Der findes et hav af forskellige løbesko, og hver sæson byder på nye løbesko med nye optimerede funktioner, der skal sikre dig og dine fødder de bedste forudsætninger for dit løb. Men et studie viser, at løbesko, sæsonens nyeste eller ej, faktisk tvinger musklerne i dine fødder til at arbejde hårdere.

Løbesko sælges ofte på, at være designet specielt til at optimere dit løb og skåne dine fødder på den bedstmulige måde. En gruppe forskere har dog fundet ud af, at vi faktisk tvinges til at bruge flere muskler i fødderne, end vi troede, ved at snøre dem inde i et par løbesko.

Undersøgelsen er lavet ved at sætte tynde wires på fødderne af 16 testpersoner, imens de løb. Her så forskerne, hvordan musklerne i testpersonernes svang faktisk var mere aktive under løb i løbesko end under barfodsløb.

 Resultaterne fra undersøgelsen kan læses i rapporten publiceret i Journal of the Royal Society Interface her: http://rsif.royalsocietypublishing.org/content/13/119/20160174

Forskningslederen Luke Kelly, fra Center for Sensorimotor Performance ved University of Queensland in Australia, fortæller til Los Angeles Times, hvordan de med projektet ville undersøge, hvordan det at løbe med løbesko påvirker de forskellige mekanismer i foden, og om der i det lange løb sker en forringelse af musklerne i foden ved at være snøret inde.

Vores fødder er designet til at fungere som fjedre, når vi tager et skridt. Den energi, vi rammer underlaget med, absorberes og bruges til at skubbe os fra underlaget igen. Den kraft, underlaget skubber igen med, er kendt som ’the ground reaction force’, og det er med denne kraft, at vores fødder, ankler og ben absorberer underlaget ved hvert enkelt skridt.

Når foden rammer jorden, strækkes fodens svang ud, hvilket påvirker musklerne. Når foden igen løftes fra underlaget for at tage det næste skridt, sker der en sammentrækning af svangen. Det er denne muskelbevægelse i svangen, der skaber fodens fjedereffekt.

Teamet bag undersøgelsen så, hvordan fodens svang og løbeskoens polstring fungerede som to individuelle fjedrer, der samarbejder under løb. De konkluderede, at dette måtte betyde, at musklerne i svangen tilpasses løbeskoens bløde polstring for at holde os stabile og oprejste under løb.

Et resultat der skaber delte meninger
For at forstå hvordan løbeskoene påvirker fødderne, blev de 16 testpersoner bedt om at løbe to ture på løbebånd. En løbetur hvor de bar et par Asics GT2000 løbesko, og en løbetur hvor de løb barfodede. Begge løbeture blev foretaget på et løbebånd, der var tilpasset med instrumenter til at måle kraften fra hvert enkelt skridt.

To tynde wire, omkring samme tykkelse som et hårstrå, blev lagt ind i de største muskler i svangen på foden – abductor hallucis og flexor digitorum brevis – for at måle musklernes arbejde. Derudover bar løberne markører, der gjorde det muligt for 3D-kameraer at fange hver bevægelse af foden.

Ud fra undersøgelsens resultater kunne forskningsteamet se, hvordan fjedereffekten i foden blev reduceret, mens der skete en øgning af musklernes arbejde i svangen, når testpersonerne bar løbesko. Forskningsteamet så dette som et tegn på, hvordan foden opfanger, at den lander på en blød overflade i skoen, og derfor spænder musklerne for at kunne holde balancen.

Særligt den sidste del af resultatet overraskede teamet. De havde forventet at se, hvordan løbeskoene ville kompensere for foden, og skåne brugen af musklerne i svangen. I stedet viste resultaterne, hvordan musklerne i foden aktiveres mere ved løb med sko.

At løbesko skulle få foden til at bruge flere muskler, er en overraskende observation. Tidligere forskning publiceret i Journal of Sport and Health Science beviste i 2014, hvordan foden bruger flere muskler og bliver stærkere af ikke at bære sko. På baggrund af den forskning begyndte man for eksempel at designe løbesko med minimal polstring, der skulle give effekten af barfodsløb, men med minimum polstring og letvægtsbeskyttelse.

Daniel Lieberman, professor ved Department of Human and Evolunionary Biology ved Harvard University, var med til at lave undersøgelsen fra 2014. Ifølge ham har folk som går barfodede en tendens til at have stivere og stærkere fødder, så forskningsresultaterne fra Luke Kellys team er modstridende med den generelle forståelse af, hvordan fødder arbejder i sko. Derfor understreger Daniel Lieberman, at man skal være kritisk omkring undersøgelsens resultater, før de kan bakkes op af andre undersøgelser, der også viser, at musklerne i fødderne arbejder hårdere ved at bruge sko.

 Den modstridende rapport fra 2014 i Journal of Sport and Health Science kan læses her:

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2095254614000374

Luke Kelly er enig med Daniel Lieberman om, at der skal foretages yderligere research på området, før resultaterne er 100% gældende. Der skal laves mere research på, hvordan vores fødder interagerer med vores sko, før designerne kan producere løbesko på baggrund af undersøgelsen.

Indtil forskerne er blevet enige om, hvorvidt løbesko skåner foden eller får den til at bruge flere muskler, så husk på, at komfort altid er den vigtigste indikator, når du vælger sko. Hvis skoen føles godt og passer til foden, så er det det vigtigste.