Speedgoat 50k, som foregår i skiområdet i Snowbird, Utah, regnes med sine 3.600 højdemeter i barskt klippeterræn for det hårdeste 50 kilometers løb i USA. Med en netop overstået skadesperiode på 10 lange måneder var det derfor med en god blanding ærefrygt og skepsis over for egen formåen, at Steffen Hamann trippede frem til startstregen den morgen…

Lørdag den 26. juli 2015 klokken 6:15 om morgenen stod jeg klar i startområdet til Speedgoat 50k sammen med knap 450 andre løbere – alle amerikanere bortset fra en enkelt svensker og to japanere. På trods af en løbekarriere på over 15 år var det forinden kun blevet til to ultraløb, hvoraf det seneste var Swiss Alpine 78k for to år siden. Derudover havde jeg lige rejst mig fra en stædig hælskade, som havde plaget mig i 10 måneder. Men jeg var forberedt. Jeg havde boet i Utah i to måneder og havde efterhånden vænnet mig til den tynde luft og det kuperede terræn. Ruteprofilen var nøje blevet studeret.

Løbsarrangør Karl Meltzer stod på et plateau lidt længere oppe end løberne og gav humoristiske instrukser til forsamlingen i en megafon. Vejret var helt perfekt; skyfrit og 8-10 grader til at starte med, senere på dagen røg viseren op på cirka 24 grader. Jeg vidste, at en af de store amerikanske ultra-stjerner og vinderen fra de tre seneste år, Sage Canaday, stod helt forrest i feltet. Men jeg kunne ikke se ham derfra, hvor jeg stod.

FØRSTE OPSTIGNING TIL HIDDEN PEAK
Klokken 06:30 præcis talte Meltzer ned fra 10. Og lige med det samme gik det stejlt opad. Opad, opad og opad. Jeg havde planlagt at lægge konservativt ud, så det passede mig fint, at jeg ikke fik andet valg end at ‘power-hike’ sammen med de andre. Vi startede ud på en grusvej, som kort efter blev til singletracks og kort efter igen blev til, hvad der vel bedst kan betegnes ‘skifer-tracks’. Det var grotesk stejlt. Mit første mål for dagen var at komme til det andet stop, Larrys Hole, ved 34 kilometer inden 7,5 timer, hvilket var første cut-off tid. Jeg havde ingen idé om, hvor lang tid det ville tage mig at komme op til det første plateau, nemlig Hidden Peak, som ligger i 3.600 meters højde, og hvortil der er knap 14 kilometer fra start.

Heldigvis havde jeg gode ben. Og da vi efterhånden kom over trægrænsen, kunne jeg skimte den bare bjergtop. Jeg kunne også så småt høre koklokkerne, som tilskuerne oppe på bjergtoppen brugte til at opmuntre løberne med. Det gav lidt ekstra hårdt tiltrængt energi på de sidste meter op til toppen. Heldigvis var der, både her og tre til fire andre steder på ruten, det mest fantastiske væskedepot, jeg nogensinde har oplevet. Der var ALT, hvad hjertet begærede: Frugt, hjemmebag, chips, saltagurker, cola, Red Bull, vand selvfølgelig og de mest tjekkede og søde volunteers, man overhovedet kan forestille sig. Små drenge og piger var taget helt op på bjergtoppene for at stå og sprinkle vand på de løbere, der havde behov for det. Man behøvede ikke at spørge til refill af sin flaske. Uden at sige et ord blev flasken bare pillet ud af ens løbevest og fyldt op med iskoldt bjergvand i hvert depot. Super tjekket. Hver gang jeg forlod en aid station, følte jeg mig derfor godt kørende.

TUREN NED TIL LARRYS HOLE
Turen ned fra Hidden Peak var mindst lige så stejl og hård som turen op. Den foregik mange steder på det, de kalder skree, som er en slags ødelagte klippefragmenter, og på baseball-store rullesten. Så jeg var glad for, at jeg – som 75 procent af de andre deltagere, herunder vinderen – løb i ekstremt tyksålede sko. Jeg mærkede stort set ikke stenene under mine fødder.

VENDEPUNKTET HALVVEJS
Endelig nåede jeg til den ‘flade’ del af løbet: Et cirka 3,2 kilometer langt stræk frem til Pacific Mine væskedepotet og rutens vendepunkt ved 25 kilometer. I de fleste menneskers ordforråd er en flad rute synonymt med noget behageligt, roligt og nemt. Et sted, hvor man kan få genopladet batterierne. Men i Snowbird skiområdet er flad lig med en udtørret flodseng fyldt med kæmpe store ujævne sten, som ligger klar til at flænse ens fødder og ben op, hvis ikke man holder tungen lige i munden. Jeg nåede midterpunktet ved 25 kilometer (26,5 kilometer på mit ur) efter 5 timer cirka. Anden halvdel skulle være ondere end første, så jeg håbede i mit stille sind på en sluttid på omkring 11-12 timer, hvis jeg skulle være så heldig at gennemføre.

Men først skulle jeg altså nå time cut-offs. Jeg havde det nogenlunde. Jeg havde rimelig systematisk indtaget geler hver halve time og fyldt godt på med vand og så videre i hvert depot. Nu var det tid til, at jeg skulle tilbage op til Hidden Peak – denne gang bare af en langt mere udfordrende og snørklet rute.

TUREN OP TIL TUNNEL
Den første opstigning efter midterpunktet var så brutal, at jeg aldrig havde prøvet noget lignende. Solen begyndte nu at bage, og det gik bare nådesløst op og op og op over kæmpe store, skarpe sten og masser af rødder, det var meget teknisk krævende. Jeg begyndte at miste troen på, at jeg kunne gennemføre. På vej op kunne jeg nu også virkelig mærke den tynde luft (75 procent ilt på toppen), tankerne slørede, og jeg kunne ikke så godt fokusere længere. Jeg prøvede at regne ud, om jeg var foran eller bagud i forhold til mine tidsgrænser. Det var umuligt at danne mig et overblik. Så det endte med, at jeg måtte ‘spurte’ frem til Larrys Hole andet stop for at være sikker på, at jeg nåede det.

Ved Larrys Hole fik jeg dog at vide, at jeg heldigvis var LANGT foran time cut-off. Det gav en vis ro på. Jeg forlod Larrys Hole og løb nu et par bløde kurver gennem en helt fantastisk smuk wildflower-eng. Det var måske der, jeg havde det allerbedst på turen.

Lykkefølelsen fik dog en brat slutning. Lige pludselig befandt vi os ved en bjergside, hvor de blå afmærkningsflag var placeret direkte op ad en cirka 45 grader stejl bjergskråning. Jeg kiggede op og kunne se nogle bittesmå miniature-løbere højt oppe i det fjerne. I sig selv var dette syn stærkt demoraliserende, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og sætte i gang. Turen op var uendelig. Men efterhånden kom jeg ind i en trancelignende tilstand. Det hjalp, at jeg holdt blikket stift rettet mod et punkt en meter fremme og lod være med at kigge op. “Keep on grinding man, keep on grinding”, sagde en ‘med-hiker’, jeg havde fulgtes med nogle timer. Og pludselig kunne jeg igen skimte lys og høre den dejlige lyd af koklokker. Energien vendte tilbage.

TUNNEL TIL HIDDEN PEAK
Ved Tunnel efter 38 kilometer nåede jeg også andet time cut-off. Jeg vidste nu, at den var hjemme. Jeg fik et velfortjent langt pit-stop på en bænk i solen, mens jeg blev opvartet med alt muligt lækkert fra baren. Jeg faldt mere eller mindre i søvn, indtil en af de frivillige vækkede mig – og de andre løbere, som sad og småsov ved siden af mig – med et “Better get moving guys!”. Jeg sprang op som en trold af en æske og begyndte at småløbe gennem tunnelen, som skar gennem bjerget og på væggene var dekoreret med billeder fra Snowbirds historie. Turister, som var kommet op med tram’en, stod overalt i tunnelen og heppede de slagne krigere på vej. Da jeg kom ud af tunnelen og ned ad bagsiden af bjerget, var der ‘kun’ en stigning tilbage. Hidden Peak skulle lige rundes for sidste gang i form af en stroppetur på 400 vertikale meter fordelt på 3 kilometer! Jeg kørte nu 100 procent på mental benzin. Visheden om, at det fra toppen af kun gik nedad, var stærkt motiverende.

HIDDEN PEAK TIL MÅL
I min løbeklub har vi et motto, der hedder “Det måste göra ont”. Jeg havde planlagt først at iføre mig klubsingletten, hvis jeg nåede andet stop på Hidden Peak cirka 10 kilometer før mållinjen. Jeg skulle jo nødigt vanære det forpligtende motto! Der var noget helt rituelt i at stå der i 3.500 meters højde og skifte fra almindelig singlet til klub-singlet for dernæst at begynde nedstigningen mod målet. Jeg følte mig nærmest nyfødt. Det viste sig dog ikke at være nogen helt nem fødsel. Hele nedstigningen foregik på de vildeste rullesten, og der var også lige smækket to relativt stejle stigninger ind i rutens sidste 10 kilometer – bare lige for at drille. Stigninger, som var usynlige på højdeprofilkortet.

Da jeg kom til målet og kunne se målstregen, kunne jeg skrue op for pacet, hvilket føltes fantastisk. Karl Meltzer stod ved målstregen og sagde tillykke, gav mig hånden og en iskold flaske kakaodrik. Det var på det tidspunkt godt seks timer siden, at han havde trykket løbets vinder i hånden!

Da jeg var kommet lidt til mig selv, kunne jeg nyde et stykke pizza og en velfortjent iskold øl – lige hvad jeg havde behov for. Alt i alt oplevede jeg Speedgoat 50k som et perfekt bjergløb, der var fantastisk arrangeret og i vanvittigt smukke omgivelser. Med alle de ingredienser, der skal til, hvor det gør ondt helt ind i knoglerne for til sidst at gøre godt helt ud i fingerspidserne. Det var en ubeskrivelig fed følelse efterfølgende at sidde i solen – fuldstændig smadret men ovenud glad – og udveksle erfaringer med andre løbere. Vi skålede, og jeg vidste med mig selv, at jeg rent faktisk havde gjort det, som jeg et halvt år forinden med min hælskade havde anset som værende komplet utænkeligt.

 OM KARL ‘SPEEDGOAT’ MELTZER
Speedgoat er i virkeligheden alias for Karl Meltzer, som er en legende inden for ultraløb og den mand i verden, der har vundet flest 100 mile trailløb, 35 styk i alt for at være præcis. En 48-årig badass ultraløber, som også er kendt for at foretrække bacon, øl og Red Bull frem for salat, kål og vitamin-drikke. Speedgoat 50k er Meltzers hjertebarn. Et løb, som denne Utahboer brænder indgående for, og som han har arrangeret siden 2008. 

 FAKTA OM SPEEDGOAT 50K

  • Sted: Snowbird Ski Resort ved Salt Lake City, Utah, USA
  • Tidspunkt næste gang: 9. juli 2016
  • Antal deltagere i 2015: Ca. 450 til start hvoraf 304 gennemførte
  • Distance: Ca. 53 kilometer
  • Type løb: Bjergløb
  • Sværhedsgrad: Teknisk krævende
  • Helhedsoplevelse: 6 ud af 6
  • Vinder 2015: Sage Canaday 5:13:02 / Anita Ortiz 6:02:06
  • Læs mere på: karlmeltzer.com/speedgoat-50k 

Artiklen er fra LøbeMagasinet #82. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.