KeeepRunning er en ny butik i Aarhus med Rasmus Hansen i spidsen. Han har i 9 år drevet butikken High End Sport i Vestergade, men har valgt at nytænke konceptet med den nye butik i Klosterport. Vi har taget fat i ham for at høre, hvad tankerne bag hans nye butik er.

Tillykke med din nye butik! Hvorfor har du valgt at ændre koncept?
Jeg har altid brugt tid på at tænke over, om det, vi laver, er det rigtige og på den rigtige måde. Da jeg startede for snart 10 år siden, krævede det ikke det samme at drive en løbebutik, som det gør i dag. Hvad er en specialbutik i dag, og hvad er en løbebutik? Spørgsmål, hvor svaret helt sikkert er noget andet, end hvis man havde stillet det for 10 år siden. Jeg er kommet frem til, at jeg måtte lave en butik med et helt andet udtryk, et andet setup og i helt andre rammer.

Hvad kan du – som løbebutik anno 2018 – tilbyde kunderne?
I KeepRunning vælger vi produkter ud fra, hvad der har den bedste funktion. De sidste par år har vi fjernet meget kendte brands fra hylderne, selvom de solgte godt. Det af den grund, at der var kommet sko, som havde overhalet dem. Så vi kan tilbyde vores kunder produkter, som vi kan stå 100% inde for, og så vores kunder altid kan have tillid til at blive vejledt ud fra deres bedste og ikke ud fra, at vi prøver at tjene så mange penge som muligt på dem. Det er vigtigt for os, at vores kunder føler sig trygge, og at de har lyst til at bruge os. Ikke kun når de skal have nye sko, men også når de har brug for et godt råd eller noget inspiration.

I vores nye butiksområde vil vi også kunne byde på noget af en anden oplevelse. Her er en vinbar, barber, tatovør og flere andre små butikker. Stedet er stadig under udvikling og har virkelig noget at byde på. Så en butik med noget at byde på, personale med noget at byde på og en lokation med noget at byde på – det er rigtig spændende. Ved siden af butikken har vi lavet Klub KeepRunning, som tilbyder motionsløb, events, fællestræninger og gode priser.

Hvordan ser du fremtiden for løbebutikker i en by som Aarhus?
Det er jo altid svært at svare på, hvad fremtiden bringer. Jeg tror rigtig meget på vores koncept. Den traditionelle løbebutik vil nok forsvinde, da de ikke har så meget at byde på. Jeg må indrømme, at nogle gange – når jeg smugkigger rundt omkring – så kan jeg ikke helt se, hvad det er, butikkerne vil. Og går vi 5 år frem i tiden, vil de nok være long gone. Det gælder nu ikke kun løbebutikker.

Kan du dele nogle af dine planer, drømme og visioner med butikken inden for det næste års tid?
Det kan jeg helt sikkert. Jeg vil lave en butik, som folk ikke betragter som en butik, men som et sted, hvor de kan få de bedste produkter sammen med træning, events og oplevelser.

Besøg den nye butik her:
Klosterport 4, 8000 Aarhus C

Artiklen er fra LøbeMagasinet #104. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.