Hvordan er det nu lige med designsokker til løbefødderne? Det amerikanske mærke Stance har en mission. De vil lave løbestrømper med attitude, så man også kan løbe med god stil i løbeskoen. Vi har testet de to kollektioner Run og Athletic.

Ifølge Stance har strømperne været længe under udvikling, og der er tænkt over teknologien i form af avancerede materialer og en god konstruktion. Stance samarbejder blandt andet med ultraløberen Anton Krupicka, som er med til at inspirere brandet. Og det er da også designet, der falder i øjnene, som med blandt andet guld-detaljer og moderne mønstre ikke ligner den gængse løbestrømpe.

Deres “run”-kollektion kommer i tre forskellige modeller – lav, mellem og høj – og i et hav af forskellige designs til både mænd og kvinder. Ankelstrømpen er lavet i bløde svedtransporterende fibre, som skal være med til at lede overskudsvarmen væk fra fødderne og holde fødderne nedkølet. Tå og hæl er forstærket med ekstra slidstærke materialer, mens resten er produceret i tyndere og mere åndbart mesh, der samtidigt støtter vristen og har ‘riller’ under foden. De har anatomisk pasform, så de omslutter fødderne bedre, og de har en ekstra høj hæl, der sørger for komfort under løbet, og så man bedre undgår vabler og slidmærker.

Den mellemlange- og lange størrelse har ligeledes gradueret kompression op ad benet, som skal være med til at give ekstra støtte. På nogle af strømperne er der ligeledes reflekterende detaljer på strømpen, så du kan være synlig i trafikken.

Athletic-kollektionen har mange af de samme features som Run, men har ekstra polstrede såler, så de omslutter fødderne bedre, og dermed er mere ideelle til alle former for træning – og ikke kun løb.

Konklusion
Det er uden tvivl nogle gode løbestrømper, og især den mellemlange run-version blev hurtigt en del af ‘løbeuniformen’. De er behagelige at have på, holder formen over tid, holder fødderne behagelige under løb og gav ingen vabler – i hvert fald ikke under testløbene. Og så er det altid rart, når man kan se, at der er kælet for detaljen. En lille ulempe er dog, at størrelserne har så store hop, så det er 35-37, 38-42 etc. Selvom jeg normalt bruger en størrelse 38, var 38-42 modellen således alt for stor til mig. Til gengæld passede 35-37 ok, så overvej at gå længere ned i størrelse, end du normalt ville, da der ikke er noget værre end at have buler fra sokken i skoen. Men alt i alt et forfriskende bud på en løbestrømpe, hvis du også går op i dit løbelook.

Tester: Sofie Hvitved
Vejl. pris: 100,- til 235,- afhængig af model
Web: www.stance.com
Stjerner: 4/6

Artiklen er fra LøbeMagasinet #96. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.