet midlet til det moderne menneskes selvudvikling i langt højere grad end et mål i sig selv. Hermed ikke sagt at præstationsløb og atletikken ikke vil overleve på sigt, eller at løbefællesskaber, som er bygget op omkring præstationer, ikke vil have gode kår fremover – for det tror jeg, de vil have. Det er bare ikke der, udviklingen kommer til at ske.

Om vi er der endnu, er ikke sikkert, men det synes tydeligt, at løbebranchen selv tror på dette paradigmeskift. Det kan ses i de typer af produkter, vi kan købe, den måde vi kan købe dem på – for slet ikke at snakke om det paradoksale i, at mange af tidens nye løbere slet ikke er løbere, som folk flest tænker en ‘typisk’ løber.

Selv var jeg i juni så heldig at være med på en oplevelsesrig løbetur i USA, hvor jeg om noget fik løb ind under huden, men hvor der også blev stillet spørgsmålstegn ved, om jeg ligner en ‘rigtig’ løber. Eftersom jeg nu er chefredaktør for et løbemagasin og har beskæftiget mig intenst med løb de sidste 10 år. For nej, jeg er ikke en typisk løber. Jeg elsker løb, men det betyder jo ikke, at jeg derfor er en tynd, senet løber med et stort GPS-ur på armen med splitshorts og singlet, som ikke taler om andet end løb. Løb er en stor del af min hverdag, men det er der mange andre ting, der også er. Fremtiden for løb rummer et utal af nye muligheder, nye produkter, nye oplevelser og fællesskaber og nyt liv for løbets selvforståelse.

Fremtidens løbere vil være unge og gamle i blandet flok. Tynde og tykke, individuelle og fællesskabssøgende, og mange af dem vil være ikke-løbere eller joggere, som atletikfolk måske vil beskrive dem. Nuvel, traditionelle løbere vil sikkert stadig synes, at det er underligt, at folk ikke umiddelbart ligner dem selv, men mon ikke vi kommer til at finde dette helt naturligt med tiden. Helt som det var med os kvinder i 1960’erne.

Sofie Hvitved
Chefredaktør
sofie@lobemagasinet.dk

Artiklen er fra LøbeMagasinet #106. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.