I dagene fra den 28. august til 1. september 2017 er det atter tid til verdens største løbefest, når der afholdes DHL Stafetten i Fælledparken i København. Hvis du vil sikre dig en plads, er der nu åben for tilmeldingen, og mere end 30.000 deltagere er allerede tilmeldt.

Hvert år i slutningen af august og begyndelsen af september er Fælledparken i hjertet af Østerbro i København omdannet til en stor løbefest, når mere end 120.000 deltager i den årlige DHL-stafet. Sidste år deltog 24.213 hold i DHL Stafetten, hvilket gav et total på 121.065 deltagere fordelt over de fem dage i København. Her snørede mere end 3.500 virksomheder løbeskoene, og det forventes, at der vil være en vækst i antallet af deltagere i 2017.

Der er altså lagt op til endnu en stor folkefest i Fælledparken, og hvis man allerede nu ved, at man gerne vil deltage i år, så er det nu muligt at sikre sig en plads. Der er nemlig nu åben for tilmeldingen til DHL stafetten anno 2017, og mere end 6000 hold har allerede tilmeldt sig verdens største løbefest.

Man kan tilmelde sig her.

Walk-rute med eget start- og målområde

Sidste år bød DHL stafetten på to store nyheder, og begge tiltag vil også være en del af DHL stafetten anno 2017.

“Sidste år introducerede vi en ny walk-rute, som resulterede i, at deltagerantallet steg med 10% i forhold til 2015. Så walk-ruten er selvfølgelig også på programmet i år, hvor den har fået sit eget start- og målområde i teltbyen. Sidste år var det mere end 15% af deltagerne, som valgte at gå, så det er et tiltag, som har gjort DHL stafetten meget mere inkluderende, da der nu er mange flere, som har mulighed for at deltage”, siger direktør i Sparta Dorte Vibjerg.

Den anden nyhed, der blev introduceret i 2016, var den individuelle tidtagning, så hver enkelt deltager på de fem mand store hold nu kan få deres egen individuelle tid.

Vi forsøger løbende at integrere det digitale med respekt for traditionen og det klassiske i hold eventen. Med de nye tiltag, vi indførte sidste år, blev DHL Stafetten i endnu højere grad for alle. De konkurrenceorienterede kan nu få deres egen tid, mens dem som blot vil gå, kan gå 5 km sammen med deres kollegaer. Det kan de uden at være i vejen for løberne, som nu også har mere plads på ruten. Så både walk-ruten og den individuelle tidtagning er selvfølgelig også en del af DHL stafetten 2017, som endnu en gang bliver en stor løbefest”, siger Dorte Vibjerg.

Få hjælp til træningen frem mod DHL Stafetten

Hvis man gerne vil træne rigtigt frem mod DHL Stafetten, så er der også hjælp at hente. Tidligere eliteløber og inspirator Henrik Them tilbyder nemlig sammen med Sparta, der har arrangeret DHL Stafetten siden 1981, et træningsforløb frem mod DHL Stafetten. Det er muligt at bruge Henrik til et enkelt event, men hvis man har lyst, så kan man som virksomhed også få lavet et skræddersyet træningsforløb frem mod DHL Stafetten. Det er en oplagt mulighed for at få mest muligt ud af DHL Stafetten socialt og sundhedsmæssigt, og der kan læses mere her.

DHL stafetten skydes i gang i Fælledparken mandag den 28. august, og den sidste deltager løber over målstregen fredag den 1. september.