Martin fortæller her om hans helt almindelige træningsuge – og så alligevel ikke. Der kommer et uforudset asfaltløb ind sammen med en anderledes motivation til intervaltræning. Det er også blevet vinter her på bloggen og som skovløber, må man også tage højde for dette.

Jeg har kun været til et enkelt trailløb, siden jeg måtte udgå i Frankrig tilbage i august måned. Himmelbjergegnens Trailserie er 4 trailløb, som afvikles hen over året (forår, sommer, efterår, vinter), og 10 dage efter jeg var kommet hjem fra Frankrig, tog jeg en onsdag aften ud til sommerudgaven for at få lidt oprejsning ovenpå skuffelsen i de franske Alper. Det blev til en 7 plads, hvilket var godkendt, da der kommer en del hårde trailbananer til disse 4 løb. Jeg kunne konkludere at formen var intakt, og derfra har jeg ellers trænet stabilt og nydt hver øjeblik, jeg har trukket i løbetøjet.

Fornuftskortslutning

Måske lige på nær, da jeg fik en mindre fornuftskortslutning tre dage før Odense Marathon tilbage i september. Jeg synes pludselig torsdag aften, at jeg skulle ligge en billet ind på et startnummer til 42km asfaltræs om søndagen. Jeg har stort set ikke løbet på asfalt i 2 år, men det formåede jeg at fortrænge fuldstændig, fordi jeg om søndagen stod klar ved startstregen i nogle alt for gamle asfalt raceløbesko, som for længst havde løbet de maratonløb, de skulle.

For at gøre en lang løbsrapport kort, så fik jeg så mange asfalttæsk, som jeg sjældent havde oplevet. Allerede ved 21km havde jeg begyndende smerter i benene. Jeg holdt 4.10min/km frem til 35km og så var der udsolgt – det var som om, jeg havde fået bank med køller og ved et depot omkring 36km, spurgte jeg en official, hvordan jeg kunne komme hurtigt tilbage til målområdet, fordi jeg bare ville hjem. Jeg humpede ned af en sidevej, men begyndte hurtigt at diskutere med mig selv, om at det simpelthen var for fesent at udgå 6km før mål. Jeg vendte om, kom ind på ruten igen og ”løb” i mål. 3.11 blev tiden og en plads som 150 ud af knap 2.000 deltagere. Ikke det bedste maratonløb eller tid, og hvis jeg lige skal dele ud af mine smertefulde erfaringer (læs: jeg kunne ikke gå i to dage – trappegang foregik baglæs), så træn asfalt, hvis man skal løbe asfaltløb – det er egentlig meget enkelt.

Min ”almindelige” træningsuge

Men tilbage til udgangspunktet, nemlig en gennemgang af en almindelig træningsuge.

Jeg kommer bevidst lidt sent ud af døren. Dette er en alternativ måde at løbe interval-/tempotræning på. Den skal have fuld gas, hvis jeg skal nå op på toppen og så det sidste af solnedgangen.

Mandag arbejder jeg hjemmefra, så jeg afbryder arbejdet midt på dagen og løber 13km – det regner, så der er masser af mudder, fedt. Mange bakker og rimeligt højt tempo. Jeg fokuserer på høj fart på nedløbene – rammer puls 170 nedad, får vand i øjnene på grund af den høje hastighed, eller var det fordi, det var koldt og regnfuldt.

Tirsdag tager jeg en tur med min hustru. Jeg tager pandelampen med, da jeg vil løbe lidt længere, efter at Trine er løbet hjemad. Jeg løber en rute på ekstra 7km, som vi på egnen kalder ”dødsruten” – 7km med 500 højdemeter. Den ekstra sløjfe løbes med pandelampe, da det for længst er blevet helt mørkt. Det bliver til 15km og 750 højdemeter. Tempoet er moderat hele vejen.

Torsdag tager jeg på opdagelse i skoven – finder et par nye stier, kombinere kendte stræk på en ny måde, så de 10km jeg løber denne dag, bliver en helt ny rute. Tempoet er langsomt og jeg stopper endda op et par gange, for at nyde stilheden i skoven. Træningen i dag er ikke super effektiv, men der kommer da 10km på kontoen.

For sent ud af døren giver effektiv intervaltræning

Fredag bliver en kamp mod tiden og solnedgangen. Jeg har knap 3km gennem skoven til et helt unik udsigtspunkt (der hvor billedet er taget). Jeg kommer bevidst lidt sent ud af døren. Dette er en alternativ måde at løbe interval-/tempotræning på. Den skal have fuld gas, hvis jeg skal nå op på toppen og så det sidste af solnedgangen. Det er en lille sejr, hver gang jeg når det. Jeg nyder udsigten lidt og nu starter anden del af intervaltræningen. Jeg skal nemlig nå hjem inden skoven bliver helt mørk – jeg har med vilje ladet pandelampen ligger derhjemme. Det bliver til ca. 6km og 250 højdemeter i højt tempo.

Lørdag står jeg tidligt op – jeg har aftalt at mødes med min løbemakker Mark kl. 07.15. Vi ryster lidt på hovedet af hinanden da vi mødes, fordi vi står her og halvfryser en tidlig lørdag morgen i stedet for at ligge under dynerne. Men det har vi nu gjort så mange før, og når vi først er kommet afsted, så glemmer man hurtigt dynerne. Vi løber et par timer i roligt snakketempo. Det bliver dog til 750 højdemeter og 19km.

Det var et uddrag af en almindelig træningsuge, og så alligevel ikke. Godt nok har jeg løbet i de samme skove, som jeg plejer, men variationen og kombinationen af muligheder, gør at de ruter jeg har løbet i denne uge, er helt nye. Fra tidligere blogindlæg har jeg nævnt, at variation er en vigtig ingrediens for at bevare motivationen til at træne, hvilket ovenstående er et godt eksempel på.