Vi danskere elsker at løbe, og det er vi ikke alene om. Hele Europa er med på løbebølgen, men sådan har det ikke altid været. Læs med og bliv klogere på, hvordan løb blev populært, og hvad status er på løb anno 2016.

Vi har altid haft evnen til at løbe, men som sport har løb langtfra altid været så populært, som det er i dag. Vi skal faktisk ikke langt tilbage for at finde en tid, hvor det blev anset for at være aldeles mærkeligt at jogge rundt i parken eller ned ad gaden i et raskt tempo. I 1960’erne var løb fortsat en sport, som primært blev udøvet af atleter på atletikbaner langt væk fra de offentlige gader og parker. At pruste og svede ude blandt andre mennesker blev anset for at være både løssluppent og underligt.

Hvert år bruger de europæiske løbere 10 milliarder kroner på løbegrej

Men som de fleste nok erindrer, så begyndte der at ske noget med vores opfattelse af det normale i 1960’erne og 1970’erne. Den kulturelle revolution betød en mere uformel omgangstone, og ikke mindst blev vi mere tilpasse med at være fysisk aktive i det offentlige rum. Løb rykkede ud af atletikbanerne, og sporten gik fra at være for de få topatleter til også at være for den brede masse.

To bølger og ét boom
Løbekulturen oplevede et boom, som opstod på baggrund af 1970’ernes frisind med oprindelse i USA. Løb blev en sport for de mange, og den krævede ingen formel organisering. Løbeboomet er koblet til fitness revolutionen, hvor vi med svedbånd om hovedet arbejdede på at få baller af stål. På denne tid begyndte man nemlig at få øjnene op for fordelene ved at motionere regelmæssigt, og løb blev samtidig en måde, hvorpå man kunne signalere, at man havde tid og overskud til at gå op i sit helbred.

I Danmark er der flere kvindelige løbere, end der er mandlige

løbshistorie_løberne_credit_GripGrab Media Crew / Martin PaldanDet var også i denne periode, at marathonløb i de store byer tog til i popularitet. Således fik Berlin sit marathon i 1974, Paris kom til i 1976 og Stockholm i 1979. De lange løbedistancer blev dog på denne tid opfattet som værende uden for kvindernes rækkevidde, og det reflekterede sig i løbsreglerne. Indtil 1972 var det for eksempel ikke officielt tilladt for kvinder at deltage i Boston Marathon, og da Kathrine Switzer i 1967 deltog under det kønsneutrale navn K.V. Switzer, forsøgte man fysisk at hive hende ud af løbet.

Over 80% af de europæiske løbere er ikke medlem af en løbeklub

Den anden bølge
Den første løbebølge havde fart på helt ind til de første par år af 1980’erne, og deltagertallene ved de store løb var støt stigende. Herefter stagnerede udviklingen, og bølgen ebbede ud, men der gik ikke længe før, løb atter tog til i popularitet.

Begyndelsen på det nye årtusinde indvarslede også den nye løbebølge. I Nordamerika og Europa begyndte flere og flere at snøre løbeskoene, men til forskel fra 1970’erne var fokus nu mindre ensidigt på fitness og helbred. Den nye bølge af løbere var mere alsidig end tidligere, og det betød også, at løbeindustrien blev segmenteret. I dag kan løb både være en motionsform, en livsstil, en hobby, en social begivenhed – eller det hele på samme tid.

Omkring 45-55 millioner europæere løber

I denne omgang hoppede nye grupper af befolkningen også med på bølgen. Det var særligt kvinder og den midaldrende del af befolkningen, som i denne periode tog løb til sig. Den første løbebølge var domineret af hvide mænd fra den øvre del af middelklassen, men den alsidige og lettilgængelige sport begyndte med den anden bølge at udfolde sit folkelige potentiale. Samtidig var mange af de nye løbere ikke organiseret i klubber eller foreninger, og denne tendens ser vi også i dag, hvor over 80 % af de europæiske løbere ikke er medlem af en løbeklub.

løbshistorie_løberne_credit_GripGrab Media Crew / Martin PaldanKommer der en tredje bølge?
Eksperter peger på, at vi allerede har bevæget os over i en tredje løbebølge. Denne gang er den drevet af den yngre generation, der er tiltrukket af nye former for organiserede løb, som vi de seneste år også er begyndt at se flere eksempler på i Danmark. Det er både fun runs som eksempelvis Verdensmesterskaberne i Badedyrsløb og The Color Run, men også trailløb og forhindringsløb som blandt andet Nordic Race er et eksempel på.

31% af danskerne over 16 år betegner sig selv som løbere. I 1993 var det tal 9%. (Seneste tal fra IDAN viser tallet er faldet en smule til 29%. – tal som er fremkommet efter dette skriv er udkommet).

Under alle omstændigheder fortsætter løb med at tage til i popularitet, og der er ingen tegn på, at denne tendens ikke vil fortsætte længe endnu. Løb er kommet langt siden 1960’ernes kropsforskrækkelse, og i dag er løb både en sport, hobby og livsstil for mange mennesker verden over. Det gælder også for danskerne, men hvordan adskiller vi os fra vores europæiske naboer? Og på hvilke punkter er vi ens?

Sådan er den danske løbekultur

Rekordmange danskere løber
Hele 29% af danskere over 16 år betegner sig selv som løbere. Derved er vi det europæiske land, hvor den største del af befolkningen er aktive løbere. Det står i skarp kontrast til en lignende rundspørge fra 1993, hvor kun 9% af danskerne betegnede sig selv som løbere. I dag dominerer løb både det danske landskab og bybillede, og selvom du ikke selv er løber, så kan du næppe undgå at møde et par stykker, hvis blot du åbner din hoveddør.

I Danmark har vi længe haft et aktivt foreningsliv, men her adskiller løb sig fra de fleste andre sportsgrene. For langt de fleste er løb en individuel sport, og ni ud af ti danske løbere organiserer og planlægger selv deres træning.

Flere kvinder end mænd
Det er fortsat mænd, der dominerer på de lange distancer, men blandt de nyere løbere finder vi på europæisk plan en stor andel af kvinder. Således har blandt andet Danmark og Tyskland det tilfælles, at der er flere kvindelige løbere en mandlige.

Indtil 1972 var det ikke officielt tilladt for kvinder at deltage i Boston Marathon

På tværs af køn bliver vi løbere flere og flere i Danmark, og det hænger også sammen med, at vi som voksne generelt er mere involverede i sport end tidligere. Det afslører nationale undersøgelser, som siden 1964 har undersøgt vores engagement i sport og motion. Tilbage i 1964 var kun 15% af voksne danskere involveret i sport, i 2011 var det tal 64%. I 1964 var løb endnu ikke på radaren for mange danskere, som primært spillede håndbold eller fodbold, når der var sport på programmet. Først i 1975 indgik løb som en aktivitetsform, der blev spurgt ind til i undersøgelsen, og her erklærede 2% af de voksne danskere, at de var løbere. I 2011 var det tal steget til 31%, og det er europæisk rekord.

løbshistorie_løberne_credit_GripGrab Media Crew / Martin PaldanEn bred appel
Det er primært de 20-39-årige danskere, der løber. Derved minder vi om vores europæiske naboer, hvor det også er i årene op mod de 50, at løb for alvor er populært. Derved adskiller løb sig fra andre sportsgrene som for eksempel holdsport, der primært tiltrækker de yngste grupper, som søger konkurrenceelementet og spændingen. Løb kan derimod tilbyde oplevelser udenfor, og samtidig er det en fleksibel sport, der passer ind i en travl hverdag. Heri finder vi formentlig årsagen til, at løb appellerer så bredt.

Men selvom vi ynder at løbe alene, er det også populært blandt danskerne at deltage i organiserede løb. Her ser man dog, at antallet af nye løb vokser hurtigere end deltagertallet. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det forklarer, hvorfor vi ser en tendens til flere og mindre løb med færre deltagere. Selvom en stor del af os danskere jævnligt hopper i løbeskoene, så udgør vi en lille del af den samlede europæiske gruppe af løbere.

De fleste af de store marathonløb tog deres begyndelse i 1970’erne

Forsigtige gæt går på, at omkring 45-55 millioner europæere løber, og de spenderer hvert år knap 10 milliarder kroner på løbegear og udstyr. I dag er løb derfor ikke blot en sportsgren, det er en hel industri.