Som løber er kroppen udsat for mange former for slitage, men de klassiske slitageskader kan dog undgås med det rette udstyr og god forberedelse. Vi gennemgår kroppens udsatte steder fra top til tå.

Løb er dejligt, men det kan hurtigt forvandle sig til lidt af et smertehelvede, hvis ikke man tænker sig om, før man hopper i løbeskoene og tilbagelægger kilometer efter kilometer. De fleste har nok prøvet at have vabler, og det er bestemt ikke rart. Fødderne er på hårdt arbejde, når man løber, og derfor kan man også hurtigt få op arbejdet en god blodvabel eller en væskende vabel på tæerne eller ydersiden af foden. Det kan ødelægge selv den bedste løbeoplevelse, og det er langt fra kun fødderne, der er udsat for slitage under løb.

Brystvorter, armhuler og lyske er blot nogle af de andre steder på kroppen, hvor man kan udvikle smertefulde slidmærker, hvis ikke man tænker sig om. Det er dog heldigvis muligt at gøre forberedelserne ordentligt hjemmefra, så risikoen for slitageskader nedsættes markant. Derfor gennemgår vi her de mest udsatte steder på kroppen og giver gode råd til, hvad du kan gøre for at undgå blødende brystvorter eller sviende armhuler.

FødderFødderne
Fødderne er naturligvis på hårdt arbejde, når det drejer sig om løb, da de alt efter skridtfrekvensen sættes i jorden cirka 180 gange i minuttet. Derfor er vabler også én helt klassisk slitageskade under løb, og særligt når der løbes længere distancer. Vablerne opstår typisk fordi, der opstår friktion mellem den døde overhud og den levende underhud. De to hudlag hænger sammen via nogle små bindinger, og når der rykkes i dem, løber der væske ind imellem de to lag, og der opstår en vabel. Derfor stiller det selvfølgelig krav til dine løbesko og dine strømper, men der er også andre forholdsregler, du kan tage undgå de smertefulde vabler.

Gode råd, hvis du vil undgå vabler
Løbeskoene og sokkerne skal selvfølgelig være i orden, hvis man gerne vil undgå vabler. Strømperne skal være rigtige løbestrømper, og det er en dårlig ide at løbe i sine gamle bomuldssokker, da de suger sveden til sig. Det er desuden vigtigt, at skoene er snøret rigtigt, så fødderne ikke skrider rundt i skoen. Er skoene for små, giver det vabler på spidsen af tæerne, og er der en for høj svang, så kan det give vabler under fødderne.

Du kan også smøre dine fødder ind i Hirschtalg creme, som kan være med til at forebygge vabler, alternativt kan der også bruges vaseline, men får du mange vabler, så skyldes det ofte forkerte sko eller strømper. Det kan eventuelt være sålen, der ikke passer, og så kan man prøve at tage sålen fra en anden sko, man ikke får vabler i, og lægge over i løbeskoen.

Det kan du gøre!
1. Sørg for, at skoene passer.
2. Undgå bomuldssokker.
3. Smør fødderne ind i Hirschtalg creme.

InderlårInderlårene
Indersiden af lårene kan også være yderst udsatte for slitage under løb, og der ses ofte eksempler på ret grimme slidsår på netop denne del af kroppen. Det kan skyldes, at inderlårene ganske let berører hinanden under løb, hvilket især er et problem for folk med store lår. Når denne friktion opstår, bliver det et problem over tid, og der opstår slidsår, hvilket kan være ganske smertefuldt. De kan også opstå, hvis ikke boksershortsene eller trusserne er velegnet til løb.

Gode råd, hvis du vil undgå slidsår på inderlårene
Det er typisk folk, der løber i shorts, der oplever problemer med slitage på inderlårene, og det selvom de løber i rigtige løbeshorts. Det er især på de lange ture, det kan blive et problem. Det skyldes, at der udskilles salt, så det føles som sandpapir, når huden og shortsene rammer hinanden. En løsning er selvfølgelig at løbe i stramme tights eller tage et par lange løbeboxershorts indenunder, men hvis man gerne vil løbe i shorts, kan man også forebygge problemet. En mulighed er at smøre inderlårene ind i RunGuard bodyglide, som fungerer lidt som vaseline. Det lægger et ekstra lag på huden, så shortsene og huden ikke er i direkte berøring. Alternativt kan der også bruges almindelig vaseline.

Det kan du gøre!
1. Løb i tights.
2. Tag et par lange stramtsiddende løbeboxershorts på.
3. Smør lårene ind i RunGuard bodyglide eller vaseline.

SkridtSkridtet

Her er det især de mandlige løbere, der er udsatte. Slidsårene eller slitage er lidt det samme, som opstår på indersiden af lårene. Det har blot forplantet sig til skridtet, og det kan også være pokkers smertefuldt. Det skyldes igen eksempelvis friktion fra løbeshorts eller boksershorts, der skaber problemet på især undersiden af pungen, og nogle oplever, at problemet forværres, når det er varmt, hvor der dannes mere sved.

Gode råd, hvis du vil undgå slidsår i skridtet
Her opstår problemet typisk fordi, at folk løber i almindelige boxershorts. De bliver sjaskvåde, når man sveder, og så folder de og laver slidskader. Et andet problem er også, at de sidder løst, og det er ikke rart for huden. En løsning er at investere i et par rigtige stramsiddende løbeboxershorts. Nogle shorts laves også med en stram indertight. Som med de andre slitageproblematikker, så kan det forebygges med creme – eksempelvis Hirschtalg creme.


Det kan du gøre!

1. Løb i boxershorts, der er lavet til løb.
2. Løb eventuelt i shorts med en indbygget stram indertight.
3. Brug Hirschtalg creme.

BrystBrysterne

Her skal problematikken deles op i to. Der er det klassiske problem med blødende bryst vorter, som er et problem for både mænd og kvinder. Det er selvsagt yderst ubehageligt, og problemet opstår især under længere løbetur, hvor tøjet gnider mod brystvorterne og ganske enkelt slider huder af, så man til sidst løber rundt med blodet løbende fra brystvorterne. De kvindelige løbere oplever desuden problemer med slitage fra deres sports-bh, som kan skabe irritation hele vejen rundt, hvor den berører huden.

Gode råd, hvis du vil undgå blødende brystvorter og slitage i brystregionen
Brystvorterne er udsatte under løb, og det er ligegyldigt, om du så har det bedste af det bedste løbeudstyr, så kan det ikke undgås, at trøjen gnider mod vorterne. Så derfor skal de beskyttes. Det kan man gøre på flere forskellige måder. Der er muligheden med det almindelige plaster, som sæt tes stramt over vorterne. Der findes også specielt udhulet plaster fra eksempelvis RunGuard, hvor der er lavet plads til brystvorten. En tredje mulighed er en helt tynd tape, som eksempelvis englehud, der kan købes på apoteket. Alternativt kan man iføre sig en helt stramtsiddende løbeundertrøje, men det bliver hurtigt for varmt.

For de kvindelige løbere er en sports-bh det vigtigste udstyr lige efter løbeskoene. Derfor er det nødvendigt at investere i en ordentlig sports-bh, som hverken er for stor eller lille. Det er en rigtig dårlig ide at løbe i en almindelige bh. Selv en ordentlig sports-bh kan dog skabe problemer, så hvis man vil forebygge slitage på huden, så er løsningen igen eksem pelvis RunGuard eller vaseline, som danner et beskyttende lag på huden.

Det kan du gøre! (til kvinderne)
1. Invester i en rigtig sports-bh, der passer.
2. Brug RunGuard bodyglide eller vaseline.

Det kan du gøre!

1. Dæk brystvorterne til, f.eks. med NipGuards.
2. Løb i en helt stram løbeundertrøje, når vejret tillader det.

ArmhuleArmhulerne/indersiden af armen
En klassisk slitageskade, som mange løbere har stiftet bekendtskab med, er slidsår i armhulerne og på indersiden af armene, som er udsatte for det salt, sveden udskiller. Igen er synderen typisk tøjet og den friktion, det skaber mod huden. Det kan dog også skyldes, at armene berører kroppen, hver gang de svinges frem eller tilbage, hvilket de gør utallige gange i løbet af en løbetur. Så når denne bevægelse er gentaget gang på gang, vil det resultere i slidsår eller irritation af det område, som hele tiden gnides mod kroppen.

Gode råd, hvis du vil undgå slidsår i armhulerne og på indersiden af armene
Der er ikke så meget at gøre på udstyrsfronten, for som det var tilfældet med slidsårene på inderlårene, så udskilles der sved og salt i armhulerne. Det hjælper selvfølgelig med en rigtig løbetrøje eller singlet, som ikke på samme måde suger sveden til sig, men vil man forebygge slidskaderne, så er løsningen endnu en gang eksempelvis Hirschtalg creme eller RunGuard.

Det kan du gøre!
1. Brug Hirschtalg creme, vaseline eller lignende.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #60. Køb magasinet her eller bestil abonnement her.