HCA Marathon, en af Odenses to store løbsarrangører præsenterer sit nyeste tilbud til motionsløberen – Odenseløbet, som vil have udgangspunkt i Kongens Have, og finder sted søndag den 21. maj i forårsklædte omgivelser i Odenses centrum.

Odenseløbet er en ny aktivitet, som skal sikre, at Odense fortsat har et byløb, der afvikles med centrum som udgangspunkt. Tidligere er såvel iform-Løbet som Cityløbet afviklet med Odense centrum som udgangspunkt. Cityløbet stoppede i 2015 og iform-Løbet blev afviklet for sidste gang i 2016.

DISTANCER – FOR HELE FAMILIEN
Odenseløbet tilbyder distancer, så hele familien i alle aldre kan deltage, da der tilbydes distancer på 5 – 10 og 15 km. Har man lyst til at deltage som gående, er dette muligt på 5 km-distancen og power-walk er muligt på 10 km-distance. Desuden vil der være et børneløb (5-14 år) på 2 km, hvor alle gennemførende får medaljer.

PICNIC I DET GRØNNE
Odenseløbet lægger op til forårets største picnic i Kongens Have, da alle ved tilmelding inden 15. maj vil få udleveret en lækker frokostpakke samt en vand/øl til maden. Er du hurtig på tilmeldingstasterne, og er blandt de første 400 tilmeldte, får du også en T-shirt udleveret.

RUTERNE
De tre ruter, tør vi fra arrangørside godt tillade os at kalde for noget af det skønneste i Danmark. En smuk forårsklædt Kongens Have som startsted, gennem centrum til Ansgar Anlæg og videre til Å-stien, hvor ruterne deler sig. Ved Å-dalen løber 5 km-deltagerne til venstre mod Havhesten gennem centrum tilbage til Kongens Have. 10 og 15 km-løberne drejer til højre, løber på Å-stien gennem Odense Zoo, til Skovsøen, hvor 10 km-løberne drejer til venstre mod Langelinie og 15 km-løberne fortsætter ligeud til broen ved Den Fynske Landsby og mod Hunderupskoven, inden man igen løber sammen med 10 km-løberne på Langelinie. Herfra går turen tilbage mod centrum af Å-stien.

Odenseløbet er Odense bys løb, med gode oplevelser, smukke og inspirerende ruter, distancer for alle samt afsluttende picnic og socialt samvær i Kongens Have. Kort sagt et arrangement for alle uanset køn og alder.

Læs mere på www.hcamarathon.dk