83 kilometer ned gennem Gran Canaria med en samlet stigning af 4.300 højdemeter og en tidsgrænse på 22 timer. Læs den danske trailløber Ida Harts beretning fra løbet.

Ankomst, varme, pensionister og frygt

Vi ankom til Gran Canaria et par dage før løbet, hvilket gjorde, at vi havde masser af tid til at slappe af og vænne os til varmen, socialisere med den store mængde af pensionister, som valfarter til øen hen over vinteren, samt tid til at købe de sidste ting, vi skulle bruge til løbet.

Det varme klima var tiltrængt og lagde op til det perfekte løbevejr, men synet af bjergene fra Maspalomas, hvor vi havde lejet en lejlighed, satte gang i en masse tanker og bekymringer. Er jeg overhovedet god nok? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde en rytme? Vil min manglende træning vise sig med det samme? Jeg forsøgte ihærdigt at overbevise mig selv om, at ligegyldigt hvad så kunne jeg intet gøre ved min form og ved at blive ved med at bebrejde mig selv for min manglende træning, ville jeg kun spænde ben for mig selv.

Sat på prøve

Udover at Trans Gran Canaria Advanced 83K var mit første rigtige ultraløb i udlandet, var dette også et løb, hvor min kæreste Lasse og jeg satte vores parforhold på en lille prøve. Vi havde aftalt, at vi skulle følges ad hele vejen, og som nogle nok ved, skal der ikke så meget til for, at man får sagt noget forkert, når man er i en temmelig presset situation. Dog var vi begge enormt bevidste om de udfordringer, der muligvis kunne opstå, og vi jokede en del med, at det nok ville være enden på vores forhold.

Klar til start

Min løbevest blev pakket og løbetøjet lagt frem dagen før, vi skulle løbe. Det gjorde, at jeg kun skulle tænke på at komme ud af sengen, hoppe i tøjet og spise min morgenmad. Idet vi skulle med bussen allerede klokken lidt over fem, var der ikke så meget tid til at tulle rundt og gøre sig klar.

På trods af at jeg gik i seng med frygt og en masser nerver, vågnede jeg med en følelse af, at ligegyldigt hvad skulle alt nok gå, og nu var der ikke andet for end bare at nyde turen.

Tiden i bussen fra målområdet ved Expomeloneras til start i Fontanales brugte jeg på at slappe af og visualisere løbet, hvilket gjorde, at da jeg stod ved startlinjen havde følelsen af, at jeg ikke kunne blive mere klar. Klar til at nyde løbet, naturen og “make it one for the books”.

Stille, men god start

Starten gik klokken 07.11, og selvom Lasse og jeg havde aftalt, at vi ville powerwalke alle stigninger, indså jeg hurtigt, at vi blev nødt til at sætte farten op på den første stigning for at forhindre, at vi skulle vente alt for lang tid, når singletrack sporene begyndte.

Med godt 550 løbere til start på Advanced 83K kunne vi, på trods af at vi satte farten op, ikke undgå flaskehalsen ved overgangen fra det brede startområde til starten af singletrack sporene. Det tog os en del tid, før vi gik fri fra de store mængder af løbere, men da den første del af løbet var mudret og glat, var det langsommere tempo mere overbærende.

Trailcamp minder

De fleste løb, jeg stiller op til, er steder, jeg ikke har løbet før, og hvor jeg stort set ikke ved, hvordan ruten vil udfolde sig, dog var denne tur ikke helt ukendt. I januar 2015 løb jeg nemlig den 125 kilometer lange Trans Gran Canaria rute som en del af en trailcamp, der var arrangeret af to erfarne trailløbere. På det tidspunkt havde jeg i min vildeste fantasi ikke regnet med, at jeg blot et år efter skulle løbe det officielle løb, men jeg fandt hurtigt en tryghed i, at jeg kunne genkende omgivelserne. Trygheden og følelsen af, at jeg kendte ruten lidt og derfor, i et lille omfang, kunne visualisere, hvad der ville komme rundt om det næste hjørne, hjalp mig enormt meget mentalt.

Et tempo for to

Normalt er jeg ikke vild med idéen om at aftale med andre at løbe sammen, men derimod elsker jeg, når løbemakkere og bekendtskaber dannes på sporet, da tempo, forventninger, energiniveau og kriser kan ende i en kedelig situation.

Dog fandt Lasse og jeg et tempo, der fungerede for os begge, og vi var enige om at bruge minimal tid i depoterne. Vi var begge opsat på, at vi ville gøre alt, hvad vi kunne for at gøre dette løb til en super fed oplevelse. Da vores energiniveau spillede en stor rolle i at få det til at lykkes, hjalp vi hinanden med at få fat i det, vi havde brug for fra vores tasker, alt imens vi blev ved med at bevæge os.

Energiindtag

De fleste griner, når jeg siger, at jeg på trods af mine mange ultraløb i benene stadig bruger Haribo slik som min primære energikilde. Når man er i gang i så mange timer, som man er under et ultraløb, begynder ens krop at gøre underlige ting, og at indtage geler virker måske for nogle mennesker, men for mig er bare tanken om en klistret gel ulidelig efter mange kilometer i løbeskoene.

Høj sol og gudesmuk natur

Omkring middag var vejret helt fantastisk, hvilket gjorde, at udsigten ud over bjergene var enestående. Vi havde det begge super godt, var glade for at være løbende og fyldt med energi. Vi snakkede og havde det sjovt, mens vi løbende tog billeder med vores telefoner og vores lille GoPro.

Det, at vi tog os tid til at nyde udsigten samt at være i gang med noget så vildt som at løbe på tværs af Gran Canaria, og ikke mindst at det var en oplevelse, vi kunne have sammen, tror jeg også, var med til at holde humøret så højt, som det var.

En ekstra med på vognen

Efter 28.4 kilometer, ved depotet i Tejeda, løb vi ind i Bo, en løbemakker jeg mødte, da jeg løb Salomon Hammer Trail 100 miles i maj 2015. Bo løb den fulde distance på 125 kilometer og havde derfor været i gang i 8 timer, da vores start gik fra Fontanales. Da vi var godt løbende, valgte Bo at hoppe med på vognen, og sammen løb vi det meste af de 50 kilometer, der var tilbage af løbet.

Kan man have det for godt?

Ved de to store stigninger, der var efter fjerde depot i Tejeda og femte depot i Garanon, husker jeg tydeligt, at jeg tænkte: “På trods af at det her nok var det hårdeste og mest tekniske løb, jeg nogensinde har stillede op i, har jeg aldrig haft så meget overskud både psykisk og fysisk – selv efter 60 kilometer”. Om det var et resultat af, at jeg ingen forventninger havde til tid og tempo, men blot fokuserede på at hygge mig og nyde naturen, ved jeg ikke, men skønt var det.

Op ad bakke, ned ad bakke

Med små 20 kilometer til mål begik jeg en monster fejl, som kom til at koste dyrt på energi- og overskudskontoen. Jeg undervurderede, hvad 20 kilometer i et meget teknisk terræn kræver af kræfter og tid, både psykisk og fysisk. Denne fejlvurdering fandt selvfølgelige sted, da energi, krop og humør var højt, hvilket resulteret i, at jeg helt glemte at holde min gode drikke- og spiserytme ved lige.

Det blev pludselig hårdt at holde fokus på det gode, fødderne begyndte at kunne mærkes og målet virkede lige pludselig meget langt væk.

I samlet folk

Ved næstsidste depot i Ayagaures mødte vi endnu en dansker. Vi havde mødt ham tidligere på ruten mellem Fontanales og Terror, men idet han havde en del mere fart på, havde vi ikke regnet med at se mere til ham. Han var gået helt kold og var på kanten til at kaste håndklædet i ringen. Han slap dog ikke så let. Lasse fik ham overtalt til at give det et forsøg mere og lånte ham sin mobil, så han kunne ringe til sin kæreste for at sige, at han ville løbe videre, og at hun derfor ikke skulle hente ham alligevel.

Nedstigning

Seks kilometer af de små fjorten, der var fra Ayagaures til Parque Sur, bestod udelukkende af et spor, hvor underlaget ikke var andet end kæmpe sten, hvilket hverken Lasse eller jeg var forberedt på ville komme. Selvom at vi var trætte, og solen på dette tidspunkt var gået ned, lykkedes det os at finde en rytme, hvor sidste tilkommer på vores danskerteam løb forrest og lagde et godt tempo, alt imens vi fulgte trop.

Slutspurten

Efter hvad der føltes som rigtig mange timer i mørke kunne vi med en ubeskrivelig glæde høre larmen og se lyset fra målområdet. Vi gjorde det fandme! Tiden på mit GPS-ur tydede på, at vi ville komme i mål på under 14 timer, hvilket var mere end en time under det, vi havde turde håbe på.

Vores kroppe var trætte, men det holdt os ikke tilbage for at spurte hånd-i-hånd hen over målstregen. Vi var mildest talt lykkelige. Med en sluttid på 13 timer og 54 minutter og for mit vedkommende en andenplads i min aldersklasse var hverken Lasse eller jeg til at slå om kuld.

Gakkede gangarter

Det er vildt, hvordan kroppen funge rer. Man kan løbe i, jeg ved ikke hvor mange timer, og idet man når målstregen, kan man stort set ikke bevæge sig. På trods af vores enorme mængder af runners high erfarede vi hurtigt, at det ikke er lige nemt at være to trætte og smadrede løbere. For da jeg, kort tid efter vi var kommet tilbage til vores lejlighed, fik det dårligt, var Lasse ikke i stand til at rejse sig fra den stol, han havde sat sig i, for at hjælpe mig op fra gulvet.

Mine ben var ømme, men bedømt ud fra de gakkede gangarter vi stødte på i løbet af søndagen, var det ikke i nær så høj grad som andre.

Når mål er starten

Da jeg en lille uge efter turen var ude på en stille og rolig tur om Damhussøen, gik det virkelig op for mig, hvad folk mener, når de siger, at målstregen kun er en begyndelse. Jeg har fået så ekstremt meget blod på tanden, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller op til et udenlandsk ultraløb, også selvom det skræmmer mig en lille (stor) smule.

3 GODE RÅD TIL TRANS GRAN CANARIE

  1. Find ro og bliv ved med at bevæge dig.
  2. Respekter de meget tekniske kilometer og lad være med at sammenlign dit pace med, hvad du normalt ligger på – det er og bliver usammenligneligt.
  3. Løb ruten forinden. Hvis du har mulighed for at løbe ruten eller noget af den før løbet, så vil det være en kæmpe fordel for dig på dagen.

FAKTA   Image-224

TRANS GRAN CANARIA

  • Tidspunkt: den 4.-6. marts 2016
  • Distancer:

Trans GC 125 km +8000 hm

Advanced 83 km +4300 hm

Marathon 44 km +1200 hm

Starter 31 km +750 hm

Promo 19 km +300 hm

Family Trans 19 km +300 hm

 

PAKKELISTE

På til start:

Salomon Vest / S-Lab ADV

Skin 12 Set

Regnjakke

Gaters

Shock Absorber sports bh

Svedtransporterende tynd Adidas

t-shirt

Korte tights

Brooks Cascadia 10 trailsko

Sleeves

GripGrab kasket

Garmin Fenix 3 GPS-ur

Nummerbælte (Første gang jeg

løb med sådan et – virkelig en god oplevelse)

 

I min taske:

GripGrab buff og handsker

Black diamond stave

Lille first-aid kit

Mobiltelefon

GoPro Hero4+

Folietæppe

Kop

Pandelampe med ekstra batterier 

 

Energi

– i tasken til start

3 x 500 ml Salomon soft bottles med HighFive energidrik

3 x Ziplockposser med Haribo slik

3 x HighFive Iso gels med citrussmag

1 x Ziplockpose med kanelgifter

 

Dropbag – under løbet (40 km)

Haribo slik

Bolle med Nutella

Kanelgifter

Sokker

 

Dropbag – efter løbet

Adidas UltraBoost – bløde gå/ løbesko

Lange tights

Underbukser

Langærmet t-shirt

Sweatshirt

Lille rejsehåndklæde

Plastikposer til vådt tøj

 

Artiklen er fra LøbeMagasinet #85. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.