Jakob Bork Dirksen kunne kalde sig medlem af Klub 100 Danmark, da han i maj 2014 løb over målstregen til Copenhagen Marathon. Læs med om hans vej dertil. 

Scenen er Berlin Halvmarathon 2007, hvor jeg for første gang fik smagen for, at længere løb er kommet for at blive i mit liv, og det var selvom, jeg virkelig måtte kæmpe for at komme igennem løbet. De sidste to til tre kilometer føltes som ren overlevelse. Her var det psyken, som tog over, hvor kroppen begyndte at sætte ud. Min storebror – som også deltog i løbet – og jeg havde talt om Berlin Marathon til efteråret, men det syntes lige pludselig meget langt væk!

Det er blevet til mange medaljer og minder fra de mange marathonløb. Blandt andet er det blevet til fængselsmarathon i Horsens i fuld fangedragt og Pubmarathon i Kalundborg med fulde tilskuere. Men jeg har naturligvis også deltaget i store løb, som New York, Berlin, Stockholm og Hamborg Marathon.

Mit mål var ganske enkelt lige her og nu i løbet. Jeg ville ikke ned at gå, men fortsætte med et vist tempo. Alligevel blev jeg overhalet af en hel del andre løbere, der så meget mere friske ud. Nogle løbere smilede tilmed. Der var en løber, som faldt lige foran mig og blev hjulpet ind til siden. Der var mange tilskuere, der hujede og klappede, og endelig dukkede målstregen op i horisonten. Kræfterne var ikke til at spurte, men det gik ned ad bakke, og der kom lidt mere fart på. Alle ressourcer i min krop var brugt op. Aldrig, aldrig, aldrig ville jeg komme til at løbe et helt marathon! Dagen efter meldte min storebror og jeg os til Berlin Marathon 2007. Det blev starten på et nyt kapital mit løberliv.

Klub 100 Marathon
Dette nærvær og glæde ved at være i nuet er blevet en stor del af mit liv som løber og er en af drivkræfterne bag, at jeg søndag d. 18. maj 2014 kunne løbe over målstregen i det festklædte København til Copenhagen Marathon og direkte ind i den danske Klub 100 marathon. Undervejs i løbet kunne jeg mærke, at det gik op for mig, at et af mine mål var nået. Tænk at blive en del af denne klub af mennesker, som er med til at præge de mange store og små marathon i ind- og udland med deres blotte tilstedeværelse. Disse herlige løbetosser giver en følelse af tryghed, genkendelighed og glæde. Fra den første gang jeg læste Tor Rønnows beretninger, og nød hans både underfundige, farverige og levende beskrivelser af marathonløb i hele verden. Det måtte jeg opleve i virkeligheden.

Klub 100 var ofte repræsenteret af hele Danmarks Mr. Marathon Anders Munch og hans datter Birgitte, som med deres imødekommenhed var med til, at man altid følte sig godt tilpas. Jeg glemmer aldrig Anders bemærkning, da jeg havde løbet 42 marathon og spurgte, om ikke jeg snart skulle være bobler i Klub 100 marathon. Han kiggede på mig, smilede og sagde roligt: “Du er jo knap nok et bølge skvulp!” Og det var jo rigtig nok. Der var vitterlig langt op til de 100 marathon, men det gjorde ikke noget, når bare man var i godt selskab.

De mange oplevelser
Det er blevet til mange medaljer og minder fra de mange marathonløb. Blandt andet er det blevet til fængselsmarathon i Horsens i fuld fangedragt og Pubmarathon i Kalundborg med fulde tilskuere. Men jeg har naturligvis også deltaget i store løb, som New York, Berlin, Stockholm og Hamborg Marathon. Desuden den udfordrende dobbelt Marathon på Fyn med Møljner om lørdagen og Extreme Marathon om søndagen, som jeg pt. har nuppet 3 gange.

Jeg har oplevet, at alting er gået super godt, der har været overskud og smil på det meste af vejen. Men også, at jeg har måttet kæmpe, trække på ressourcer dybt nede og haft en generelt “dårlig dag på kontoret”.

Det er også altid en særlig glæde at være med til marathonløb, hvor der er blevet samlet ind til gode formål eller løb, hvor jeg har kunnet hjælpe debutanter godt igennem. Senere kom hele underskoven af de såkaldte Cannonball Marathon, som for eksempel hos Jerk og Morten i Skodsborg, hos Henriette på Amager, samt ikke mindst hos Annette og hendes engagerede familie i Næstved. Nærmere præsentation af disse bliver for omfattende, men jeg kan kun opfordre til at prøve et af disse løb, hvis man selv går med en “spirende” marathonløber i maven. Det er blevet til mange herlige løbsoplevelser undervejs sammen med alle dem, der uge efter uge høvler et eller flere marathon i hus.

Respekten for distancen
På trods af de mange marathons har jeg stadigvæk stor respekt for distancen. Jeg har oplevet, at alting er gået super godt, der har været overskud og smil på det meste af vejen. Men også, at jeg har måttet kæmpe, trække på ressourcer dybt nede og haft en generelt “dårlig dag på kontoret”. Godt det samme. Hvis det var blevet ren rutine, så havde det næppe kunne fastholde mit fokus over årene. Der er blevet testet sko, energi og tøj. Alt er “timet og tilrettelagt” forud for et løb. For selvom en del er blevet ren rutine, er det vigtig at spise og drikke rigtigt. Tøjet skal passe til vejret. Skoene skal være de rigtige i forhold til underlaget, og så skal jeg være tunet ind rent mentalt.

Hvad har jeg lært?
Er der så slet intet, der er blevet lettere med årene? Jo, og det kunne jeg mærke til Copenhagen Marathon. Da jeg stod midt i startfeltet kunne jeg næsten “lugte” angsten og frygten for at gribe de 42,2 km hos mange af de andre løbere. For mig er det herligt at mærke spændingen og intensiteten. Det er sjældent, at jeg selv for alvor kan mærke den. For selv om jeg har respekt for distancen, så ved jeg også inderst inde, at jeg altid gennemfører – distancen skræmmer mig ikke mere – så jeg slapper bare af og suger indtryk til mig. For mig er de mange marathon igennem de senere år blevet en del af træningen til lange ultra- og trailløb. Sidste år blev det blandt andet til Trans Gran Canarie og Kirstins Runde. I år har jeg fået løbet Hammertrail Winter edition 50 miles på Bornholm og skal nu for alvor i gang med bakketræningen frem mod Swiss Iron Trail T141 i august. Et løb, som er på 145,8 km, samt omkring 8.300 højdemeter rundt i bjergene i Schweiz.

Livsglade løbetosser
Men først vil jeg glæde mig over at trække i KLUB 100 tøjet til det næste marathon. Jeg vil forsøge at være en god repræsentant for klubben ved at hjælpe med gode råd, godt humør, tryghed og opmuntrende smil på samme måde, som jeg selv har oplevet det. I København blev det til 3:22:34 i min løbekilt fra mit lille firma StreetCommander samt en masser snak og vink til “kendte” ansigter blandt løbere og publikum undervejs. Da vi kom i mål, fik jeg hilst på vinderen af løbet, Julius Mutai, som sad med en vindercheck, der næsten var større end ham selv. For ham var det formentlig endnu en arbejdsdag, men for mig var det – på trods af regnen – en festdag, hvor jeg kom med i en klub af herlige, sprudlende og livsglade løbetosser fra alle dele af landet.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #61. Køb magasinet her eller bestil abonnement her.