fbpx

Søndag den 14. juli krydsede Annette Fredskov målstregen for 366. gang indenfor et år og blev dermed indehaver af verdensrekorden for flest marathons 365 dage. Hør, hvordan det var at gennemføre, og hvad det har gjort ved hende – både som løber og menneske.

“Det var det vildeste at krydse målstregen – helt overdrevet. Både tanken om, at nu har jeg gjort det, men også de mange mennesker, som var kommet for at ønske tillykke og for at heppe,” fortæller Annette Fredskov glad over telefonen, da vi 3 dage efter spørger ind til det øjeblik, hvor hun krydsede målstregen på en solrig juli-eftermiddag.

Hun kæmper med at finde de rigtige ord, som kan beskrive følelsen hun står med, men hendes tone lader ingen tvivl stå tilbage – hun er stadig helt euforisk. Og vi er ikke de eneste, der synes det er en vild historie – senere på dagen skal hun være med i et liveinterview med amerikanske CNN – og fem timer senere var det Fox News.

Du kan, hvad du vil
Det kan virke ret så urealistisk på de fleste at skulle løbe et marathon hver dag i et år, men for Annette Fredskov er det faktisk ikke så meget løbet, som de praktiske elementer, der har vist sig at være den største udfordring i løbet af det sidste år.

“Jeg gik helt blind til opgaven. Jeg havde ikke tænkt på, at det faktisk er en stor opgave at afholde et marathon, købe ind til det og så videre,” siger hun.

Og der er meget, der skal planlægges, når man skal løbe de 15.443,37 kilometer, som de 366 marathonløb svarer til. Det er mere end en tredjedel rundt om jorden, hvis hun havde løbet ved Ækvator.

På trods af de mange praktiske udfordringer har hun på intet tidspunkt fortrudt, at hun gav sig i kast med det projekt, som mange anså som vanvittigt – heller ikke da hun for fem år siden blev diagnosticeret med sklerose, og lægerne sagde, at hun aldrig ville løbe et marathon.

“Hvis du vil det, så kan du – du skal bare vide, hvad det er, du vil,” siger hun om sin præstation, som ikke blot handlede om at løbe, men om at følge sit mål og selv tage styringen over sit eget liv igen efter sin sygdom.

“Jeg er nødt til at tage det i små bidder, fordøje det og nyde det – og det kommer til at tage noget tid.”

Sindet har fået fri
Selvom løbene og det målrettede projekt nu er gennemført, er der ikke blevet stille hos Annette. På hendes Facebook, i mail-boksen og alle steder hvor hun går, strømmer det med lykønskninger, og det er stadig meget overvældende for hende.

“Sådan som jeg har det lige nu, er jeg mentalt fyldt op – jeg har et gigantisk gavebord derhjemme, men jeg er ikke gået i gang med at kigge på det endnu, for jeg kan simpelthen ikke rumme det,” fortæller hun med et kæmpe smil. “Jeg er nødt til at tage det i små bidder, fordøje det og nyde det – og det kommer til at tage noget tid.”

På samme tid som de mange indtryk stadig fylder hendes sind, kan hun dog også mærke, at sindet nu har givet kroppen lov til at holde fri. Derfor er hun træt i kroppen, og under en to timer lang undersøgelse på Rigshospitalet tidligere på dagen, var hun da også tæt på at falde i søvn. Men det er kun kroppen, der er lidt udmattet, understreger hun:

“I hovedet har jeg det godt – selvom jeg har en masse indtryk, der skal fordøjes – så der er ikke indtrådt nogen tomhed endnu.”

Trods trætheden er hendes løbesko dog ikke blevet kolde, for hun tager ikke en den kolde tyrker lige nu. Derfor har hun også været ude at løbe på de dage, der er gået mellem projektet sluttede, og til vi mødte hende. Distancen er dog kortet noget af, så hun nu nøjes med 8-15 kilometer om dagen.

“Nu har jeg løbet cirka 300 kilometer om ugen i et år, så jeg er nødt til at trappe ned,” forklarer Annette, som frygter, at kroppen vil få et chok, hvis hun bare stopper brat med at løbe.

“Hjertet er vokset, og jeg har fået mere blod i omløb – jeg har jo ændret mig i løbet af det sidste år,” siger hun og forsikrer om, at skoene også kommer med på den to ugers ferie til Egypten, som hun skal nyde med familien – men løb bliver ikke et forstyrrende element denne gang.

“Jeg står tidligt op og løber en tur inden de andre vågner – så er der heller ikke ligeså varmt, så det fungerer fint,” griner hun. Familien har givet hende en utrættelig støtte og support, og derfor er det vigtigt for hende, at få en ferie sammen med dem.

“Vi har ikke holdt ferie sammen i et år. Børnene har haft skoleferie, og Ulrich har haft fri fra arbejde, men jeg har ikke holdt fri fra mit projekt,” siger hun.

For selvom de stadig har tilbragt meget tid sammen, har de været bundet til hendes projekt, hvilket selvfølgelig også har gjort, at hun har været mere træt til tider. For på trods af gode intentioner har det bare ikke været det samme:

“Jeg roterede mellem fire-fem par sko, og satte et kryds hver gang jeg brugte ét af parrene. På den måde kunne jeg holde øje med, hvornår de skulle skiftes ud.”

“Tre måneder inde i projektet, havde vi arrangeret et weekendophold i København, hvor jeg så løb marathon der, og vi var i Tivoli bagefter. Men vi fandt ud af, at det ikke fungerer, for jeg er træt og betaler af på at have gået rundt i Tivoli en hel uge efter,” siger hun.

Struktur med forsinkelse
I løbet af det sidste år har Annette slidt 20 par løbesko op. Hvert par har måttet udstå knap 800 kilometer på Annettes fødder, før hun har kasseret dem. Og hun kunne mærke, hvis hun kom til at løbe lidt længere.

“Passerede jeg de 800 kilometer på et par, kunne jeg mærke det i mine knæ. En del af det skyldes selvfølgelig, at jeg er mere sensitiv, fordi jeg løber hver dag, men jeg tror virkelig på at affjedringen har stor betydning,” siger hun og forklarer systemet, som gav hende et overblik over, hvornår skoen havde udtjent sin værnepligt:

“Jeg roterede mellem fire-fem par sko, og satte et kryds hver gang jeg brugte ét af parrene. På den måde kunne jeg holde øje med, hvornår de skulle skiftes ud.”

Men strukturerne i hendes projekt var langt fra planlagt fra start, og flere af de forestillinger hun havde, måtte hun da også skrotte undervejs. Hun måtte for eksempel hurtigt sande, at det nok ikke var realistisk at rejse landet rundt for at deltage i marathons, og derfor er de fleste da også blevet løbet nær hjemmet i Næstved. Strukturen blev derfor langsomt opbygget, som problemer opstod.

Fra offer til kriger
Inden Annette snørede løbeskoene for at løbe det første marathon i projektet, havde hun overvejet, hvor stærk viljen for at gennemføre det hele egentlig var. Det var nemlig vigtigt for hende, at det hverken skete på bekostning af familiens sammenhold og overskud, eller på bekostning af hendes helbred. For hun måtte jo se i øjnene, at hun trods alt havde en kronisk sygdom, og nogle læger, som ikke var overbeviste om, at det kunne lade sig gøre.

For at sikre, at hendes helbred ikke led overlast, har hun arbejdet tæt sammen med en fysioterapeut, og hver måned har hun været inde på Rigshospitalet for at få taget blodprøver og få lavet en scanning, så hun kunne følge med i muskel- og fedtsammensætning og holde øje med, hvordan knoglerne havde det.

“Alt har været som det skulle, bortset fra én ting – jeg har måttet tage jerntilskud, fordi mit niveau var for lavt,” siger hun. For at opretholde sin muskelmasse har hun snuppet en proteinshake hver gang hun krydsede målstregen, så musklerne hurtigt har fået noget at blive genopbygget med.

Sklerosen, som Annette fik for fem år siden, kan ikke kureres, men alligevel er det ikke noget hun mærker til i dag. Både før og under løbet, har det blot været en mørk sky, som truer hende, men den løber hun væk fra. Hun lader sig ikke stoppe af truslen, for i nuet har hun det godt, og hun mærker ikke noget til sygdommen.

“Da jeg fik diagnosen – og det første halve år – var jeg periodevis ret offeragtig, og det er også okay at være, men man skal bare finde en vej at komme ud af det igen,” siger marathonmesteren.

“Jeg stoppede med at se mig selv som ‘syg’, men så mig i stedet som ‘rask med en diagnose’,” forklarer hun.

“Du kan vælge at være angst for fremtiden, fordi du kan ende i en kørestol og alt muligt, eller du kan vælge at tænke, at tingene nok skal gå,” tilføjer hun.

Hun mener, at hendes fysisk gode form og hendes positive indstilling til sin diagnose er det, der for hende har gjort, at hun ikke er plaget af sygdommen.

“Det her er blot, hvad der har virket for mig, og det er min oplevelse. Det er ikke sikkert, det virker for alle andre, men det har hjulpet mig,” understreger hun.

Dem, der har mødt hende med mere kritiske tunger om, at det da bestemt ikke kan være sundt at løbe så langt hver dag i et helt år, trækker Annette lidt på skulderen over. For det er da muligvis ikke sundt, og havde hun fortsat i længere tid, ville trætheden måske også overvinde over viljen til at løbe, men hun har det fint nu, og det viser de månedlige test på Rigshospitalet også.

“Det er jo interessant, at jeg lige nu er sund og rask at se på, tallene er fine, og jeg har slet ikke været syg – mens hele Danmark lå med influenza i december, der løb jeg bare videre,” siger Annette, som er overbevist om, at kroppen har fundet den rette balance.

“Jeg vil ikke påstå, at det er sundt, men jeg vil bestemt heller ikke sige, at det er usundt. Selvom jeg har lavet det her ekstreme, så er min krop blevet stærkere,” siger hun.

I medgang og modgang
Man skulle tro, at så mange marathons i træk ville gøre, at dagene bare flyder sammen. Men det er ikke tilfældet for Annette, så der er stadig dage, der står helt klart i hendes hukommelse:

“Den første dag med snevejr i december var en søndag, og der var mange tilmeldte, men jeg tvivlede på, om de ville komme, når der var sådan et vejr. Alligevel mødte alle op, så vi var 17 til start,” fortæller hun. “Det sneede og det sneede, men vi kæmpede os igennem snedriverne, og vi fik løbet det her marathon, selvom flere af os var fem en halv time om det,” tilføjer hun og mindes, at hun valgte at grine, selvom hun ligeså let kunne have grædt. Igen valgte hun at fokusere på det positive.

De mange tilmeldte var ikke en enestående begivenhed. Hvert af de 366 marathons har nemlig været officielle løb, hvilket betyder, at der er mindst tre deltagere per løb. De fleste løb er foregået i familiens selvorganiserede løb, Fredskov Marathon, hvor opbakningen heldigvis har været stor, og tilmeldingerne er kommet helt af sig selv. Således har der da også kun været 20-25 gange, hvor der kun har været tre løbere.

“Hvis du vil det, så kan du – du skal bare vide, hvad det er, du vil.”

“Der var en gang, hvor vi fik nogle afbud, så jeg måtte ringe til to og høre, om de ikke havde lyst til at komme og løbe marathon dagen efter – og det havde de heldigvis,” siger Annette, som var glad for at have haft nogle back-ups.

Enkelte gange har hun bevæget sig væk fra Næstved og løbet et arrangeret løb. Det skete for eksempel ved Copenhagen Marathon, som var en helt unik oplevelse for marathondronningen, som oplevede et kæmpe energiboost på grund af de mange løbere og tilskuere, som heppede på hende langs ruten.

“Jeg havde løbet en masse løb med få deltagere, så Copenhagen Marathon var speciel, fordi der var så mange – og fordi der var enormt mange tilråb fra både folk, der kendte mig og havde hørt om mit projekt,” siger hun.

Det gjorde hende helt høj, og derfor gen nemførte hun også Copenhagen Marathon på 4.38, selvom hun prøver på at ligge på 5 timer – det blev hun dog også straffet for dagen efter, hvor hun var ekstra øm.

Fra Nordjylland til Næstved
Fredskov Marathon, som er familiens egen opfindelse, snor sig gennem Næstved og passerer både ligusterhække og patriciavillaer på den godt 7,1 kilometer rute, som løberne løber seks runder af.

Det er Annettes mand, Ulrich, som ved siden af sit daglige arbejde har ageret løbschef under projektet. Han har dermed haft ansvaret for startlister, resultatlister og medaljer til de mange løbere, som har bakket op om projektet. Uden hans hjælp ville det ganske simpelt ikke have kunnet lade sig gøre, tilstår Annette.

“Det er en teampræstation det her. Det er godt nok mig, der har bevæget mine ben, men hvis tingene omkring mig ikke havde været i orden, så havde jeg ikke kunne gøre det, så det er et fælles projekt, at det er lykkedes,” forklarer hun.

I løbet af projektet er Fredskov Marathon blevet det mest afholdte marathon i Danmark nogensinde, så derfor har Ulrich heller ikke tænkt sig helt at smide arrangørhatten ud, men der vil med jævne mellemrum blive plads til et Fredskov Marathon gennem Næstveds gader.

For at skåne naboerne, havde Annette og Ulrich sat et loft på 100 deltagere ved hvert af løbene den sidste dag, og cirka 55 valgte endda at løbe med i begge løbene.

Det er ikke kun i Næstved og omegn, at folk har været fascineret af Annettes ambitiøse projekt. Folk er kommer fra Jylland, Norge, Sverige og sågar Hviderusland for at løbe med i Fredskov Marathon. Det har været meget givende og meget rørende på Annette, fordi hun har fået så mange historier fra de mange deltagere.

“Der var blandt andet et tvillingepar fra Nordjylland, som skulle debutere med marathon til foråret, men de ville så gerne nå at være med, så de kom helt fra Nordjylland til Næstved for at nå at løbe med,” siger Annette rørt.

Både under og efter projektet har hun også oplevet stor interesse fra både danske og udenlandske medier for hendes præstationer. Fra Kina til USA har de allerede haft fat i hende for at sende et liveinterview, og hun er blevet inviteret til Tyskland for at deltage i et liveshow.

“Det er enormt spændende, og det er en stor ære, at folk er interesserede i det, jeg har gjort, så jeg vil også gerne fortælle om det,” siger hun.

Har aldrig fortrudt
Annette Fredskov har på intet tidspunkt fortrudt, at hun gik i gang med sit projekt, og havde hun ikke gjort det endnu, ville hun stadig starte på det. Men hun vil alligevel ikke gøre det igen, for nu er det gjort.

“Jeg ville sagtens kunne sætte mig store mål igen, men at tage et helt år ud af mit liv, det er rigtig, rigtig lang tid,” siger hun.

Derfor vil kommende projekter ikke være så langstrakte, men måske mere handle om at løbe hurtigere, længere eller andre forholdsvis korte projekter.

 ANNETTE FREDSKOV
41 år og uddannet ID-Lifecoach. Hun er gift med Ulrich og har børnene Emilie og Victor på 11 og 9. Hun løb første gang et marathon i efteråret 2010. Hendes hurtigste marathontid er 3:36:54, men under sit projekt løb hun på omkring 5 timer, for at kunne holde ud til at løbe hver dag. Fik i 2009 konstateret sklerose.

Læs mere på www.annettefredskov.dk  

366/365 PROJEKTET 

  • Personligt projekt for Anette Fredskov, som bestod af et marathon hver dag i 365 dage. Den sidste dag med to marathons.
  • Første løb var d. 15. juli 2012 til Skinnermarathon i Hundige
  • Sidste løb var d. 14. Juli 2013 til hendes eget Fredskov Marathon i Næstved.
  • Alle løb har været registrerede, så man har kunnet løbe med hende. For at være officielle løb, har der skullet være minimum tre deltagere ved hvert løb.
  • Under projektet har hun samarbejdet tæt med fysioterapeut Jacob N. Hansen, og har desuden fået foretaget forskellige tests og scanninger på Rigshospitalet.
 ANNETTES LØB I TAL

365 dage
366 marathons
15.443,37 kilometer Cirka
1.830 timer
20 par sko
366 proteinshakes
1.098 grovboller med nutella
2 kilos vægttab

“Vi mennesker kan meget mere, end vi tror. At løbe et marathon om dagen i et år – det tror de fleste ikke kan lade sig gøre. Det tror jeg, at det kan, og jeg tror tilmed, at det for det meste bliver sjovt. Det er os selv, der sætter begrænsningerne for vores krop med vores sind. Jeg vil gerne være med til at bryde grænser. Jeg vil gerne være med til at finde ud, hvordan kroppen og sindet responderer på denne form for belastning. Jeg er nysgerrig. Det er mit håb, at jeg er med til at inspirere andre til at gøre det, de drømmer om.”

Anette Fredskov om formålet med sit projekt på hendes hjemmeside

Artiklen er fra LøbeMagasinet #50. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.