Ja, den er god nok. Et Australsk forskerteam har udviklet en lille kapsel, der kan måle og undersøge dine prutter i det øjeblik, de dannes i tarmen. Det skal blandt andet bidrage med viden omkring vores fordøjelse, som på sigt kan hjælpe os løbere med at undgå ubehagelige og pinlige episoder på de lange strækninger.

Australske forskere har udviklet en lille kapsel på størrelse med en almindelig vitaminpille, som indeholder en elektronisk monitor, der kan måle dine prutter. Når kapslen indtages, kan den monitorere aktiviteten i maven, ved at måle den tid det tager at passere igennem tarmene, og hvilke fødevarer der kan skabe problemer i maven. I den forbindelse kan kapslen også måle vores udskillelse af diverse ildelugtende luftarter. Kapslen kan sende informationer direkte til en app på din smartphone, så du ikke kan undgå at være helt opdateret på dine tarmes ve og vel.

Så snart kapslen er slugt, kan brugeren få information om alt der sker i fordøjelsessystemet, fra mængden af forskellige gasser, der produceres, til den tid tarmen bruger på at arbejde med kosten. På den måde kan man langt bedre end tidligere spore årsagen til forskellige maveproblemer. Kort fortalt giver kapslen konkrete detaljer om vores tarmsystem, fra den sluges til den igen er ude af kroppen.

Og hvad har det med løb at gøre, spørger du så.

En af de største bekymringer for mange løbere er at time toiletbesøget inden lange træningspas eller større løb. Informationer fra tarmens indre i real tid kan fremadrettet hjælpe løbere med at undgå ubehagelige og pinlige episoder pga. drilske tarme. Så hvis bekymringer omkring ufrivillig udskillelse af gasser og afføringer er noget, der kan holde dig vågen om natten, så bliver denne kapsel din nye yndlingsløbegadget. Helt konkret så giver kapslen dig detaljeret information om din fordøjelsesproces. Normalt opholder maden sig 4,5 timer i mavesækken, 2,5 timer i tyndtarmen og 13 timer i tyktarmen. Gasmængden, altså prutternes begyndelsesfase, peaker i starten af madens ophold i tyktarmen.

Fibrene er synderen
Kapslen er stadig i gang med at blive testet af det australske forskerhold, men den har allerede givet ny information omkring vores fordøjelse. Forskerne har set en klar sammenhæng mellem vores madvaner, og hvad der er skyld i mængden af prutter. Den helt store synder er mængden af fibre i vores kost, så det er her, du skal slå ind, hvis du vil undgå mængden af prutter før dit løb.

Forskernes resultatet er fundet ved at give en gruppe forsøgspersoner en henholdsvis fiberrig og -fattig kost. Det er hverken sundt for tarmen at være på en meget fiberrig eller omvendt meget fiberfattig kost, men testpersonerne blev sat på disse diæter, for at forskerne kunne få de bedst mulige resultater fra kapslen.

De målinger, forskerne fik fra kapslerne, var yderst interessante. Hos de forsøgspersoner, der indtog en meget fiberrig kost, var kapslen igennem tarmene på bare 23 timer. Her brugte den kun 4 timer i tyktarmen og var skyld i smerter i bughulen. Derudover målte kapslen en høj mængde af gas i tarmen.

Kapslen var derimod hele 3 dage om at nå igennem tarmen hos forsøgspersonerne på den fiberfattige kost. Kapslen opholdte sig hele 54 timer i tyktarmen, og forskerne kunne se, hvordan gasproduktionen i tarmene faldt på grund af kostens lave fiberindhold.

Prutmåling på din smartphone? Det bliver spændende at se, om forskerteamet formår at gøre løbere bedre venner med deres tarmsystem i fremtiden.

 Læs rapporten fra det australske forskerhold, der undersøger vores tarme her:

https://www.nature.com/articles/s41928-017-0004-x