Løbeskoen er vores bedste ven. Derfor skal de også behandles med kærlighed, så de kan leve længst muligt. Men hvordan gør du egentlig det? Vi har samlet nogle gode råd til hvordan, du holder liv i dine løbesko længere.  

7_slidtesko_iStock_000005829609MediumDine løbesko kan blive ved med at være komfortable længe. De fleste løbesko kan sagtens følge dig gennem tykt og tyndt i op til 1.000 kilometer, hvilket svarer til ca. et års tid, hvis du løber 20 km om ugen i den samme sko. Alt efter skoens holdbarhed naturligvis. Du skal blot følge nogle enkelte tips. Husk, at det kan være med til at forebygge skader, når det ikke kun er dig, men også dine løbesko, som er i topform, så det er værd at være obs på, hvornår dine løbesko er udbrændte.

Hav flere par sko
Det er en god idé at eje mere end ét par løbesko. Hvis du har flere løbesko, som du skifter imellem, giver du midtsålen mulighed for at ‘komme tilbage’ til der, hvor den skal være, og dermed holdes skoens støddæmpning frisk i længere tid. Hvis du løber meget i regnvejr eller sveder en del, giver det også skoen mulighed for at tørre ordentligt. Ligeledes er også godt at have sko til forskellige slags løb og f.eks. investere i et par trailsko eller minimalistsko til at supplere dine mere neutrale sko.

Tør skoen rigtigt
Du behøver ikke springe en løbetur over, fordi det regner udenfor. I hvert fald ikke, hvis du husker at få skoene ordentligt tørre bagefter. Opbevar dem et tørt sted, men pas på med at udsætte dem for ‘ekstrem’ varme, som for eksempel ved en radiator. Selv direkte sollys kan blive for meget for dine sko, og det kan skade materialerne – især støddæmpningen i midtsålen har ikke godt af det.

Hvis du gerne vil tørre skoen hurtigere, kan du med fordel tage indlægget i skoen ud, eller placere dem op ad en væg eller på et skostativ, hvilket er med til at sikre luftcirkulation.

Skift indlæg
De standardindlæg, som følger med skoene giver ikke altid optimal støddæmpning. Det kan derfor være en fordel at skifte dem ud. At skifte indlæggene ud af og til er også med til at puste nyt liv i et par brugte sko.

Reparer dine sko
Du kan selv udføre nogle simple reparationer på sine løbesko, som forlænger deres levetid. De fleste skobutikker sælger f.eks. skolim, som er godt til at genforene en splittet ydersål, fæstne et løst skoindlæg eller redde et flosset snørebånd, så dine løbesko får endnu flere kilometer i sig.

Tag skoene ordentligt af
Efter en lang løbetur kan det være lækkert bare at sparke skoene af. Men hvis du bruger de få sekunder ekstra det tager at binde dine snørebånd op, sparer du dine sko for en unødig belastning. Som en bonus giver det mere ventilation til skoen, hvilket giver den bedre mulighed for at tørre og få frisk luft.

Vask i hånden
Kom aldrig dine sko i vaskemaskinen. Det forkorter levetiden markant. Hvis du synes, dine sko er for mudrede eller lugter, skal du vaske dem i hånden og give dem god mulighed for at tørre bagefter.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #46. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.