Sammen med vennen Ulrich satte Jesper Hansen fra Kolding Motion sig et mål: De skulle gennemføre Mors 100 Miles. Men først skulle de træne målrettet og smide en del kilo. Så det gjorde de. Læs Jespers beretning om at træne til og gennemføre et ultraløb som et makkerpar.

At løbe et 100 miles løb er ikke nødvendigvis noget man bare lige gør. Enkelte er i stand til det, men for 99% af alle løbere, vil det være noget som kræver planlægning og målrettethed.

Jeg stod i juli 2015 og overvejede, om det ville være muligt for mig at komme igennem 100 miles (160,9 km) på Mors den 10. september 2015. På det tidspunkt havde jeg for første gang gennemført 80 km bjergløb på Zugspitze, hvilket også er et super løb, men det er en helt anden historie. Jeg var på vej op af krisen og ‘trætheden’, som kom efter bjergløbet, men jeg bestemte mig alligevel for, at løbet på Mors nok ikke ville blive en succes – blandt andet fordi mine tvillingebørn havde fødselsdag netop den dag, hvor løbet foregik.

Min faste makker og følgesvend Ulrich Guldahl Poulsen bestemte sig dog for at tage udfordringen op, og der var ingen tvivl i hans sind om, at han kunne gennemføre de 100 miles. Den korte version er, at det ikke lykkedes for ham. 102 km blev stoppunktet i 2015 (flot og stor respekt for at løbe 102 km), men enhver løber ved, hvor meget det har pint ham de seneste 12 måneder at måtte trække stikket dengang i 2015. Derfor var både Ulrich og jeg enige om, at de næste 12 måneder skulle bruges som forberedelse mod de 100 miles på Mors 2016, som skal gennemføres på under 26 timer.

Forberedelserne
Vi er begge et par robuste gutter, som normalt ligger lige under 1/10 af et ton vægtmæssigt (læs 100 kg), så vi var godt klar over, at hér ville være en mulighed for optimering. Target blev sat på 85 kg, som gerne skulle opnås i løbet af foråret 2016 for ikke at komme for udpint til Mors – muskelmassen skulle jo gerne være intakt og nå at blive opbygget igen.

Selve energidelen ved den sunde kost skulle gerne give os mulighed for at optimere vores træning, så der blev både mere og hårdere af slagsen.

Vi er ingen supermænd, men vi arbejder gerne for sagen.

Nu er det ikke sådan, at vi ikke trænede fornuftige mængder i forvejen, da vi begge som en del af forberedelsen også var opsatte på at nå et delmål, som hed 100 km bjergløb på Zugspitze i juni 2016. Derfor bestemte vi os for i første omgang at satse på langsomt bakkeløb med mange højdemeter.

Efteråret blev brugt på diverse marathon og ét styk 6-timers løb, som også de foregående år var en del af vores træningsvedligeholdelse. Da både Ulrich og jeg bor mellem Kolding og Vejle blev en meget stor del af vores træning henlagt til området ved Munkebjerg i Vejle. Her er det nemlig muligt at få en bunke højdemeter. 500-2000 højdemeter var på vores træningspas ikke unormalt, og vi havde stadig de 100 km bjergløb som delmål i juni 2016. Forventningen til Zugspitze var en sluttid på omkring 22 timer, men det blev blandt andet på grund af vejret til knap 24 timer i stedet. Men vi var godt tilfredse med det resultat, for gennemførelsen var igen det vigtigste for os.

Træningen øges

I løbet af foråret blev træningen øget langsomt uge for uge, indtil vi lå på omkring 12 timer per uge, stadig i langsomt tempo. Til vores bakketræninger kunne minuttiderne være omkring 9-10 min/km.

Hver 3-4 uge smed vi desuden mindst en 6-timers træningstur ind – nogle gange var den også længere, men tempoet betød dog, at skader stort set kunne holdes fra døren. Og det er fedt, når man godt kan lide at træne! Det betød også, at target på de 85 kg kropsvægt

Vi blev i den grad mobbet af de lokale netop på grund af stavene, men jeg vil godt afsløre her, at vi gennemførte løbet, og det gjorde de ikke alle sammen.

blev nået, og som tidligere berettet gennemførte vi de 100 km bjergløb på knap 24 timer. Vi følte os dermed klar og troede virkelig på, at det ville være realistisk, at Mors kunne gennemføres, når nu det øvrige lykkedes.

Ferietid er også træningstid
Fra juni til september greb vi tingene lidt forskelligt an. Ulrich holdt tidlig familieferie og nedtrappede efter bjergløbet, for så at nappe yderligere et 100 km-løb i starten af august.

August var netop det tidspunkt, hvor min 3-ugers ferie startede. Det var ikke just optimalt hen mod den 10. september, så jeg valgte i ugen efter bjergløbet at fortsætte træningen, naturligvis reduceret i mængde og med en masse powerwalk i stedet for løb de første mange uger. Det betød, at min sommerferie stod på masser af mængde træning, og heldigvis var familien meget forstående. Det blev noget med, at min søde kone og jeg nappede 10 kilometers løb sammen før morgenmaden, og så lavede hun morgenmad, mens jeg snuppede yderligere 10 km på tom mave (igen, god træning mod Mors, hvor man løber på fedtforbrænding). Så havde jeg 20 km om formiddagen, og enkelte dage blev det også til 10 km om eftermiddagen eller en cykel/vandretur. Efter 3 uger skal jeg lige hilse og sige, at det banker formen op igen! Nu var vi klar til Mors 100 Miles.

De sidste forberedelser
Efter arbejde fredag den 9. september 2016 kørte nogle meget nervøse gutter fra Kolding Motion mod Mors.

Mors 100 miles er deltagermæssigt ikke et stort løb, og vi var 66 løbere, der stillede til start, og heraf gennemførte 49.

Stemningen og atmosfæren omkring løbet er HELT ENESTÅENDE. Vi var indlogeret på vandrehjemmet, som også er rammen omkring løbet med mål, runners lounge, aftensmad med mere. Straks vi ankom kunne vi mærke venligheden og hjælpsomheden både ved vandrehjemmet og omkring løbet. Der var arrangeret hyggelig aftensmad for hjælperne og løberne fredag, og den stod på flødekartofler og nakkesteg med salat. “Wow,” tænkte jeg, “måske kylling og pasta ville have været lettere i maven,” men her var der altså nogle løbsarrangører, som vidste bedre. Det er åbenbart, hvad man har brug for dagen før et 100 miles-løb, og jeg må sige, at det fungerede fint.

Der er depot for hver 5 km på Mors, og man har mulighed for drop bag ved alle. Da Ulrich og jeg er lidt nørdet og går meget op i detaljerne omkring vores grej, vejr og kost, havde vi naturligvis studeret den lokale vejrudsigt meget nøje. Megavarmt om formiddagen/ eftermiddagen med 25 grader, lunt først på aftnen, koldt i løbet af natten, regn og blæsevejr i løbet af natten – og sådan blev det (inklusiv blæst på de øvrige tidspunker også). Det betød, at vi brugte en del tid på at få lavet nogle drop bags med regnjakke til natten, løse ærmer og vest til når kulden kom, lidt snacks som kunne give lidt positiv energi i løbet af natten og vores elskede stave, som vi bruger til bjergløb. Dem var vi overbeviste om ville kunne hjælpe og aflaste os, når trætheden indtrådte, og bakkerne kom. Vi blev i den grad mobbet af de lokale netop på grund af stavene, men jeg vil godt afsløre her, at vi gennemførte løbet, og det gjorde de ikke alle sammen. Serviceniveauet var så stort, at vores drop bags, som vi ikke fik brug for eksempelvis ved 80 km blev flyttet ud til 120 km i stedet. Det er da megagod service!

 HVAD HAR JEG LÆRT?

  1. Alt er muligt, hvis optakten er optimal og planlagt. Det gælder ikke kun i løb, men også i det private.
  2. Jeg har aldrig i mit liv følt mig fysisk og mental så godt tilpas som i de seneste 9 måneder, hvor jeg virkelig har tænkt over min kost (hver dag), samtidig med jeg har lavet en masse sjov og fed træning.
  3. Selve løbet på de 160,9 km er nok ikke sundt, og jeg lignede ikke just en som kom fra wellnes-hotel bagefter. Men det mentale og fysiske omkring hele processen tror jeg bestemt er godt og sundt. Derfor bør man nok ikke overdrive antallet af denne type løb.
  4. At det faktisk inspirerer andre mennesker. Derfor også denne artikel.
  5. At man skal lige have det planlagt med familien. Det tager noget fritid, men måske vil de også pludselig være med.
  6. At det klart er en fordel at være et makkerpar omkring sådanne ting.

Stor lokal opbakning
Starten gik kl. 9.30 lørdag, men inden da var der dog lige præsentation på torvet i gågaden. Alle løbere blev præsenteret af borgmesteren på en stor scene, som var opsat til lejligheden, og han havde læst på lektien! Løberne fik en personlig hilsen og en eventuel henvisning til tidligere resultater, stærkt. Der var naturligvis kaffe og rundstykker til både løber og heppere, som var kommet, og dem var der mange af i forhold til byens størrelse.

Selve ruten er en turistguidet tur rundt omkring de seværdigheder, der findes på Mors. En masse dejlige steder og fed natur, men også masse af ødet og atter ødet strækninger, hvor man ikke møder en sjæl, eller hvad…for pludselig kommer der en bil forbi; Det er en af de lokale, som lige vil snakke lidt gennem den nedrullede rude eller en af de mange, som hver gang de kørte forbi brugte bilhornet flittigt. Jeg er sikker på, at det var ment opmuntrende, tak til jer alle.

Selve ruten er en turistguidet tur rundt omkring de seværdigheder, der findes på Mors. En masse dejlige steder og fed natur, men også masse af ødet og atter ødet strækninger, hvor man ikke møder en sjæl, eller hvad…for pludselig kommer der en bil forbi; Det er en af de lokale, som lige vil snakke lidt gennem den nedrullede rude eller en af de mange, som hver gang de kørte forbi brugte bilhornet flittigt. Jeg er sikker på, at det var ment opmuntrende, tak til jer alle i gang med at pløje, harve og så vintersæd. Det er et fantastisk skue, når de store maskiner kører i rad og række på marken med projektører kl. 2 om natten.

Ved 100 km var der ekstra godt depot med blandt andet varm suppe. Da depotmutter godt vidste, at Ulrich var udgået netop ved 100 km sidste år, havde hun sørme lige tre krus med hans navn på med dejlig varm kartoffelsuppe i. Det siger lidt om, hvor meget de sætter sig ind i tingene og en løbers mindset, for hvad er mere træls end at have glædet sig til suppe, og at den så er sluppet op. Det skal lige siges, at vi var blandt de absolut sidste, der ankom til dette depot i år, og det vidste hun godt.

I mål – men ikke uden strabadser
Selve det at løbe de 160,9 km inklusiv cirka 1600 højdemeter, vabler, slidmærker med videre er lidt svært at beskrive. Det føles nok forskelligt fra person til person. Jeg kan bare sige, at for Ulrich og jeg var det MEGA hårdt, som i MEGA hårdt! Jeg har aldrig haft så ondt i mine påhæftninger omkring hoften, muskler og knæ før. Det er virkelig langt, men ikke umuligt, og på 25 timer og 11 minutter gennemførte vi de 100 miles. Og ved målstregen oplevede vi igen et eksempel på, at løbsledelsen virkelig forstår løberne. For straks vi kom i mål, blev vi eskorteret til runners lounge, hvor der var mulighed for at spise, drikke og få omsorg, og så var der en hjælper, som var villige til at tage vores sko, strømper med videre af! Det er sgu da ikke hver dag, at man oplever det, men det er også godt det samme, for selvom jeg ville, kunne jeg ikke selv i denne situation.

Det skal i øvrigt nævnes, at der var et medical-tjek før start samt diverse sygeplejersker og læger, som kørte rundt på ruten for at tilse os undervejs. Det er en dejlig sikkerhed sammen med vores GPS-tracker, som blev fulgt live af ledelsen, så hvis en løber pludselig ikke var i bevægelse, ville han/hun straks blive set til.

Vi er ingen supermænd, men vi arbejder gerne for sagen.

Tak til Mors og Ulrich for en fed oplevelse.

 FAKTA
MORS 100 MILES 2016

  • 100 miles = 160,9 km
  • Ca. 1600 højdemeter
  • Tidsgrænse 26 timer
  • Vindertid 13,54 timer
  • 66 startede, 49 gennemførte
  • Depot for hver 5. kilometer 

 OM JESPER DAMKJÆR HANSEN
47 år
Vægt i dag 85 kg, har tabt 30 kg over 10 år.
Har de seneste fem år:

  • Besteget Kilimanjaro i 2014
  • Løbet fire bjerg-ultraløb
  • Løbet to 6-timers løb
  • 5 marathon
  • Mors 100 miles

Artiklen er fra LøbeMagasinet #90. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.