“Når forandringens vinde blæser, findes der mennesker, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller.” Sådan lyder et gammelt kinesisk ordsprog. Ordsproget passer som hånd i handske til tidens løbeverden, hvor der om noget er en forandring i gang – og det i alle løberlivets facetter. For selv om vi som danskere stadig er dem i Europa, der løber mest, så er løbescenen ved at forandre sig hastigt, og hvis min fornemmelse for de nye vinde ellers er korrekt, er de ændringer, vi oplever på løbescenen i dag, bare et forvarsel om endnu større forandringer i løberlivet forude. 2018 vil blive første skridt i en ny tid for os løbere. Løb er nemlig en forunderlig størrelse, som kan rumme alt det, vi i fremtiden utvivlsomt byder, higer og søger efter.

Løb kan både være et frirum for en hektisk og travl hverdag, et fysisk mødested for gode venner og fælleskaber og stedet, hvor man kan få tid til at tænke, grine og græde. Kort sagt få perspektiv på sig selv og livet i sin helhed.

Men løb er også et brændpunkt for tidens teknologiske transformation. Løberlivet er et spejl på den digitale rejse, som vi alle – like it or not – er ude på. Aldrig har vi haft flere data ved hånden. Og det om livet generelt, samt specifikt om vores træning, deltagelsen i motionsløb, i konkurrencesituationen, om vores venner og venners venner. Hvor vores løbeure for bare få år tilbage kun gav os basale informationer om distance, tid, hastighed, rute m.m., ja så bliver vi i dag bombarderet af data, som kan fortælle os alt, om hvordan og hvor godt vi sover, hvor godt vi performer, og hvordan vores krop udvikler sig, til hvorledes vi generelt er sunde. En digital rejse som det kræver mod at se i øjnene, således at alle disse data tjener dig, din træning og din positive selvforståelse, uden at blive slave af tallene og dine gadgets. Det bliver også en tid, hvor du i højere grad skal tage stilling til, hvor meget data du er villig til at dele. For én ting er at dele det med venner, men de mange data bliver i sagens natur også delt hos de enkelte producenter. Et aspekt, som ikke rigtig er blevet diskuteret i træningskredse, men kommer til at få mere fokus inden for de næste par år i forhold til big data og virksomhedernes brug deraf.

Her på LøbeMagasinet vælger vi vindmøllerne! Vi glæder os til alle de nye ting, nye løbere, nye løbebutikker og nye muligheder, som vi møder i det nye år generelt. Husk, at fremtiden tilhører de modige, og at løb i bund og grund bare er at komme ud og døren og sætte det ene ben foran det andet. Og husk, at de digitale muligheder er, hvad man hver især gør dem til. Så længe man tager aktive, velovervejede valg. Vi vil gøre vores bedste for at guide dig, så du har de bedste mulige forudsætninger for at tage de rigtige valg i fremtidens løbeverden.

Velkommen til 2018!

Bedste løbehilsner
Sofie Hvitved
Chefredaktør
sofie@lobemagasinet.dk

 

Artiklen er fra LøbeMagasinet #102. Bestil abonnement på Løbemagasinet her.