Kom med til Maratona di Roma, som blev afviklet for 23. gang i 2017. Det er Italiens største marathon målt i antal deltagere, og det bød på et krævende, vådt, men kulturelt marathonløb.

Efter 30 dage med sol og varme i Italien kom regnen, lige før tredje bølge blev sendt afsted, så det var over våde, glatte brosten, at vi i flok kom ned over Piazza Venezia, hvor det ikke er unormalt, at en del falder fra, fordi det er over brosten, vi er mange, og fordi feltet er uroligt som en flok gnuer, der netop har spottet en gepard – i dag var det bare med en ekstra parameter.

“Før søndagen”
Jeg var – vanen tro – ankommet nogle dage før for at se noget nyt, genopleve noget kendt, og ikke mindst fordi Rom fortjener mere end en tur ind og ud.

Der var derfor god tid til løbemessen, som nemt nås med den ene af Roms to eksisterende metrolinjer. Det er Italiens  største sportsmesse og indrettet som en løberute. Det kan derfor anbefales at give sig god tid, så man ikke skal tage turen igen.

Efter nogle dage i sol og varme stod vejrudsigten for søndagen på uvejr – en italiensk vejrudsigt, og det stemmer som regel godt med virkeligheden i modsætning til så meget andet i Italien, hvor ‘ting’ ofte er hensigtserklæringer.

En god start
Men søndag morgen regnede det ikke, og min “Rom fixer” forsikrede, at der ikke ville komme regn før om eftermiddagen, og han havde desuden sikret morgenmad fra klokken 0500, en god start i selskab med 10-12 andre løbere, før turen gik til Termini, hvor man hilser på dem med løbetasker. Metroen er gratis for løbere på løbsdagen.

Efter et par stop ud ved Cerco Massimo og forbi mindepladen for Abebe Bikila – der vandt olympisk guld her i 1960 (i bare fødder) – til den første kontrol, der er ved Colosseo, som er bevogtet af militær med skarpt i bøssen. Vi er godt beskyttet som i New York 2013, kun løbere slippes igennem, så vi derefter kan samles i ærefrygt og spænding – omgivelserne påtvinger ærefrygt, og spændingen giver sig selv.

Via dei Fori Imperiale før start.

Bag Colosseo er Via dei Fori Imperiali med bagagevognene på linje – kvindernes lige efter målstregen, hernede er man ikke bange for at vise høflighed – og efter at have afleveret min rygsæk “løb” jeg ind i en flok fartholdere, der manglede en fotograf.

Alle 5 med håret sat samt fuld makeup, og da de samtidig havde en målsætning, der passede mig godt på dagen, valgte jeg at løbe med dem – det med frisuren skulle senere vise sig ikke at holde.

Vi fik en (spontan) udgave af den italienske national sang og sangen “Now we are free” fra filmen “Gladiator”, derefter start for “handbikes”, gruppe 1, gruppe 2, regnen og gruppe 3.

Efter Piazza Venezia, langs Circo Massimo og forbi Pyramiden kom en treenighed af lyn, torden og vind, som piskede regnen ind forfra, og hvad var mere nærliggende end en sang – “Running in the rain” – for humøret var stadig højt.

Regnen var der i kraftige byger de første 14-15 K, hvor der er en del intervaller på brosten og to passager over floden, hvorefter vi løber langs den forbi Isola Tiberina til tredje bropassage bagom Castello San Angelo og i lige linje mod Basilica di San Pietro – nogle få km efter var den første (nemme) halvdel overstået.

Undervejs fik jeg en snak med Lisa – en af fartholderne på italiensk/dansk – som jeg mødte under Venice Marathon 2014, hvor jeg blev hilst med et “Hej Danmark”.

Lisa skal være fartholder i Firenze Marathon 2017, så der ses vi igen.

Stigningerne, flere brosten og masser af vand
Efter de første 22 K er der omkring 12 K med mange stigninger – løbet giver 760 højdemeter – og ingen eller få tilskuere. Der er her, det er lidt surt, og det var nok her, at mange sprang fra, for der var tilmeldt over 18.000, over 16.000 startede, men kun 13.372 fuldførte – så over 2.500 må have fået vandskræk undervejs.

Jeg var på det tidspunkt godt mør efter våde brosten og regn – jeg er til sol og 20-30C – så der blev stoppet nogle gange for at tage billeder her til magasinet.

Selv legionærerne var gået hjem
Efter de 34 K var vi efterhånden tilbage i byen forbi Mausoleo di Augusto og Largo di Torre Argentina (37) – hvor Julius Cæsar blev myrdet.

Og som for at fortælle, at det ikke var slut, var regnen kommet tilbage, lige før vi passerede Piazza Navona, og det var ikke i byger. Der var konstant hård og kold regn, men nu var det Piazza Navona med tilskuere – i ly for regnen – her fik vi (et tiltrængt) bifald og mange “bravi” før de sidste få km forbi Piazza Venezia, hvor målet og dem lige foran var i sigte, men over 4 K foran.

Det regnede så meget “at selv legionærerne var gået hjem” – normalt står de som æresgarde og hilser løberne i mål – legionærerne fra “Il Gruppo Storico Romano”.

Vi har stadig 2 K mod Piazza del Popolo på brosten, og med meget stive ben er det rundt om obelisken og kurs mod Piazza di Spagna, under tunnellen og op på Via Nazionale til den sidste K ned gennem svinget (meget mere brosten) til Piazza Venezia, samt synet af dem, der nu var på vej mod Piazza del Popolo (efter os) og til den anden side – målstregen i regnen.

Det regnede så meget “at selv legionærerne var gået hjem” – normalt står de som æresgarde og hilser løberne i mål – legionærerne fra “Il Gruppo Storico Romano”.

Et stop på pladsen for at tage billeder og så de sidste par 100 meter hjem til medalje, tæppe, pose med nødforsyninger og kurs mod tørt tøj.

Via dei Fori Imperiali efter målstregen.

“After run”
Grundet tidlig tilmelding havde jeg fået tildelt bagagevogn nummer 2 til mit grej og skulle derfor ikke gå så langt efter mit til dato hårdeste løb. Kombinationen af regn samt et hårdt og meget glat underlag havde efterladt en mør krop og mange friktionsmærker – som havde en kæmpe kat brugt mine ribben som kradsebræt, men jeg duftede mere af ged end parfume, så sårene kunne bortforklares.

For at citere JFK: “Vi gør det ikke, fordi det er let, vi gør det, fordi det er svært”.

Der var en del mere i gang omkring målet end mine skrammer, for ambulancerne havde travlt, men det har de som regel her, hvor det enten “regner i katte og hunde” eller er sol og +25C, og næste morgen var mine sko stadig våde, mens indholdet af kufferten stank af ged og det, som er værre.

Efter at have skiftet tøj i næsten læ, fået varmen og appetitten tilbage, satte jeg kurs mod mit “porchetta sted”, som jeg fandt efter mit første “Maratona di Roma” i 2012. Af ukendte årsager vil ejeren altid gerne tale tysk trods mit forståelige italiensk, men deres porchetta i “pizza brød” og Peroni er hvad, jeg har behov for efter at have løbet i Rom – desuden giver stedet altid mulighed for at få en sludder. Denne gang var det med en argentiner, der konstaterede “at eftersom 3 af mine 6 marathon i Rom var i silende regn, burde jeg nok holde mig væk, specielt set i lyset af de foregående 30 dage med sol”.

Men for at citere JFK: “Vi gør det ikke, fordi det er let, vi gør det, fordi det er svært”, og jeg er igen at finde ved startlinjen på Via dei Fori Imperiali i 2018.

Min “Maratona di Roma” historie
Jeg løb her første gang i 2012 (i sol) og har siden løbet her hvert år, som jeg gør i Firenze, (min hjemmebane).

2012 var det år, hvor filmen “Spirit of the Marathon II” blev optaget her – det er endnu ikke lykkedes at spotte mig selv blandt de mange løbere, men Mimmo er der.

Mimmo og hans fætter Domenico Anzini var blandt de 7 løbere, der følges i filmen. Domenico Anzini er stadig med som en af de resterende 35 “Senatori” – de, der har gennemført alle “Maratona di Roma”. Mimmo løber stadig – ikke marathon – og han har et pizzeria i Via Tiburtina.

Jeg besøgte “Il Podista” (“løberen”) for første gang for nogen år siden og kommer der nu søndag efter løb for at spise pizza, drikke øl, hilse på Mimmo, samt tale om løb og andre vigtige ting. Nu skal kroppen have lidt ro før næste større stop “Firkløver 50/50” i juni.

På Facebook er mit løber id “LaPadellaPiatta” – “LaFrontePiatta” er mit skrivenavn.

Jeg har til dato løbet halvdelen af mine 33 marathonløb i Italien – og de 23 af dem har været uden for Danmark.

 FAKTA MARATONA DI ROMA

  • Hvornår: Næste gang 8. april 2018.
  • Distancer: Marathon og et børneløb på 4-5K.
  • Ruten: Krævende – underlaget er hårdt på det meste af ruten, der også har 760 højdemeter.
  • Deltagerantal: Tilmeldte – over 18.000. Startende – 16.107. Gennemførte – 13.372, hvoraf ca. 6.000 ikke er italienere.
  • Krav: Der kræves lægeerklæring for at løbe i Italien – formular findes på hjemmesiden. Ved nogle løb er det nok med et “Runcard”, der skal fornys på årlig basis.
  • Pris: 52-90 EUR alt efter, hvor tidligt man melder sig til.
  • Service: Gratis transport med metro for løbere på startdagen.
    Trøje og rygsæk, samt andre småting som en portion sportsvaskemiddel.
    De smukkeste medaljer
    Depoter for hver 5 K
    Våde svampe hver 5 K fra 7,5
    Ved målstregen – poser med drikkelse og noget spiseligt
    De første bagagevogne er lige efter målstregen og de sidste 5-600 meter derfra.
    I modsætning til Firenze og Venezia er her ikke telte til omklædning, det er i alt fald ikke lykkedes mig at finde nogen.
  • Ophold: Det er er fordel at bestille hotel/lejlighed tidligt, for priserne stiger, når foråret nærmer sig. Jeg har ved alle mine løb der boet på et hotel nær Termini.
  •  Transport: Der er flere ruter fra København til en af Roms to lufthavne. Jeg flyver til “Leonardo da Vinci” og tager “Leonardo Express” ind til Termini – det koster 14EUR for en enkelt i modsætning til bumletoget til 8EUR. Der er også bustransport til fra Termini, men det kan betale sig at tage en vogn, hvis man er 3-4 personer – mange hoteller tilbyder denne service.
  • Læs mere på www.maratonadiroma.it 

Artiklen er fra LøbeMagasinet #95. Bestil abonnement på LøbeMagasinet her.