Skovløberen rapporterer denne gang fra Thy Trail Marathon, som bød på overraskende mængder vand uden at være på bekostning af overskuddet.

Thy Trail Marathon – jeg havde to mål for dette løb oppe i Thy Nationalpark sidst i februar. Jeg ville prøve at løbe ruten uden at løbe forkert, og jeg ville slå min hidtil hurtigste tid. Og så var der faktisk en helt tredje målsætning, som også skulle lykkedes – jeg havde givet min hustru (Trine) et startnummer til halvmaraton distancen, hvilket gerne skulle blive en god oplevelse for hende – hun havde ikke prøvet lignende løb før. Så der var egentlig mange gode grunde til at tage til Thy for tredje gang på 4 år.

Hvad med vandet?

Vi indlogerede os på Hotel Thisted fredag aften, fik en god middag og så i seng. Op lørdag morgen kl. 07.00 og indtage en masse morgenmad. Ind i bilen og kurs mod Klitmøller, hvor vi skulle afhente startnumre, inden busserne kørte mod start længere sydpå. Mens vi kørte mod klitmøller, spurgte Trine til vandpassagerne, og hvor mange vi skulle igennem. Jeg kunne berolige hende med, at det primært var på den første halvdel af løbet, hvor der var mest vand. Jeg havde helt glemt, at løbsledelsen håbede på at kunne ligge ruten om til dens ”originale” forløb, hvilket bl.a. betød nogle heftige vandpassager ca. 4km før mål, hvor vandet gik til over livet. Nå, men hvad hun ikke vidste, kunne hun ikke blive presset afJ.

Dagene op til løbet fik jeg spammet DMI’s hjemmeside i en grad, at siden gik ind, som klar nr. 1 på min fortrukne søgninger.

Dagene op til løbet fik jeg spammet DMI’s hjemmeside i en grad, at siden gik ind, som klar nr. 1 på min fortrukne søgninger. Hvis man ved, at formen er, hvor den skal være, så er vejret nok den største ukendte (stres)faktor ved Thy Trail. En hård nordvestlig vind vil kunne gøre løbet meget svært og koldt, men heldigvis ville det anderledes. Vi havde fint vejr med ca. 5 grader og en vind fra syd, som vi havde i ryggen stort set hele vejen.

Starten lyder

Starten gik kl. 10.00 fra Lodbjerg fyr, og jeg vidste fra de to forrige gange, jeg havde løbet, at vi umiddelbart efter starten løb ind i den første vandpassage, hvor der ville opstå en prop, når 300 løbere vil først igennem vandet på en 50cm smal sti. Så jeg sørgede for at ligge mig blandt de første 30-40 løbere. Det var perfekt, ingen propdannelse, da vi nåede ”vandpytten” (læs ca. 200m lang og vand til midt skinneben). Man bliver altid overrasket over, hvor koldt det vand er, første gang man løber/går igennem det, men der går dog hurtigt ”dagligdag” i det, og det bliver bare en naturlig del af Thy Trail Marathon.

Men vand, sand, klitter og og mudderspor tager alligevel naturligt på kræfterne.

Da det her motionsløb er et delmål mod Zugspitze Ultratrail til juni, var strategien fra starten at lægge stille og roligt ud uden at presse for meget på – gennemføre løbet uden at være fuldstændig smadret, så jeg kunne træne videre umiddelbart efter. Men vand, sand, klitter og og mudderspor tager alligevel naturligt på kræfterne. Jeg stopper et par gange for at tage et par billeder og tager mig god tid i depoterne, så der bliver en masse stop undervejs. Alle de pauser gør selvfølgelig, at jeg ikke brænder helt ud.

Gode første 21 kmSkovløberen

De første 21km går planmæssigt – der er specielt to punkter, som jeg hæfter mig ved. Ved 11km skal vi gennem den længste vandpassage, og den var lang, dyb og kold. Halvdelen af løbsledelsen, i form af Simon Grimstrup, havde taget wadders på og stod midt ude i vandpassagen og guidede os forbi nogle huller, som vi nødig skulle træde ud i, da vi højst sandsynligt ville have problemer med at bunde, hvis vi trådte forkert. Ved 14km var jeg ved at lave det, som kunne have været blevet til en klassiker for mig, nemlig at løbe forkert. Men jeg genkendte stedet fra sidste år og fik drejet til venstre i farten og kom videre, som jeg skulle – det første mål var allerede inde for rækkevidde.

Jeg ville gerne nå frem til der, hvor halvmaraton løberne startede kl. 12.00. Dvs. jeg havde 2 timer til den første halvdel, for så kunne jeg lige nå at sige hej til Trine, inden de blev sendt afsted. Jeg nåede fiskerhuset ved de 21km i tiden 1 time og 43min, og der var masser af tid til cola, chips, energibar og kys. Jeg fik sagt god tur til Trine og så videre.

Overskud på anden halvdel

Anden halvdel af løbet foregår noget mere på stranden langs Vesterhavet, hvilket gør tiderne lidt langsommere. Det er ret dræbende at løbe i tung sand, som ikke giver efter. Jeg havde gode ben hele vejen og havde overskud og overhalede nogle stykker på de sidste 5-6km, hvilket selvfølgelig også er med til at booste selvtilliden. Det giver en fantastisk energi på det tidspunkt i hvilket som helst løb at kunne holde tempo og stille og roligt trække fra andre løbere, som man måske har ligget sammen med i 10-15km.

Den føromtalte eller rettere sagt den fortiede vandpassage ca. 4km før mål var dog der, hvor jeg var allermest presset. Efter at have gået i iskoldt vand til op over livet, var det lidt af en udfordring at få gang i benene igen. At dømme efter flere løberes udbrud må der også have været enkelte krampeanfald, som følge af træthed og koldt vand.

Efter at varmen stille roligt igen indfandt sig i underkroppen, så nærmede jeg mig afslutningen på løbet – 2km strand. Igen nappede jeg et par løbere inden jeg krydsede målstregen – et helt igennem perfekt løb.

Igen nappede jeg et par løbere inden jeg krydsede målstregen – et helt igennem perfekt løb.

Målsætninger opfyldt

Jeg fik også opfyldt alle mine/vores målsætninger. Jeg løb ikke forkert. Jeg løb i ny bedste tid på 3 timer og 47min, hvilket rakte til en 27. plads. Og Trine kom også godt igennem både sand og vand og blev placeret som nr. 12 ud af 71 kvinder på halvmaraton distancen.

Jeg kan kun anbefale dette fantastiske løb, hvis man vil prøve et anderledes motionsløb. Thy Nationalpark er et virkelig fedt løbeområde, og arrangørerne har fået stablet et helt unik løb på benene, som klapper fra start til slut. Med max deltagelse på 500 er der rift om pladserne, så husk at sidde klar ved computeren omkring 1. oktober.