fbpx

For 50 år siden blev man som løber anset for at være en lidt skæv person, hvis man løb rundt ude på landevejene. Det, at løbe, var ikke normalen, og alene det at løbe en tur alene som kvinde blev anset for at være på grænsen til det dumdristige. Siden hen er der heldigvis løbet meget vand gennem åen, og i dag kalder en tredjedel af alle voksne danskere sig for løbere. Vi er det land i Europa, hvor voksne løber mest, og Danmark er på mange måder et foregangsland i den internationale løbeverdenen.

Derfor er det også lidt en overraskelse, at vi i Danmark er så langt tilbage, når det handler om at tage vores børn med ud at løbe – for ikke at tale om at købe ordentlige løbesko til dem. I dette nummer har vi således endnu en gang afsøgt det danske marked for løbesko til de mindste, og atter engang slår det os i øjnene, hvor dårligt et udvalg vi danskere har herhjemme på området. Helt modsat i løbebutikkerne i udlandet, hvor man ofte ser en hel sektion dedikeret til børn. Det må simpelthen kunne gøres bedre.

Adspurgt i omgangskredsen skulle det da også vise sig, at der er meget delte meninger til det at løbe med sine børn. Der var dem, som mener, at børn alligevel løber hele dagen og ikke har brug for at organisere det yderligere som motionsform. Der er dem, som har løb i blodet, hvoraf flere har meldt deres børn ind i en atletikklub eller selv ofte løber med dem. Der er dem, som mener, at løb er deres frirum som voksen i en travl hverdag, og at tage sine børn med vil være at give løbet en ekstra stressfaktor i stedet for at få et frirum. Og så er der dem, der mener, at for meget løb kan være skadeligt for børn. Hver m/k har sin mening om løb og børn – og fred og respekt for det.

Alligevel vil jeg tillade mig at udfordre den gængse tilgang til børn og løb. For selvom det kræver lidt mere at løbe med børn, oplever jeg selv, at ind – satsen kommer tifoldigt igen. Og her snakker vi egentlig hele paletten, fra at løbe en tur med den mindste i løbevogn og opleve de forbipasserende vinke til deres hænder er ved at falde af, til at løbe med den største på 9 år og opleve den glæde, der er for ham ved at løbe sammen med sine forældre og komme hjem helt forpustet med en god oplevelse i bagagen. På den måde bliver løbeturen til kvalitetstid, hvor vi (forhåbentlig) lærer ham at sætte pris på det at komme ud ad døren og opleve sit lokalområde. Og det er fra den grå beton – jungle, til byens grønne åndehuller, til turen i bjergene. Der kan vi føle os fri. Let, legende og med smil på læben. Og så kan det godt være løbeturen med ungerne ikke altid bliver som planlagt, fordi man kommer forbi et eller andet, som kræver opmærksomhed eller de små ben bliver trætte, men kvalitet – det er det dæleme.

Og nej, det kræver ikke nødvendigvis løbesko til 1.000 kroner for, at dit barn skal komme ud ad døren og komme med på løbetur. Men skulle jeg personligt vælge, ville jeg meget hellere prioritere at give ham et computer – spil mindre, for at kunne give et par ordentlige løbesko, som passer til hans fødder og kan være med til at gøre løbet lidt sjovere. Både for at tage vare på hans fødder, men også for at vise, at vi prioriterer ham og hans løbeoplevelse i en verden, hvor han godt kan se, at mor selv går op i at have de bedste løbesko.

Sagt anderledes, tag ungerne med ud at løbe, men pas på – det kan være, at det går i blodet på dem!

Bedste løbehilsner

Sofie Hvitved
Chefredaktør
sofie@lobemagasinet.dk

Artiklen er fra LøbeMagasinet #96. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.