Klassedysten er en konkurrence mellem skoleklasser på 4. klassetrin, som en del af MiniMarathon, en distance på 4,2 km. De enkelte 4. klasser skal stille med et hold (min. 15 deltagere, men gerne flere) + 1 lærer/pædagog eller forældre. Dysten mod de andre klasser går ud på, at de 15 hurtigste tider samt lærerens/pædagogens eller forælderens tid, benyttes som målestok mod hinanden.

Er holdet på mere end 15 elever, så får alle en løbetid samt diplom og medalje og alle er selvfølgelig en del af holdet.
Det er i samarbejde med Provstegårdsskolen, at dette nye tiltag prøves af, et initiativ, som også rådkvinde Susanne Crawley bakker op om.

I disse dage modtager alle skoler i Odense materiale om ”Klassedysten”. Også 4. klasser uden for Odense er velkomne til at deltage og kan høre mere om aktiviteten ved at kontakte HCA Marathons sekretariat
MiniMarathon har været en del af HCA Marathon siden starten i år 2000, og har gennem årene haft vindere, som senere i livet har gjort sig bemærket ved EM, WM og OL som repræsentant for Danmark.

”Vi vil med dette nye tiltag, som bliver muliggjort med den støtte, som HCA Marathon modtager fra Nordea-fonden, være med til at bakke op om initiativet ”Bevæg dig for livet”, der går ud på, at få så mange danskere som muligt til at motionere. Den videre tanke med ”Klassedysten” er, at i 2018, vil konkurrencen blive udvidet, så 4. klassetrin igen dyster mod hinanden, men også 5. klassetrin kan deltage, dermed kan møde de samme skoler/klasser som i 2017. I 2019, hvor HCA Marathon afvikles for 20. gang, vil ”Klassedysten” være for såvel 4.,5. og 6. klassetrin”, fortæller løbsleder Torben Simonsen.