Det kom som et chok for de mange, da bagmanden til et af Danmarks mest roste løb de sidste 5 år, VUMB, meddelte, at løbene lukkede. For Thomas Kjerstein var det slet ikke ulykkeligt, for hvor andre ser en lukket dør, ser han muligheder i det nye. LøbeMagasinet har taget en snak med Thomas Kjerstein om processen, VUMB, og det at turde drømme om noget endnu bedre ude i fremtiden.

I har på 5 år udviklet VUMB til et af Danmarks mest spektakulære løb og løbsbrands. Hvad var tankerne og ambitionerne, da i startede løbet op, og hvordan ser du den færd som løbet har gennemgået fra fødsel til dato?
Ambitionen med VUMB har altid været at lave et spektakulært løb, der skulle byde på mere end blot løb. Mit
klare mål var og er stadig at skabe løb, der fokuserer på oplevelsen og fællesskabet, samtidig med at vi inviterer
deltagerne på en unik rejse i vores prægtige natur i Nationalpark Mols Bjerge. Det handler om at løfte løb til bredere koncepter med en speciel stemning og oplevelser, der kan deles med gode venner og måske kæresten. VUMB og SUMB skal være en rejse i Danmark.

For mange kom det som en stor overraskelse, at du meldte ud, at VUMB og SUMB- løbene ikke skulle fortsætte i det kendte koncept – hvad har overvejelserne været?
Bruddet med det oprindelige koncept for VUMB var velovervejet og et signal om, at vi nu vil udvikle på løbene
kontinuerligt. Der vil ikke længere være et fast koncept, som skal gentages år efter år. For mig som arrangør er det vigtigt at fokusere på, at det skal være spændende både i processen og under løbene. Området muliggør mange forskellige start- og målområder og vores helt unikke terræn skal kunne inddrages. Derfor har vi valgt at omforme VUMB og SUMB til løb med en kæmpe teltlejr, som står klar til deltagerne, når de når mål første dag. Det er en meget stor investering, men vi tror på, at det bliver en spændende udvikling med mange muligheder.

Du har tilladt dig at kaste alle boldene op for at se, hvilke elementer som skulle gribes igen. Hvordan har du håndteret den udviklingsproces?
Det har været en emotionel proces at sige farvel til Fregatten Jylland, og den sikkerhed der lå i at kunne gentage det oprindelige koncept. Det var ikke en let beslutning, men jeg mærkede, at der var brug for at skabe nye muligheder. Undervejs i processen er jeg blevet bekræftet i, at det var et rigtigt valg, og jeg har sammen med Henrik Leth Jørgensen oplevet en frisk energi i vores mange overvejelser om de nye koncepter. Jeg kan roligt sige, at vi begge har gjort os mange tanker om de nye events. Det bliver to fantastiske weekender i Nationalpark Mols Bjerge.

Nu starter du forfra med et nyt koncept meget tættere på naturen. Hvad betyder naturen og den lokale forankring for din tilgang til at lave og tænke løb på?
Det spændende i processen med at gentænke VUMB og SUMB har klart været muligheden for at komme tilbage til min egentlige ide bag løbene. Vi skal ud i naturen og have optimale muligheder for at indtænke lokalområdet. Den nye mobilitet for vores event vil kunne inddrage Nationalpark Mols Bjerge på en optimal måde, hvor både
arrangører og deltagere kan mærke udviklingen fra år til år. For mig er det et stort ønske at forankre VUMB og
SUMB i den lokale natur, men bestemt også at knytte løbet til områdets særlige kendetegn. Et eksempel er, at vi
i målområdet serverer chili con carne af kød fra bjergkvæg, der året rundt vandrer Mols Bjerge tyndt, og skåler i
øl og brus fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Mine events skal være en del af vores område og omvendt.

Uden at skulle lægge hovedet på bloggen, kan du så allerede nu løfte sløret for, hvilke tanker du har om fremtidens løb på Mols fra din hånd?
Denne sommer starter vi med et koncept for SUMB på kun en dag, for at introducere vores deltagere til både
orienteringsløb og mountainbike-orientering. Dermed åbner vi med et nyt koncept, som er en optakt til VUMB og SUMB i 2018. Og der er allerede to nye koncepter klar til VUMB og SUMB i 2018, og vi har efterhånden det meste på plads. Både VUMB og SUMB vil være events med en kæmpe teltlejr og være centreret i hjertet af Mols Bjerge. VUMB vil igen være et orienteringsløb for et team på to personer, der skal løbe i to dage. Med SUMB ønsker vi at lave et event for team, der kan være på 2, 3 eller 4 personer, og her skal deltagerne udfordres inden for orienteringsløb, mountainbikeorientering samt swimrun. Deltagerne vil være sammen under alle discipliner både til VUMB og SUMB, og dermed har vi bevaret vores fokus på, at man kæmper sammen i teams og er en del af den fælles lejr. Vi glæder os til at se 30 store telte ved kysten.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #93. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.