Telenor Copenhagen Marathon fik hovedstaden til at summe af maratonfeber, da der blev sat ny suveræn løbsrekord, og de mere end 100.000 tilskuer kunne nyde det gode vejr og de mange nye digitale muligheder.

Telenor Copenhagen Marathon har en klar målsætning om, at løbet skal have tildelt Det internationale Atletik Forbunds Road Race Bronze Label. Et elementært element, for at det skal lykkes, er et stærkt elitefelt. Derfor var der lagt mange kræfter i at samle et stærkt felt til 2017 udgaven af løbet, og de mandlige eliteløbere skuffede ikke.

“Det gik helt, som vi havde håbet på. Vi havde et håb om, at vi kunne få en ny løbsrekord, og det fik vi i suveræn stil, da vinderen Julius Ndiritu Karinga fra Kenya krydsede målstregen i tiden 2.12.10 – mere end to minutter hurtigere end den hidtidige rekord,” siger Dorte Vibjerg, der er direktør i Sparta.

Den gamle løbsrekord, som lød på 2.14.16, blev sat for 30 år siden af danske Svend Erik Kristensen, og den blev faktisk slået af to løbere, da løbets nummer to Alex Bartilol kom i mål i 2.12.37.

En præstation, som også vakte opsigt hos Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund.

“Dagens udgave af Telenor Copenhagen Marathon vurderer jeg som det foreløbige højdepunkt i løbets historie. Den hurtige vinder tid viste, at Telenor Copenhagen Marathon har international kaliber, men det er faktisk i kategorien stemningsfyldt bymaraton, at løbet virkelig præsterer, og jeg er ikke i tvivl om, at målet om at opnå IAAF Road Race Bronze Label i 2018 er realistisk,” sagde Jakob Larsen efter løbet.

Kvindernes løb havde ligeledes afrikansk dominans, da de tre etiopere Hana Teklu Zemedkun, Haregewoin Agonafir og Behafeta Hadies Abreha besatte de tre øverste trin på podiet. Tiderne var dog langt fra løbsrekorden, og det betød også, at danske Sarah Erbst Ledet kom i mål som en flot nummer fem. Til næste år vil arrangørerne af Telenor Copenhagen Marathon gøre alt for, at kvindernes elitefelt når op på samme niveau som herrenes.

Fest for både motionister og eliteløbere

Den tekniske kvalitet er et andet element, som man har haft fokus på i forbindelse med Telenor Copenhagen Marathon 2017. Derfor blev der i år løbet på en ny og forbedret rute, der blandt andet tog løberne til Frederiksberg. Her havde det gode vejr lokket masser af mennesker ud på ruten, som det var tilfældet over det meste af de 42,195 kilometer, og det blev bemærket blandt løberne.

“Det var virkelig fantastisk at løbe derude i dag. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet så mange mennesker til et maraton før,” sagde den bedste danske kvinde Sarah Erbst Ledet, da hun kom i mål.

Det var dog ikke kun de hurtigste løbere, som nød godt af den enorme opbakning på ruten.

“Der var en virkelig fin stemning på ruten, og jeg synes, den var mere markant end de tidligere år, jeg har løbet. Især Telenors Power Zone i Fælledparken var helt vild,” sagde Jim Grøtner efter han havde krydset målstregen i tiden 4.50.31.

Stor tilfredshed med det digitale maraton

Det var da også en yderst tilfreds direktør i Sparta, Dorte Vibjerg, som efter løbet kunne gøre status for Telenor Copenhagen Marathon 2017.

“Vi kunne ikke have ønsket os meget mere, og løbet i dag var et fremragende afsæt frem mod vores tre-årige udviklingsstrategi for løbet, som løber fra 2018-2020, hvor vi vil forbedre den tekniske kvalitet, niveauet af elitefeltet og formidlingen på de digitale kanaler. I forhold til den digitale formidling, så forløb det rigtig godt i dag, og vi kan se, at vi har gang i at sætte retningen for den fremtidige digitale formidling, som hele tiden er et centralt fokuspunkt med den klare målsætning at sætte standarden,” sagde en yderst tilfreds direktør i Sparta.