En del løbere har igennem tiden lidt af smerter fra en såkaldt hælspore. Forskning fra Aalborg Universitet viser, at smerterne kan trænes væk ved hjælp af en simpel styrketræningsøvelse.

Løsningen er klar. Skal du af med de irriterende smerter fra en hælspore, viser nye forskningsresultater fra Aalborg Universitet, at én enkelt øvelse kan være nok. Øvelsen går i al sin enkelthed ud på, at man med det forreste af foden stiller sig på et trappetrin og samtidig lægger et håndklæde under tæerne, så tæerne er bøjede, når hælen hæves under øvelsen.

“Medicin som Ibuprofen og Cortison hjælper måske her og nu, men ikke på lidt længere sigt. Til gengæld viste vores studier, at den ganske simple øvelse virkelig gør en forskel, og det er en stor glæde for mig og andre fysioterapeuter,” fortæller Michael Skovdal Rathleff, fysioterapeut og post.doc. ved Aalborg Universitet og medlem af AAU’s forskningsgruppe for Muskuloskeletal Smerteforskning.

Helt op mod ti procent af en befolkning kommer på et eller andet tidspunkt i deres liv til at døje med tilstanden, så det er virkelig vigtig viden, vi har fået fra undersøgelsen

Patienterne udførte gennem det tre måneder lange forskningsstudie øvelsen 12 gange af 3 sæt hver anden dag de første to uger. Herefter blev belastningen øget yderligere, da patienterne fik en rygsæk fyldt med bøger på ryggen og i stedet skulle udføre øvelsen 10 gange af 4 sæt hver dag. Efter fire uger blev belastningen endnu en gang øget i form af flere bøger i tasken og hele 5 sæt med 8 repetitioner.

Idéen til forskningsstudiet opstod ud fra allerede eksisterende viden på området om, hvordan tung styrketræning f.eks. kan hjælpe folk med problemer i achillessenen, og undersøgelsens resultater glæder Michael Skovdal Rathleff: “Helt op mod ti procent af en befolkning kommer på et eller andet tidspunkt i deres liv til at døje med tilstanden, så det er virkelig vigtig viden, vi har fået fra undersøgelsen.”

Forskningsforsøget er udført på 48 testpersoner, hvoraf halvdelen af gruppen lavede den nye øvelse, mens den anden halvdel udførte såkaldt ‘traditionel behandling’. Resultaterne fra forskningen viser, at de testpersoner, der udførte den nye øvelse, forbedrede deres tilstand dobbelt så hurtigt som den anden testgruppe.

Sådan laver du øvelsen

1. Stil dig på et trappetrin med det forreste af foden på trinnet.

2. Læg et håndklæde under tæerne, så tæerne er bøjede under øvelsen.

3. Hæv hælen op og ned.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #65. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.