Juice dine grøntsager

Grøntsager er en vigtig del af en sund kost – uanset om man er løber eller ej. Men der findes mange måder at indtage dem på, og én af de helt store tendenser gennem de sidste par år er at drikke dem. Vi har testet en slowjuicer på redaktionen for at afprøve, hvordan den virker.

Det tager tid. Ja, det tager faktisk både tid og tilvænning at gå ind i den fagre verden af juices. Det fandt jeg ud af, da jeg fik denne slowjuicer på køkkenbordet. Jeg har længe tænkt, at det kunne være et godt supplement til kosten at drikke en grøntsagsjuice et par gange om ugen. Ved at indtage grøntsagerne i rå form beholder man som bekendt en masse af de gode vitaminer og næringsstoffer, som er i grøntsagerne, og som man mister noget af, hvis man koger eller steger grøntsagerne.

Ved at presse grøntsager vil vitaminerne og næringsstofferne hurtigere blive optaget af kroppen

Skærmbillede 2015-09-17 kl. 15.35.16Samtidig kan man sikre et meget større indtag af grøntsager, da juice er en letoptagelig kilde til næring. At grøntsagerne så bliver iltede i processen, og man ikke får helt så mange fibre, det er en anden sag, og som jeg kommer ind på senere i testen, er der både plusser og minusser ved at juice.

Om juiceren
Det særlige ved en slowjuicer i modsætning til en traditionel centrifugal juicer er, at slowjuiceren langsomt presser saften ud med en lodretstående ‘snegl’, hvor den traditionelle maskine har knive og slynger saften ud, hvilket gør, at juicen iltes i højere grad. Med en slowjuicer iltes juicen mindst muligt, hvilket gør, at flest mulige næringsstoffer og enzymer bevares intakte. At juicen iltes mindre gør ligeledes, at den kan opbevares i køleskabet i et par døgn i en lys- og lufttæt beholder, hvilket gør det muligt at presse juice til et par dage, selvom den helt friskpressede juice nu er at foretrække.

Den testede slowjuicer Witt by Kuvings B6100 kan derudover presse hele frugter og grøntsager, så længe de kan komme ned i indføringsrøret, som er stort nok til at få et æble igennem. Juice-ekspert og forfatter Mads Bo fremhæver blandt andet denne model som én af de bedste på markedet. Han sælger den selv på sin side highonlife.dk, hvor man også kan se små demonstrationsvideoer og finde små tips til brug. Eftersom vi ikke har testet den op imod andre på markedet, kommer denne test ikke til at handle om den bedste slowjuicer, men i stedet om, hvordan oplevelsen har været med at bruge den i praksis.

Ingen tvivl om, at det er et fantastisk supplement til kosten, men man skal også være bevidst om, at det kræver fokus at få det hele til at spille

Den testede slowjuicer er en temmelig stor maskine. Der findes også en mindre version, og hvis man ikke har så meget plads i sit køkken, vil den nok være at foretrække. Man skal ligeledes holde tungen lige i munden, når man samler den. Jeg prøvede først at samle den uden at læse vejledningen og tænkte, at det nok var temmelig meget lige til, men jeg fik samlet den forkert et par gange, før den virkede korrekt.

Jeg kom også til at bruge en forkert si til at juice, hvilket resulterede i, at pulpen ikke blev adskilt fra juicen. Det er naturligvis helt min egen fejl, at jeg ikke læste vejledningen først, men det viser også, at man lige skal bruge lidt tid til at lære den at kende. Der er mange dele i den, hvilket også gør, at den udover at være tidskrævende at samle også er tidskrævende at gøre ren igen. Især fordi der er mange små fordybninger og huller, som skal rengøres – og som ikke kan tåle at komme i opvaskemaskinen.

Selve kvaliteten af juicen er virkelig lækker, og maskinen er meget nem i brug, da man blot putter ingredienserne ned i indføringsrøret, og juicen så kommer ud af det ene rør – og pulpen af det andet. Og så er det imponerende, hvilke ting man kan juice.

Witt by Kuvings B6100 _løberneLav en strategi
Et godt tip, hvis du selv har lyst til at prøve kræfter med at juice dine grøntsager, er at læse lidt om det først. Ingen tvivl om, at jeg lavede en masse begynderfejl i starten, fordi jeg prøvede mig lidt frem i stedet for at læse om det først. Det viste sig at være en dårlig idé. For det kræver en vis strategi at få det til at spille med juicing.

Det er en god ting at bruge økologiske produkter, hvilket er med til at mindske mængden af pesticider

Den første fejl jeg lavede var at lave en grøntsagsjuice fra bogen ‘Frugt og grønt på flasker’ (se s. 71), som var så hardcore, at jeg havde det dårligt flere timer efter, min mave værkede, og jeg havde en meget ubehagelig fornemmelse i halsen. Juicen indeholdt ½ hoved broccoli, en lille klase grønne druer, en håndfuld spinat, ¼ hoved savojkål og et rødt æble – og det var nok til at slå min mave lidt omkuld. Jeg drak nok også juicen lidt for hurtigt, hvilket også gjorde, at jeg fik fornemmelsen af sure opstød de næste par gange, jeg lavede grønne juices.

Hvad er godt at juice?
Men hvad skal man så juice? Og hvor mange gange? Som udgangspunkt skal man passe på med at lade saften erstatte det at spise grøntsager. Når man spiser grøntsager og frugter, så mætter det bedre, både på grund af fibrene men også fordi kroppen skal arbejde meget mere for at bearbejde dem, hvilket er godt for at stimulere mæthedsfornemmelsen.

Ifølge Mads Bo mister man generelt omkring 70% af fibrene ved at juice. Hvis man gerne vil have flere fibre med, kan det være en fordel af blende i stedet for. Den generelle anbefaling, i de bøger jeg har læst og de eksperter jeg har forhørt mig hos, er ligeledes, at man skal passe på med at bruge for mange frugter i sin juice og lade den største del være grøntsager. Et slags 80/20-princip. Ved at presse grøntsager vil vitaminerne og næringsstofferne hurtigere blive optaget af kroppen, uden at insulinniveauet stiger, som det ville gøre, hvis der var for meget frugtsukker i juicen.

Efter at have haft juiceren i huset i over en måned kan jeg konstatere, at det er et meget aktivt valg, man skal tage, om man har lyst til at juice

Der er ikke rigtig nogen grænse for, hvad man kan putte i sin juice, men som sagt kan det være godt at starte simpelt ud og ikke springe ud i juicen med savoykål, som jeg gjorde. Men det kommer naturligvis an på, hvad formålet med din juice skal være, for hver type drik har eftersigende sine fordele. Eksempelvis kan den give et højere energiniveau, fremme fordøjelsen, booste forbrændingen og give mentalt overskud. For at få disse fordele ud af sin juice tror jeg som sagt, at det kræver en ret målrettet indsats, hvor man meget bevidst går efter de pågældende ingredienser og får det ind som en fast del af kosten.

Witt by Kuvings B6100 _løberneDet er en god ting at bruge økologiske produkter, hvilket er med til at mindske mængden af pesticider. Det kan ligeledes anbefales at benytte så meget af de forskellige ingredienser som muligt, såsom toppen fra gulerødderne og stokken fra broccolien, da de indeholder rigtig mange ekstra vitaminer og mineraler.

På side 71 kan du se en anmeldelse af tre forskellige juice-bøger, men faktisk vil jeg sige, at den bedste måde at begynde på er ved at lave de helt simple juices. Der følger en lille engelsk kogebog med, når man køber Witt by Kuvings, som faktisk er ganske fin til at orientere sig ud fra. Den har både de helt simple opskrifter med kun to ingredienser (f.eks. spinat og æble), men også de mere komplicerede opskrifter.

Konklusion
Efter at have haft juiceren i huset i over en måned kan jeg konstatere, at det er et meget aktivt valg, man skal tage, om man har lyst til at juice. Det kræver en del tilrettelæggelse både i forhold til at have købt de rigtige ingredienser og til at tage sig tid til at presse juicen og ikke mindst rengøre maskinen igen.

Ingen tvivl om, at det er et fantastisk supplement til kosten, men man skal også være bevidst om, at det kræver fokus at få det hele til at spille. Der er heller ingen tvivl om, at Witt by Kuvings B6100 Slowjuicer er en juicer af høj kvalitet, men det bliver for alvor spændende, hvis man kunne få en maskine, som ikke kræver så høj en grad af rengøring og samtidig bliver lidt billigere at købe.

Jeg er helt sikkert med på beatet og helt fremme i skoene ved at have anskaffet mig en slowjuicer, men jeg må desværre tilstå, at jeg ikke rigtig får den brugt så meget, som jeg gerne ville. Så i stedet for at få en sundere kost har jeg måttet nøjes med at få en dårligere samvittighed over ikke at bruge den juicer, som fylder i vores køkken.

Mit sommerfortsæt er dog at få lagt den rigtige strategi. Og er du én af dem, der følger en kostplan og har en relativ streng diæt, så kan juices være et godt supplement til at få optaget næringsstoffer hurtigere i kroppen – og Witt by Kuvings kunne være et udemærket valg til at gøre jobbet.

 

Tester: Sofie Hvitved

Vejl. pris: 3.499,-

Web: www.witt.dk

Bedømmelse: ★★★★☆☆ 

 

Rødbede – den perfekte juice-ingrediens til løbere

Rødbeden er efterhånden en velkendt energibooster, som indeholder B- og C-vitamin samt kalium. Derudover indeholder de nitrat, som hjælper med at øge iltoptagelsen ved at udvide blodkarrene, hvilket samtidig virker blodtrykssænkende. Ifølge forskningen kan det således øge din udholdenhed under løb at drikke ½ liter rødbedesaft om dagen. Det kan dog anbefales at kombinere rødbedesaften med æbler, citron og ingefær. De to sidstnævnte ingredienser er med til at tage den lidt jordede smag i rødbeden. 

 

Produktspecifikationer

• Tilslutning: 220-240 V

• Frekvens: 50-60 Hz

• Effekt: 240 W

• Støjsvag motor: Ned til 30 dB(A)

• Motorgaranti: 5 år

• Vægt: 6,4 kg

• Mål (BxLxH): 228x208x448 (mm)

• Kontinuerlig brug: Maks. 30 minutter ad gangen 

 

Tips til en bedre juiceoplevelse

  • Tilføj en lille smule olie i juicen (ikke maskinen!) for bedre at optage de fedtopløselige A-, D-, E- og K-vitaminer i kroppen. Olie er ligeledes med til at stabilisere blodsukkeret og give en mere jævn energifordeling.
  • Den bedste fordeling er 80% grøntsager og 20% frugt for at undgå for meget frugtsukker.
  • Put økologisk citron/lime i maskinen med skræl – de fleste vitaminer sidder lige under skrællen. Det anbefales dog at skrælle appelsiner, da det hvide fra skrællen har en besk smag.
  • En broccolistok indeholder tyve gange så mange vitaminer som et æble. 

Artiklen er fra LøbeMagasinet # 72. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.