fbpx

Anna Emilie Møller er nykåret U23 europamester i cross, og hun ser frem til at stå på startstregen ved VM i Århus.

Anna Emilie Møller er Danmarks suverænt største løbetalent, hvilket hun viste ved EM i cross i starten af december, hvor hun blev U23 europamester. Danmarks blot anden individuelle guldmedalje ved EM i cross. Cross er specielt, da det samler alle løbere på tværs af discipliner, og man siger, at vinderen af VM i cross er verdens bedste løber på tværs af distancer.

Netop VM i cross afholdes den 30. marts i Århus, hvor Anna Emilie Møller selvfølgelig også stiller til start.

“Det bliver helt sikkert et af højdepunkterne for mig rent løbemæssigt i 2019. Jeg er vild med at løbe cross, som er varierende og hårdt, men hvor tiden ikke er så vigtig, og et VM på hjemmebane er kæmpestort,” siger Anna Emilie Møller, som i Århus skal kæmpe mod de allerbedste løbere i verden, da der ikke er en U23 klasse.

Drømmen er en god placering

Anna Emilie Møller er som én af syv danske individuelle løbere forhåndsudtaget til VM i cross, hvor hun er det bedste danske bud på en flot placering. En medalje bliver det dog næppe til, men mindre kan også gøre det.

“Jeg vil selvfølgelig gerne lave en rigtig flot placering, men jeg ved også godt, at det er en lang række af verdens bedste løbere, som jeg skal konkurrere med. Hvilken placering jeg præcis vil være tilfreds med er endnu lidt svært at sige, da det også kommer an på, hvordan træningen forløber de kommende måneder,” siger Anna Emilie Møller, som senest ved Ângalmark Nytårsløbet i København viste, at formen ikke fejler noget, da hun i suveræn stil vandt de 10 kilometer i tiden 33.50 minutter i et løb, hun ikke havde prioriteret, og derfor heller ikke havde trænet specifikt imod.