LØBSRAPPORT: Hvis man synes, de danske bakker er udfordrende at løbe på, så bør man ifølge Kim nok holde sig fra Swiss Alpine Marathon. Læs han oplevelse af det barske løb her.

Jeg deltog på distancen 32,9 km for anden gang, hvor jeg i 2012 blev nr. 2 – så mine forventninger var høje, idet træningen var mere målrettet i år end for 2 år siden. Så jeg var optimist og i god form. Træningen var bygget op omkring forskellige træningstyper, som alle blev gennemført i skov og bakker. I ca. 2 måneder inden jeg stod på startstregen, var alle træningspas undtagen intervaller blevet gennemført i stærkt kuperet skov, hvor en efter danske forholdbarsk sløjfe på 4 km blev gennemført et utal af gange.

Klar, parat, start!
Swiss Alpine Marathon starter allerede kl. 7.00 om morgen i Davos, og vi starter sammen med 79 km løberne og den ene af marathondistancerne. Stemningen var spændt, og alle glædede sig blot til at komme i gang. På dette tidspunkt var vejret perfekt. Vindstille, tørt og ca. 8 grader. Jonas Buud, som havde vundet de sidste 7 år på 79 km distancen, stod lige ved siden af mig, ogman kan ikke lade være med at blive lidt duperet over at være så tæt på denne svenske løber, som er en superstjerne hernede.

Jeg løb på et tidspunkt ved siden af Jonas Buud – som atter vandt 79K i år. Han løb totalt afslappet, og jeg kunne slet ikke høre hans åndedræt. Det var som om, han blot var ude og jogge. Han var totalt kold over for, at hans konkurrenter lå langt forude og løb tydeligvis efter egen plan, uagtet hvad andre gjorde – fornuftig mand.

Efter startskuddet løbes der en runde på Promenaden i Davos, hvorefter der løbes ud af byen på nogle veje, som hurtigt bliver til grusveje med små stigninger. 3 løbere får skabt et lille hul allerede efter ca. 1 km, men jeg når ikke at se, om det er nogle af mine konkurrenter. Jeg holder mig dog til egen plan og holder det planlagte tempo på omkring 3.40 min/km på det relativt flade stykke i starten.

Silende regn gjorde ruten farlig
Efter ca. 7 km starter løbet reelt, og gradvist bliver underlaget mere og mere udfordrende, samtidig med at regnen begyndte at sile ned. Det skulle senere vise sig at være en farlig cocktail for især 79 km løberne, idet omkring 30 % af tilmeldte 79 km løbere enten ikke startede eller udgik ude på ruten som følge af kulde, udmattelse, uheld på glatte klipper, hvorved en del blev fløjet ned fra bjerget med helikopter.

Jeg løb på et tidspunkt ved siden af Jonas Buud – som atter vandt 79K i år. Han løb totalt afslappet, og jeg kunne slet ikke høre hans åndedræt. Det var som om, han blot var ude og jogge. Han var totalt kold over for, at hans konkurrenter lå langt forude og løb tydeligvis efter egen plan, uagtet hvad andre gjorde – fornuftig mand. Ude ved ca. 8 km var det som, om at der skulle ske noget, og derefter så jeg ikke mere til Jonas Buud i denne omgang.

Mellem 7 og 15 km er der en masse mindre stigninger, hvor man skal passe på ikke at forcere for meget, så jeg sørgede for at ligge lige under mælkesyregrænsen og var nødt til at ignorere, at et par af mine konkurrenter kom forbi mig, men jeg turde ikke bide fra mig allerede nu, hvor langt det værste af ruten ventede forude.

Krævende nedløb
Regnen havde nu gjort de smalle stier glatte, og overhalinger skulle koordineres med ham, man ville overhale. Det gik fint, idet alle tog pænt hensyn til hinanden. Det var nu et vanskeligt underlag at løbe på. Dette skyldes, at det fra 15 km nu gik nedad indtil ca. 22 km. Umiddelbart ville enhver dansker jo juble ved tanken om at surfe ned af en “bakke” og blot tanke energi. Forget it – sådan så virkeligheden ikke ud.

Der var måske ca. 2 km, hvor man kunne slappe lidt af, hvor hældningen på ruten ikke krævede nogen opbremsning, men hvor man blot lod benene rulle. Resten af nedløbet var så stejlt, at konstant opbremsning var nødvendigt, og dette sammenholdt med de mange skarpe sving, så var farten ikke imponerende. Samtidig blev lårmusklerne mere og mere møre af at bremse fart i så lang tid. Jeg var atter i teten, idet nedløb især ligger til mig, og jeg nærmede mig atter løberne foran.

Fantastiske omgivelser
Fra 22-24 km løber man i en slugt langs floden med stejle klipper omkring og små tunneler, som man løber igennem – fantastisk flot, men jeg havde dog mest fokus på at finde rytmen og kræfterne igen efter det dræbende nedløb.

Underlaget er her meget fint og fladt, og det skal nydes, for efter 24 km skal man over en jernbanebro, hvor udsigten ned i slugten og over de omkringliggende bjerge er mageløs flot. Jernbanebroen er desværre også ensbetydende med, at man herefter kommer til et af rutens sværeste og stejleste stigninger, som ligeledes er krydret med tværliggende store rødder, hvor meget jord er eroderet væk, så man nærmest var tvunget til at hoppe fra rod til rod. Regnen gjorde det hele glat – hyggeligt.

En mindre overraskelse
Herefter fik jeg en ubehagelig overraskelse! Jeg havde hjemmefra læst at arrangørerne havde redesignet ruten, således at man fra ca. 26 km løber direkte ned af bjergskråningen og løber langs floden ind til målet i Filsur. Tidligere år skulle man løbe direkte over bjerget og derefter ned til Filsur, så jeg TROEDE, at denne ændring ville gøre slutfasen nemmere, idet jeg jo slap for den en lille bjergtop lige inden Filsur. Men jeg tog meget fejl!

Jeg havde nu været i gang i 2 timer, og koncentrationsniveauet havde været højt det meste af tiden, men man bliver sgu’ træt i hovedet på et tidspunkt. Og det gjorde jeg så her.

Det viste sig, at der ikke fandtes nogen sti hele vejen ned til floden i bunden af slugten, så arrangørerne havde været ude med en eller anden maskine og ganske enkelt pløje en vej ned gennem skrænten, så man kom til at løbe på noget, der mindede om skrænten ved Møns Klint – men bare ujævnt, længere, og med et regnglat græstæppe og masser af løse sten.

Det kneb med koncentrationen

Nede i bunden af slugten blev det ikke meget bedre. Jeg kom til at løbe på små klippestykker, hvor jorden for længst var eroderet væk. Jeg var nu træt og øm i alle benmuskler. Jeg havde også svært ved at holde fokus hele tiden på dette tidspunkt. Jeg havde nu været i gang i 2 timer, og koncentrationsniveauet havde været højt det meste af tiden, men man bliver sgu’ træt i hovedet på et tidspunkt. Og det gjorde jeg så her.

Svimmel var jeg også og stod lige stille et øjeblik, det gjorde blot svimmelheden værre. Nå, men videre, idet det paradokssalt nok føltes bedst, når jeg løb.

Mål i sigte
Gradvist blev underlaget bedre i takt med, at målet i Filsur nærmere sig, og her skulle den sidste stigning lige klares, inden man kunne løbe ned i mål i Filsur.

Alt i alt et fantastisk løb, hvis man kan lide at udfordre sig selv fysisk. Men det er ikke et løb, man bør kaste sig ud i uden at være forberedt og have mindst et par marathonløb i bagagen. Løbet ligner ikke ret meget noget, som vi kan finde eller sammenligne med forhold i Danmark, så det kan som dansker være svært at forestille sig de strabadser, som man bliver udsat for.