Birthe fejrede forårets første dag med sin deltagelse i det stemningsfyldte Fastelavns-marathon i Horsens. Læs med her!

Det er marts, og foråret er her nu officielt. Den 1. marts var det også rigtig fint vejr til at løbe marathon i, omend en anelse koldt fra morgenstunden. Jeg havde fundet to sæt minimalistisk fodtøj frem til Fastelavns-marathon i Horsens: mine NB Minimus Trail og FiveFingers SeeYa – så kunne jeg skifte til FiveFingers, hvis det blev varmt nok undervejs.

Løbet blev arrangeret af Horsens Cannonball (Jan Gram og Peter Klarlund), og jeg kom ind varmen for en måneds tid siden efter at have været på en venteliste i lang tid. Det er et populært løb, og som man vil kunne læse senere, er det ikke uden grund! Jeg valgte derfor at sælge mit startnummer til Thy Trail Marathon, dette skræmmende, barske marathonløb i vand, sand og rasende elementer, som løb af stablen d. 22. februar. Jeg var ærlig talt blevet lidt utryg ved alt det barske, så jeg synes, at et runde-marathonløb ude ved Horsens Fjord lød mere venligt og imødekommende. Ja. Jeg er lidt en kylling..

Privatfoto

Ved startlinjen til Fastelavns-marathon 2014, Privatfoto

Fastelavns-marathon i Horsens
Navnet på Horsens-løbet var Fastelavns-marathon, og man blev opmuntret til at møde op i udklædning. Det var der mange, der gjorde, og jeg stod således klar til start sammen med blandt andet en stor tyk gris, en festlig klovn, en fræk “dame” med ballonbryster og et par straffefanger. Det skabte kulør og god stemning ude på løberuten til glæde for mange børn og de voksne, der var ude for at nyde det gode vejr.

Som sagt var det lidt køligt fra morgenstunden, og jeg lagde ud med fødderne iklædt både strømper og rigtige sko. Mine FiveFingers lå parat ved depotet, så der kunne skiftes ved behov. Man kunne løbe marathon, halvmarathon, rundeløb eller børneløb. Runden var på lige godt 7km, så for mig betød det 6 ture rundt i Stensballe og Husodde Strand. Det var en virkelig fin rute, der vekslede mellem stisystemer i villakvarterer, græs- og grusstier langs vandet og lidt asfalt i boligområderne. Så var der et par små bakker også. Ikke noget voldsomt, men jeg skal hilse og sige, at de var stejle på de sidste 3 runder!

Privatfoto

Morgentåge, Privatfoto

Solskin og sko-skift
Morgendisen lettede på smukkeste vis i løbet af de to første runder, og solen varmede efterhånden så godt, at jeg besluttede mig for at skifte til FiveFingers. Det var dejligt! Ikke blot på grund af køligheden, men også fordi skiftet lettede på den lille ømhed, jeg begyndte at kunne mærke inderst på min venstre ankel. Det er en skade (efter et sammenstød med en trærod), der har forfulgt mig et halv års tid, sådan on-and-off, og desværre har den rørt noget på sig her under træningen til dette marathon. Jeg havde håbet, at den ville holde sig i ro, men sådan skulle det desværre ikke være.

Efter sko-skiftet gik det som sagt rigtig fint igen, men da jeg havde løbet fire omgange, dvs. 28km, var den gal. Ømheden var tilbage, og den var voldsomt tiltagende. Jeg burde have stoppet der. Men altså! Inde i mit hoved var jeg næsten færdig med løbet – kun to runder tilbage. Om jeg så skulle gå resten af vejen, ville jeg bare gennemføre! Jeg var slet ikke træt – min krop og mit sind var topklar til at løbe, det var blot den dumme skade, der prøvede at standse mig.

Privatfoto

Kaffe, medalje og fastelavnsbolle, Privatfoto

Set i bakspejlet er det jo en totalt tåbelig og stædig indstilling. Derfor sidder jeg også her i dag med en ankel med stikkende smerter og tillige et ømt knæ. Jeg kæmpede mig indædt igennem de sidste 14km. Jeg forsøgte at koncentrere mig om små skridt, løft, løft, løft, hurtig kadence. Jeg visualiserede løbe-guru Peter Piskebens legende lette løbestil og prøvede alt, hvad jeg kunne for at løbe ligesådan. Og igennem kom jeg på smertende ankel og i tiden 4:51:07. Jeg fik min medalje og en ordentlig omgang fastelavnsboller af de søde hjælpere i depotet.

Claus, som jeg kørte sammen med, og som havde været færdig næsten en hel time, da jeg kom i mål, sørgede for, at jeg kom indenfor i varmen og fik kaffe, inden vi vendte hjemad.

En stor ros skal lyde til arrangørerne, der udover at have planlagt løbet med en god rute og et velforsynet depot også stillede privaten til rådighed efter løbet – endda med tilbud om bad.

 

Privatfoto

Privatfoto

Planer om fremtidige løb
Dette marathonløb blev mit niende. Jeg har ikke planlagt nr. 10 endnu, og med den trælse skade kommer der nok til at gå mindst et par måneder, inden jeg skal løbe så langt igen.

Et par løb, der umiddelbart frister mig, er Copenhagen Marathon og Natursti-marathon, begge to i maj.

Men lidt længere fremme ligger et par spændende løbeoplevelser og venter: sammen med mine lokale løbeveninder har jeg nemlig lagt billet ind på Nordic Extreme Marathon, der er et todages etapeløb her i vores lokale skovområder, og på midsommernats-løbet Coast2Coast, der er 50 natlige km fra Jyllands vestkyst til østkyst – oppe i det nordjyske, naturligvis!

Barfodsberetninger og -tips
Barfodsmæssigt har jeg haft gode oplevelser her på det sidste. Det lune vejr har lokket mig ud på et par lækre fuldblods-barfodsture i skoven og i bakkerne, og selvom det stadig er sådan lige på grænsen til at være varmt nok, er det altså bare for fedt!! At mærke jorden, græsset, asfalten, mudderet under sine fodsåler er simpelthen sådan en befriende og glad fornemmelse, så jeg kun kan opfordre alle til at prøve det.

Jeg vil dog ikke anbefale begyndere at løbe flere kilometer barfodet lige med det samme. Start i det små med at smide skoene de sidste par hundrede meter af løbeturen. Og føl så underlaget. Løb med nærvær. Glem alt om hastighed. Løb med små korte skridt, løft fødderne hurtigt. Gå, hvis underlaget kræver det. Hvis det efterfølgende føles som en god oplevelse, kan man jo lige så stille, i takt med at vejret bliver lunere hen over foråret, øge sin barfodsdistance. Og måske en dag løber man sin 5km hyggetur helt uden at have sko hverken på eller med! Det er en stor dag!

Privatfoto

“Trail-tanterne”, Privatfoto

Nu skal jeg lige have overstået disse trælse ankelsmerter, og derpå vil jeg fokusere på gode træningsture sammen med “trail-tanterne” og alene. Korte eller længere barfodsture, som vejret nu tillader det. Og på teknik. Denne her skade skal væk, og hvis den skal holdes helt væk, bliver jeg nødt til at være mere opmærksom på min løbestil. Et genopfriskningskursus hos Peter og Jesper i løb:let står derfor øverst på ønskesedlen.