Har du børn? Så er her inspiration til, hvordan du kan bruge 8 dage i sommerferien. Henning Bechmann løb i sommeren 2014 538 kilometer med sine børn på cykel ved siden af.

Skærmbillede 2015-01-04 kl. 16.37.39

Filuran Hærvejen Trail Tour 2014
Det hele startede søndag d. 27. juli kl. 8 om morgenen. Her drog vores lille team på tre sig af sted på et noget anderledes sommerferieprojekt.

Projektet var, at jeg skulle løbe fra Viborg til Wedel, som ligger ca. 20 km vest for Hamburg. Først i Danmark ad Hærvejen og senere i Tyskland ad Oksestien. Med mig havde jeg min datter Cirkeline på 17 og søn Mikkel på 13 år, som var med på cykel. En noget anderledes familieoplevelse på 538 km ventede forude, især da der var fastlagt visse regler forinden.

Når man ikke har alverden til rådighed, ja så bliver der lige pludselig plads til en lang række meget jordnære ting.

Jeg havde været skadet det meste af første halvår af 2014 og i tiden op til start, spøgte en udsættelse en del i mit hoved. Ville dog ikke melde det ud af hensyn til børnene, der var helt oppe at køre over vores forehavende. Måtte ty til kyndig assistance af idrætslæge og fysioterapeut og kunne herefter med nød og næppe blive klar 10 til 14 dage før start. Der manglede derfor en del træning, men jeg dog havde stor tiltro til at kunne klare strabadserne på min grundkondition. Løbet skulle jo ikke gå stærkt, der var blot en pokkers masse kilometer.

Lad løbet begynde
Den første søndag skulle det hele så stå sin prøve; alt det vi havde gået at snakket om og glædet os til, skulle nu sættes i gang. Vejret var flot. Lunt og ingen vind. Alletiders start!

Det blev en hård start. Første dagen foregik blandt andet i Dollerup Bakker uden for Viborg. Her var meget flot, men også meget kuperet. Det krævede en del at forcere dette terræn, og da varmen virkelig satte ind, krævede det kræfter af alle mand. Børnene blev nok lidt forskrækkede denne dag og havde i tankerne, om dette virkelig var strabadserne, vi skulle gennemgå i de næste dage.

Det var det heldigvis kun til dels. Terrænet fladede en del ud de næste dage, men varmen fortsatte, og vinden stod bomstille. Det blev aldeles hårdt at være aktiv i den varme, især når vinden overhovedet ikke havde nogen kølende effekt, og varmen blev ved med uformindsket styrke de næste syv dage!

60 Km om dagen
De næste dage begyndte ungerne bedre at kunne overkomme udfordringen. Man kunne bedre overskue, hvad cirka 60 km dagligt betød for kroppen, hvilke kræfter der skulle lægges i, og hvor meget kilometerne ville komme til at fylde på en dag med de pauser, der var indlagt. Samtidig skulle der også være kræfter til at finde overnatning sidst på dagen, hvor man var mest træt og samtidig være på forkant med, om der fandtes mad på stedet, eller hvorvidt dette skulle indkøbes forinden, når lejligheden bød sig.

Endelig blev man også bekendt med den sparsomme oppakning, vi havde medbragt. Vi havde kun det allermest nødvendige og levede meget minimalistisk. Den leveform krævede en del af børnene, der ikke blot skulle yde en del i løbet af dagen, men undervejs og især mod dagens slutning også måtte leve med det, vi nu engang havde og indstille behov herefter.

Efter at have tilbagelagt 538 kilometer fra Viborg ankom den lille familie endelig til målet i Wedel i Tyskland.

Efter at have tilbagelagt 538 kilometer fra Viborg ankom den lille familie endelig til målet i Wedel i Tyskland.

Friheden på landevejen
Når man ikke har alverden til rådighed, når man ikke har Facebook eller PlayStation inden for rækkevidde, ja så bliver der lige pludselig plads til en lang række meget jordnære ting.
• At plukke et væld af vilde frugter langs stier og vejkanter bliver hyggeligt, og man får lige pludselig øje for, at de overhovedet er der.
• At besøge Danmarks dåbsattest, Jelling stenene.
• At kunne trække gammel togvogn ved fælles hjælp ved Bindeballe.
• At suse på cykel gennem høje majsmarker helt ude på landet i sommerens sol virker bare som en frihed ud over alle grænser.
• At cykle i tunnel ved Rendsburg.
• At pumpe vand op af brønd på gammeldags maner er bare hyggeligt.
• At stille sig ind under landmandens vandspræder på marken for at lade kroppen køle ned.
• At lave spontan kartoffelkrig med ubrugelige kartofler.
• At indlede diskussioner om emner, der aldrig tidligere havde været på tale.
• At begynde at skråle Shu-Bi- Dua-sange alle mand midt på tyske asfaltbiveje.

Der var også et par af oplevelserne, der krævede noget specielt af børnene. For eksempel blev vi væk fra hinanden i en mellemstor tysk by. Vi havde aftalt, at børnene skulle sidde og spise is, og at jeg så skulle fortsætte med at løbe, hvorefter ungerne skulle indhente mig senere.

De overså dog et skilt og kom på afveje. Jeg kunne på et tidspunkt ikke forstå, hvor de blev af og begav mig tilbage til udgangspunktet. I mellemtiden fik de rettet fejlen med skiltningen, men uden at vi krydsede hinanden. Jeg var nu tilbage ved udgangspunktet, og de ræsede i fuld fart frem for at indhente mig.

Efter en del km kunne de ikke forstå, at de ikke kunne få øje på mig. Her viste de dog karakter og spurgte en tysk kvinde, om de måtte låne hendes telefon. Det kræver da alligevel lidt at skulle henvende sig på et andet sprog til nogen, man ikke kender, for at få løst et problem. Efter 1,5 time blev vi igen forenet og sluttede kort efter strabadserne for den dag. Vi var alle glade igen!

Planlægning undervejs
En anden ting, der nok har rykket lidt ved grænserne, var, da vi stod i en tysk by og ikke havde overnatning. Der var for langt til næste mulige stop, så vi måtte slå lejr, hvor vi var. Her var dog ingen campingplads, herberg, hostel eller hotel. Hvad gør vi så, far?

Så må vi ringe på hos nogen og spørge, om vi må sove hos dem. Nej, det gør du altså ikke, far! Men selvfølgelig gjorde vi det, og de skulle være med. Vi henvendte os ved nogen, der havde et udhus og en stor garage. Måske kunne vi sove der. De gik i haven, så det var blot at gå ind og fortælle om situationen.

Efterhånden som vi kom længere og længere ind i haven, blev der flere og flere mennesker. De holdt havefest, og vi ville egentlig alligevel ikke forstyrre, når de havde gæster. De ville dog alligevel gerne høre, hvad vi ville, men de kunne ikke have os sovende. En af gæsterne dukkede op og blev oplyst om problematikken.

Jamen, hun var da formand for forsamlingshuset i byen, så hvis vi ikke behøvede senge, måtte vi da gerne sove der. Det var lige 200 meter nede ad vejen og lå på ruten. Hun boede lige overfor, så hun kunne hurtigt hente nøglen. Perfekt! Se, tingene falder på plads. Folk er flinke og vil gerne hjælpe. Da vi tog af sted næste morgen, kunne vi bare kaste nøglen i hendes postkasse og tage af sted. Hvilken gestus!

Den aften havde vi overskud til et slag bordtennis og var ude at gå en aftentur i byen, der havde nogle seværdigheder fra krigen.

Der var for langt til næste mulige stop, så vi måtte slå lejr, hvor vi var.

Endelig i mål
På ottende dagen måtte jeg gå. Den manglende træning havde gjort min ene vrist mør. Den var hævet, og jeg følte jeg skulle give den et tiltrængt hvil. Den gjorde ganske simpelt ondt.

Niende dagen var dog én lang optur. Først kom min kone og børnenes mor, fordi hun skulle hente os i målbyen Wedel. Dernæst var anstrengelserne ovre, og sejrens sødme lurede. Endelig skulle vi bo på hotel i Hamburg med hvad heraf fulgte af gode senge, dejligt bad og morgenmad på hotellet. Jeg kunne heldigvis krydse målstregen i løb, og teamet var samlet! Den smukke aftensol indbød til sejrsmiddag på restaurant. Svedige og ulækre, som vi var, valgte vi at sidde udenfor denne sommeraften.

Det bedste
Skærmbillede 2015-01-04 kl. 16.38.16Vi fik en hel masse ud af denne fællestur. Først og fremmest et meget tæt samvær uden en masse materielle forstyrrende elementer. Vi fik livet gjort simpelt for en stund. Det der betød noget var, at vi fik noget at spise, et sted at sove og at vi havde hinanden.

Forståelsen af afhængigheden af hinanden indfandt sig. Faldt en og slog sig alvorligt på cyklen, ramte det hele holdet. Kunne jeg ikke løbe, satte det også sit præg på teamet. Havde en meget mad, måtte man måske dele med en, som havde mindre. Ikke plads til fornemme eller kantede holdninger. Det blev let at forstå.

Endelig var der det til at holde ud. Trods de mange kilometer med ømme ben og numser. Trods trætheden efter at have været ude hele dagen og endda i særdeles varmt vejr med en sol, der langsomt grillede energien ud af vore kroppe. Trods den minimalistiske leveform og uvisheden om mad og overnatninger uden for de normale faste, hjemmelige rammer.

På vores vej ned gennem Jylland mødte vi en mand, som ofte fik besøg af dem, som benyttede sig af Hærvejen. Han kunne ikke lige forstå, at vi var tre mand på holdet, men kun havde to cykler. Vi oplyste naturligvis, at jeg løb. Han fortalte straks om en, som havde løbet helt fra Padborg til Viborg. Det var da helt vildt. Straks spurgte han, hvor vi så skulle hen. Til Hamburg svarede vi lidt stolte. Han stivnede helt. Det var jo dobbelt så langt! Det brugte jeg efterfølgende over for børnene. Kan I så forstå, at det I gør her er sejt!

Jeg havde måske en tanke om, at det jo kunne være, de blev trætte af denne leveform og af ømhed i kroppen, og valgte at ringe til mor, når vi nåede grænsen. Men nej, de klarede hele vejen. Ikke blot til Padborg. De kunne stå distancen. Vi kunne stå distancen! Sammen!

Reglerne

• Hver mand måtte bære egen oppakning, ville man have luksus, måtte man selv slæbe.

• Antal km blev kun målt, når man befandt sig på ruten, forlod man den, talte km ikke med.

• Varighed 7 til 9 dage, men havde dog 10 dage til rådighed.

• Ingen depoter blev udlagt og ingen følgebil til at servicere, vi måtte klare os selv.

• Ingen eller minimal planlægning, heller ikke overnatninger.

• Udgangspunktet er, at der tilbagelægges gennemsnitligt 60 km dagligt, fordelt på 4 løbepas af 15 km.

Filuran Hærvejen Trail Tour 2014

• Dato: 27. juli – 3. august 2014

• Distance: 538 kilometer fra Viborg til Wedel i Tyskland

Om Henning Bechmann
Har de seneste år udviklet et koncept omkring naturløb med vægt på frihed, minimalistisk oppakning og ingen planlægning som modsvar til de officielle løb og træning hvor tidsfaktoren har spillet ind. Det er indtil videre blevet til filuran North Sea trail tour 2013, et løb fra Skagen til grænsen i strandsand på 535 km over 9 dage samt filuran Hærvejen trail tour 2014, et løb med sine børn cyklende ved siden af fra Viborg til Hamburg på 538 km over 9 dage og senest filuran Camino trail tour 2015, et løb på den spanske pilgrimsrute på 760 km over 13 dage

Har personlig rekord på marathon på 2.42 fra Berlin Marathon 2013, der gav en placering som nummer 243 ud af 40.923. Personlig rekord på halvmarathon på 1.15 fra DM Halvmarathon 2012, der gav placering som nummer 33 i Danmark. Endelig personlig rekord på 10 Km på 34,57 ved DM 10 Km 2013, der gav placeringen 99 i Danmark. Til dagligt arbejder Henning hos sport247.dk , hvor han rådgiver i køb af løbesko, løbetøj og andet løbeudstyr.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #64. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.