Mathias Kolringen, der er forfatter bag bogen “Sportsernæring for løbere”, tog en diplomuddannelse i ernæring og sundhed, fordi han ikke kunne finde hoved og hale i sportsernæringen. Vi har taget en snak med ham om grundlæggende misforståelser, vigtigheden af faglighed og det udbytte, som fagligheden kan give os.

Hvorfor er det vigtigt med en bog om sportsernæring?
Sportsernæring dækker over alt det, du drikker og spiser i forbindelse med sport. Begrebet lider under gammel lommefilosofi og tossede husmorråd, så det kan være svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Bogen er en samlet håndbog om sportsernæring med udgangspunkt i den nyeste forskning. For drikker og spiser du ‘korrekt’ i forbindelse med sport, kan du både yde en bedre præstation og give dig selv en bedre oplevelse.

Hvorfor er det så vigtigt at vide noget om sportsernæring, hvad kan vi bruge det til?
Den ene del handler om præstationen. Det, du drikker og spiser før, under og efter en træning, påvirker udbyttet af træningen samt din præstationsevne. Så hvis du går op i dine tider, eller du vil have mest muligt ud af din træning, så skal du tænke over din ‘sportsernæring’. Den anden del af udbyttet handler om oplevelsen. Du får en bedre løbeoplevelse, når du har styr på din sportsernæring. Og for alle os, der ikke går efter OL-medaljen, er oplevelsen jo et ret væsentligt og vigtigt element

Hvad er din opfattelse af danske løberes grundforståelse af sportsernæring?
Ved vi nok om det? Det helt korte svar er nej. Ingen tvivl om, at interessen for sportsernæring er voksende, og flere af de gamle myter om proteinindtag lige efter din træning efterhånden er blevet aflivet. Der er dog fortsat et stykke vej endnu. Selv blandt eliten. Et godt eksempel på dette er en situation, hvor en tidligere topatlet anbefalede mig, at jeg dryssede lidt ekstra salt på maden dagen før en stor præstation. Det er helt skørt – først og fremmest fordi kroppen ikke kan lagre salt, og så er der også rigeligt med salt i dansk mad. Denne anbefaling har med stor sandsynlighed ført til en ubalance og en dårligere præstation til følge.

Hvad er den største misforståelse omkring sportsernæring?
Der er mange! Men det er vigtig at forstå, at væske er altafgørende for, at man kan præstere. Og så er det vigtigt at huske, at sportsernæring er helt almindelig mad. Sportsernæring handler om, hvornår, hvor meget og hvilken type af fødevarer du spiser. Ikke om gel’er, sportsdrik eller proteinbarer. Noget af det absolut vigtigste for løbere at vide om sportsernæring er, at det er altafgørende for din præstation. Det er væskeindtaget, der sætter grænsen for, hvor meget kulhydrat og salt du kan indtage, ikke omvendt.

 

 Om forfatterne
• Mathias Kolringen står bag Whiteout Adventures og er dedikeret løber gennem mange år. Han har en ernæringsfaglig diplomuddannelse i Ernæring og Sundhed.
• Lasse Kristian Suhr er lektor og blandt de førende forskere inden for sportsernæring i Danmark. Han er også en aktiv løber. 

Artiklen er fra LøbeMagasinet # 80. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.