Et marathon i verdens mest historiske by lyder som et drømmeløb for de fleste. Og når den by så er Jerusalem, hvis ældgamle gader er omgivet af kalkstensvægge og tilmed rummer nogle af de største beretninger, religioner og kulturer, som denne klode har at byde på – ja, så kan man ikke ønske sig meget mere af løb og rejse i en kombination.

Religion
Når man til dagligt lever en relativ ikke-religiøs tilværelse som kulturel protestant – i hvert fald alle andre dage end juleaften – kan tanken om et besøg i Jerusalem virke en kende… religiøst. For selvom jeg kender historierne fra Juleevangeliet, som jeg ikke har kunnet undgå at høre gentagne gange i mit 31-årige liv, vakte det min interesse for at deltage i et løb i den hellige by – og også kigge mig omkring i resten af Israel, naturligvis.

Det skulle vise sig, at jeg kunne begrave alle mine fordomme på selvsamme sted, som Jesus eftersigende blev stedt til hvile.

Et land som jeg endnu ikke havde sat mine fødder i og alligevel havde utallige forestillinger om inden afrejse. Om religiøse tosser, hellig krig, frugtløse støvørkener og ikke mindst en konstant bomberegn. Det skulle vise sig, at jeg kunne begrave alle mine fordomme på selvsamme sted, som Jesus eftersigende blev stedt til hvile.

Uroligheder i Jerusalem?
Jeg ankom træt til et bælgravende mørkt Jerusalem, og det var derfor med en vis spænding, at jeg om morgenen trak gardinerne fra på hotelværelset. For hvad kunne jeg egentlig forvente at se? Min mor havde ikke været helt tryk ved min beslutning om at drage til Israel for at løbe, og flere havde spurgt mig, om ikke det var farligt at løbe der. Jeg måtte være dem svar skyldig. For jeg var selv i tvivl om, hvor sikkert det egentlig var at drage til Jerusalem.

Byen har jo trods alt været centrum for en del kampe og ødelæggelser i dens mere end 5.000 år gamle historie. Samtidig havde Hamas valgt at bryde en flere måneder lang våbenhvile og sendt et missil af sted fra Gazastriben mod det sydlige Israel, to dage før jeg ankom til Jerusalem.

En smuk – men bakket by

Byen med 800.000 indbyggere får dermed et smukt, helstøbt udtryk, jeg ikke kan huske at have set i andre byer.

Derfor var det et noget overraskende syn at trække de tunge gardiner til side og lade øjnene vandre over byens skyline af smukke antikke bygninger, kirker, moskeer og synagoger med deres karakteristiske kupler – alt sammen holdt i sandfarvede kalksten. I strålerne fra det tidlige morgensolskin havde byen det mest fredelige udtryk, man kunne forestille sig.

Da vi senere på dagen kørte i bus rundt på marathonruten, kunne jeg konstatere, at denne kalksten, der er navngivet efter Jerusalem, stort set bruges i samtlige bygninger, borgfæstninger, broer og tunneller – især i den gamle bydel. Byen med 800.000 indbyggere får dermed et smukt, helstøbt udtryk, jeg ikke kan huske at have set i andre byer.

Jeg kunne også konstatere, hvor bakket Jerusalem egentlig var – og dermed også den rute, jeg skulle løbe. Jeg takkede mig selv for, at jeg havde tilmeldt mig på halvmarathondistancen og ikke den hele. 21,1 km skulle nok blive en god udfordring for mine ben, og da vi stod og nød udsigten udover byen fra Mount Scopus, besluttede jeg mig for, at det var helt ok, hvis ikke jeg kom under to timer i dette løb.

Sightseeing og et møde med religionen
Dagen før løbet blev brugt med en guidet rundtur i Jerusalems gamle bydel omkranset af den solide bymur. Og man glemte lidt at spare på løbebenene, fordi der var så meget spændende at se. Flere timers vandring førte os blandt andet ad Via Dolorosa, hvor navnkundige Jesus eftersigende gik på vejen til sin korsfæstelse efter beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse.

Jeg undrede mig lidt over, hvordan jeg kunne have et så forkert billede af et krigerisk folk, når denne by demonstrerede det stik modsatte.

Et andet højdepunkt var kirken Church of the Holy Sepulchre i den gamle bydel, hvor Jesus’ grav er at finde. Det er et af de mest besøgte steder i Jerusalem for kristne, der er på pilgrimsfærd til den hellige by. Samtidig er kirken også centrum for flere forskellige retninger af ortodokse kristne og romerske katolikker. Klædt i mørke kapper gik de religiøse tilhørere mellem mere og mindre religiøse besøgende, der kom fra mange forskellige steder i verden.

En intens oplevelse
Nogle kastede sig grædende på knæ, andre gnubbede lommetørklæder og deres kæres tøjstykker mod helligdommene, mens andre mere stod lidt paffe og kiggede på. Overvældede af andres tro og ikke mindst det faktum, at man måske lige der befandt sig på et af verdens mest historiske steder. Var man kun kulturelt religiøs, inden man trådte ind i kirken, overvejede man da lige dér, om ikke man skulle til at gøre lidt mere ud af det dér med at tro.

Vi fik også forvildet os ind i en ortodoks jødisk synagoge, hvor en messe var i gang. Her sang unge mænd på hver sin side af alteret med ryggen til os. En karakteristisk lyd og klang, der total tryllebandt vores turistdelegation af danskere, polakker, finner, briter og amerikanere, indtil den insisterende guide fik os hevet med.

Tre religioner side om side
Religion må siges at være Jerusalems varemærke, og det er da også kun rimeligt for en by at bryste sig af dette, når både muslimer, jøder og kristne lever side om side i fordragelighed.

De tre religiøse retninger og deres mange undergrupperinger holder til i hvert sit kvarter og har både egne og fælles religiøse steder, de valfarter til: Muslimerne til Tempelpladsen over Grædemuren til fredagsbøn, jøderne til selve Grædemuren i deres shabat fra fredag aften til lørdag aften og de kristne til kirke om søndagen og til Jesus vej, Via Dolorosa.

Jeg undrede mig lidt over, hvordan jeg kunne have et så forkert billede af et krigerisk folk, når denne by demonstrerede det stik modsatte.

Løbsdagen

I et filosofisk øjeblik kunne man godt blive lidt smårørt over, hvor universelt løb egentlig er.

Dagen efter oprandt løbsdagen, og den skulle da også kun yderligere give mig endnu mere optimisme på menneskehedens vegne – til trods for vores forskelligheder i historie, kultur og religion. I startområdet så jeg mænd med kalotter og kvinder med tørklæde om håret og nederdele til at dække de bare ben. Men mest af alt så jeg løbere, som de er flest, og vi havde alle én ting til fælles: Vi skulle løbe.

I et filosofisk øjeblik kunne man godt blive lidt smårørt over, hvor universelt løb egentlig er. Og hvor fuldstændig genial en ting det er, når vi mennesker skal samles – på tværs af diverse afgrundsdybe skel mellem os. Og samtidig var det et opmuntrende syn at se, hvor ens vi i bund og grund er, når vi alle står i identiske løbeuniformer – klar til at teste vores kunnen. Med et fælles mål uagtet hvilken herre vi tjener under…

Startskud ved borgmesteren
Min tankerække blev afbrudt af byens borgmester Nir Barkat, der skulle sætte løbet i gang. Selvsamme borgmester skulle også løbe halvmarathon og havde dagen før på et pressemøde bebudet, at man ikke skulle løbe Jerusalem Marathon for at slå sin PR, men i stedet nyde, at man intet andet sted ville få så unikt et sceneri til at akkompagnere sin løbetur som i Jerusalem. Ved samme lejlighed afslørede han også, at marathonet er tænkt som en charmeoffensiv:

“Alle, der løber her, vil blive ambassadører for Jerusalem, og de kan fortælle, hvor smuk, vigtig og indbydende denne by er,” lød det. Og jeg måtte erkende, at jeg var godt på vej til at blive ambassadør for denne fantastiske by – godt hjulpet af det perfekte løbevejr med sine overskyede 16 grader.

I heppekor med lokal jøde
Ifølge arrangørerne deltog 17.000 løbere fra 52 forskellige lande, men det kunne man nu ikke mærke. Start og slutområdet i Sacher Park var overskueligt og velorganiseret, og på ruten føltes det ikke på noget tidspunkt som om, man gnubbede albuer med hinanden.

Ruten strakte sig flere stedet gennem byen og rundede også den gamle bydel, som jeg allerede var ret familiær med. Der var god opbakning fra tilskuerne – især på de stejle bakker, der virkelig trak tænder ud. Og så skal det siges, at disse mange bakker ikke var så slemme, som først antaget. Der var nemlig en rigtig god balance mellem stigninger og nedløb – og de 21 km. gennem Jerusalems gader blev ved med at udfordre mig tilpas meget, samtidig med at jeg kunne nyde de historiske omgivelser og ikke mindst synet af mine medløbere.

Mange steder under løbet så man også unge mænd og kvinder med et halvautomatisk gevær om halsen, som var det nøglerne til deres lejlighed, de bar.

Landets militær løb med
Kort før målet blev jeg overhalet af en stor gruppe soldater fra den israelske hær, der havde deres eget løb. Både mænd og kvinder aftjener værnepligt i Israel – nogle i helt op til tre år, hvilket også er grunden til, at landet med 8 millioner har så stærkt et militær.

Mange steder under løbet så man også unge mænd og kvinder med et halvautomatisk gevær om halsen, som var det nøglerne til deres lejlighed, de bar. Det er vist bare en del af bybilledet og historien, som man skal vænne sig til. Lidt som det er tilfældet med security checks ved større seværdigheder, og at man skal vise indholdet af sin taske, inden man går i supermarkedet og svare på spørgsmålet, om man har våben på sig.

Mødet med målstregen
Efter 2 timer og 7 minutter fyldt med løbeog livsglæde passerede jeg tilfreds målstregen. Efter at have fået min medalje og hentet min bagage besluttede jeg at heppe lidt mere på den stejle opløbsstrækning. Her blev jeg spurgt at en jødisk kvinde iført tørklæde om håret og lang nederdel, om jeg ville hjælpe med at heppe på hendes søn, Yair, der lige straks ville passere.

“Tror du, at han bliver glad for, at jeg står og hepper,” spurgte hun mig. Jeg kunne kun svare, at det var jeg sikker på. Det ville alle løbere.

Flere gange på vej tilbage til hotellet blev jeg hilst på, og en enkelt stoppede mig for at høre, hvordan det var gået.

Da Yair med sin hvide kalot passerede, så han dog mest af alt forbløffet ud over, at hans mor havde fået en vesterlænding med i sit heppekor.

Generelt var der en enorm interesse fra de lokale i løbet. Man kunne godt mærke, at det kører på tredje år og stadig har nyhedens interesse. Flere gange på vej tilbage til hotellet blev jeg hilst på, og en enkelt stoppede mig for at høre, hvordan det var gået.

De store fortællingers land
Efter et hurtigt bad trak jeg atter i løbeskoene – denne gang for at suge endnu mere til mig af den gamle bydel i Jerusalem. Depoterne blev fyldt op i basaren med humus, falafel og den søde, kardemommefyldte tyrkiske kaffe. Jerusalem har årligt 3,5 millioner turister, og det forstår man godt. Der er virkelig meget at se der, og man skal være ualmindelig uinteresseret i historie, arkæologi eller teologi for ikke være godt underholdt der.

Jeg kunne snildt have brugt mange dage i Jerusalem, men dagen efter var det tid til at tage af sted – og udforske resten af Israel, med den dejlige ro i kroppen, der indfinder sig, når et større løb er veloverstået.

Videre gennem Jerusalem
Så snart vi kørte ud gennem tunnelen fra Jerusalem, ændrede landskabet sig til ørken. Og en smuk én af slagsen. Den Judæiske Ørken bød ikke kun på en jeeptur blandt de stenhårde saltformationer, der i sin tid var havbund, men også et dyp i Det Døde Hav, hvor man takket være en saltprocent på 30 uden besvær flyder i overfladen. Et ret unikt område der ligger 400 meter under havniveau og er verdens lavest beliggende sø.

Derfra kørte vi til Masada, der både er en klippe og en fæstning på toppen af denne bygget af Kong Herodes. Og også her fortæller bygningerne vilde beretninger, såsom myten om hvordan jødiske separatister i 73. e.Kr. forskansede sig der i kampen mod den romerske overmagt, der endte med at indtage fæstningen ved at bygge en rampe af ørkensand op til den højtliggende byport. På det tidspunkt havde de 1.000 tilbageværende midlertidigt begået kollektivt selvmord for ikke at ende som romernes slaver.

Jo, det skorter ikke på store historier i Israel. Af samme grund er jeg sikker på, at jeg en dag vender tilbage. Og jeg glæder mig allerede!

Fakta: Jerusalem

Navnet Jerusalem betyder “Den Hellige Stad” og er kendt for sine tre religioner. Den har været jødernes hellige by i ca. 3.000 år, de kristnes i ca. 2.000 år og muslimernes 3. helligste by i mere end 1.300 år. Jerusalem ligger i Judæa-bjergene ca. 8-900 m.o.h. Der bor ca. 800.000 indbyggere i byen.

Jerusalem er bygget op af forskellige kvarterer, som alle byder på spændende oplevelser som hyggelige bazarer og markeder, ældgamle historiske og religiøse monumenter og bygninger samt hyggelig restauranter og caféliv. Jerusalem er inddelt i fem hovedområder: The Old City, The Kidron Valey, Mt Zion, West Jerusalem og East Jerusalem, som hver især byder på unikke oplevelser.

Fakta: Jerusalem Marathon

 

Distancer: 4,2 km, 10 km, ½ MT og MT

Ca. 17.000 løbere deltager

Artiklen er fra Marathon Magasinet #04. Køb magasinet her.