fbpx

Som almindelig motionist kan man godt en enkelt gang skippe træningen, hvis vejret er helt umuligt. Lever du af din sport, er det dog ikke en mulighed. Hør Camilla Pedersens råd til, hvordan man kommer bedst igennem vintertræningen.

Hvordan motiverer du dig selv til din vintertræning?
“Vil du være bedre, så skal du ud, for det her, at de svage bliver hjemme og får ondt af sig selv. Jeg plejer at brug det mentalt med at sige til mig selv, at det er her, jeg gør en forskel og især med vintertræningen, når det sner udenfor og det er koldt, så tænker man, at det er de svage, og dem der ikke vil være de bedste, bliver hjemme.

I stedet for at vågne op om morgenen og tænke over, hvad jeg skal den dag, så kigger jeg fremad og har planlagt min uge

Det er her de sidder hjemme i sofaen, eller går ned og løber på et løbebånd, men det er når man har gennemført, så man får et kick ud af at have gjort det. Så ved man også næste gang, hvor det er dårligt vejr, at sidste gang kunne du altså godt.

Husk på den fornemmelse, du havde, da du kom hjem og havde gjort det. Den oplevelse, man fik, ved rent faktisk at gennemført det. Det er det, man skal bruge til næste gang, at det er dårligt vejr. Og det kan godt være, at det bliver tre eller fem lede timer eller en halv times træls løb, men bagefter får du en fed fornemmelse ud af det.”

Har du nogle praktiske råd?
Jeg lægger aldrig løbetøjet frem, for vejret kan hurtigt ændre sig meget. Men i stedet for at vågne op om morgenen og tænke over, hvad jeg skal den dag, så kigger jeg fremad og har planlagt min uge.

Og der er også dage, hvor jeg ikke har lyst til f.eks. at skulle svømme, og det hænger mig langt ud af halsen, så skal man lade være med at tænke for meget over det, men komme ud af døren, af sted og i det vand.

Når du først er der, kan du lige så godt gøre det. Og når du så har gjort det, kan du tænke: Fedt, jeg gjorde det. Alternativet er at få dårlig samvittighed senere, hvis man ikke gjorde det. Og ja, man har ikke kun gode dage, men når man har gjort det, så er det man får en fed oplevelse.

Hvad bruger du af alternative træningsformer, når det hele er lidt for surt og koldt?
Man skal selvfølgelig passe på at cykle ude, når det sner meget, så hvis det er rigtig rigtig dårligt vejr, må jeg sidde på en hometrainer, for der er ingen grund til at gå ud og blive syg af det.

Med løb handler det om at pakke sig ordentlig ind, for du kan løbe i alt slags vejr næsten. Men hvis det er rigtig glat, så er det ind på løbebåndet. Jeg vil dog hellere løbe udenfor, for du får luft, og det er bare rarere end at løbe på et løbebånd, men man skal også passe på sig selv.

Men udendørstræning giver rigtig meget, og når du er udenfor og løber, så er der noget, der hedder modvind eller sidevind, så der er mange flere perspektiver og mange flere ting, der bliver aktiveret i kroppen, når du er ude at træne.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #65.