Copenhagen Athletics Games på Østerbro Stadion bød på atletik på højt niveau og en række flotte danske præstationer. Blandt andet en ny dansk rekord

Copenhagen Athletics Games tirsdag aften på Østerbro Stadion fik en forrygende start. I stævnets tredje konkurrence satte Andreas Martinsen fra Århus 1900 nemlig en ny dansk rekord på 110 meter hæk. Han krydsede målstregen efter 13.50 sekunder, og dermed forbedrede han sig egen gamle rekord på 13.55 sekunder, og den nye fantomtid var blot tohundrededele af et sekund fra VM-kravet. Dermed var stilen lagt for en fremragende atletikaften.

Danske favoritter leverede varen

Andreas Martinsen var et af de danske navne, der var størst forventninger til sammen med Ole Hesselbjerg, Anna Emilie Møller og Kristoffer Hari. De to førstnævnte leverede også begge to varen, da de vandt henholdsvis 3000 meter forhindringsløb og 1500 meter. De var dog rent tidsmæssigt et stykke fra deres bedste, men det var for begge løbere helt efter planen.

“For mig var det vigtigt at vise, at jeg kunne levere på højt niveau blot to dage efter, at jeg havde været i aktion ved Diamond League i Stockholm, og så var det virkelig fedt at vinde på hjemmebane, og så var tiden lidt sekundær,” sagde Ole Hesselbjerg, og helt på linje med ham var Anna Emilie Møller.

“Vejret og feltet var ikke til at løbe en hurtig tid, så jeg havde fokus på at løbe et taktisk klogt løb, og det synes jeg lykkedes fint,” sagde hun efter løbet.

Den hurtigste tid siden 1983

Ud over de største danske navne, så var de også en række andre flotte danske præstationer. Mathilde Kramer fra FIF løb således den hurtigste tid på 100 meter, der er løbet af en danske kvinde siden 1983, da hun vandt sit indledende heat i tiden 11.59 sekunder, og hun var ganske tæt på at tangere denne tid, da hun vandt finalen i 11.60 sekunder. En anden flot præstation på løbebanen stod den unge spartaner William Devantier for, da han på 800 meter cementerede, at det ikke er en tilfældighed, at han har klaret kravet til det kommende Ungdomsverdensmesterskab. Med tiden 1.50.63 satte han således en ny flot personlig rekord, og han blev den bedste dansker på de 800 meter. Tiden var tilmed så hurtig, at det var ny dansk U18 rekord. En rekord som havde stået siden 1981. Det var da også en tilfreds sportschef i Sparta, som kunne gøre status efter Copenhagen Athletics Games.

“Det var en aften, hvor vi fik vist, at vi på Østerbro Stadion kan arrangere et atletik stævne af international kaliber. At det så blev krydret med en række flotte danske præstationer, gjorde bare det hele endnu bedre,” sagde Henrik Paulsen.