Gitte Hansen blev i 2013 den første danske kvinde til at gennemføre ørkenløbet, Marathon des Sables. Der skulle otte hårde dage med et utal af vabler og både hævede hænder og fødder, før hun kunne krydse målstregen.

Det er stadig helt ubegribeligt for mig, at jeg har gennemført Marathon Des Sables – The Toughest foot race on Earth. Det er svært at beskrive med få ord.

Et eventyr der er så ekstremt, at jeg ikke selv fatter, hvordan jeg egentlig kom igennem de 250 km i Saharas ørken – i 54 graders varme.

Skærmbillede 2013-08-26 kl. 14.59.08

Det har været så fantastisk og ekstremt, at det ikke er til at forstå. Der har været glæde, grin og latter, men også tårer, smerte og udmattelse i en grad jeg slet ikke havde forestillet mig. Jeg vidste godt, at det var et løb, som man ikke kom ‘nemt’ til. Det krævede træning, træning og atter træning. Jeg har trænet hårdt, længe og med oppakning, der bare blev tungere og tungere. Jeg har 38 marathons i benene, men MDS er noget, som overgår dem alle.

 

Dag 1: Ørkensand og Chanel sko
Jeg ved ikke, hvor det gik galt, men i hvert fald var jeg overbevist om, at vi skulle begynde vores første dag på hotel, men jeg blev klogere. Her stod jeg midt i ørkenen med mine Chanel sko, perlekæde og sorte kjole – ikke just det rigtige outfit, skulle jeg mene. Jeg kunne sagtens fornemme, hvad folk tænkte, og de blik de sendte mig, nå ja, det kunne godt være, at jeg var lidt for stilfuldt klædt, men det betød jo ikke, at jeg ikke kunne løbe 250 km igennem Sahara.

Ret hurtigt var der en af mændene, der arbejdede som official, som forbarmede sig over mig, tog min kuffert og smed den op på taget af en af de to militærbiler, som skulle bringe os til campen cirka 20 minutters kørsel derfra. Tre minutter efter begyndte det at regne, og så kom den første sandstorm.

IMGP1617

Mit første møde med Saharas ørken var meget anderledes, end jeg havde forventet, men det var jo selvfølgelig min egen skyld. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde tænkt på.

Efter kort tid kom vi til campen, og jeg vidste, at den skandinaviske afdeling skulle være i telt 23-28. Jeg havnede i telt 23 med tre danske mænd og en ung britisk kvinde. Dette skulle være min bolig i de næste ni dage. Et meget primitivt berbisk telt, en bivuak, der kunne huse otte mennesker, og som stod oprejst af kæppe og grene, og hvor vinden susede lige igennem.

Jeg fandt mig en plads. Åbnede min kuffert for at finde mit liggeunderlag og klæde om til noget mere ‘ørkenagtigt’. Alt væltede ud og i næste sekund var der mere sand i kufferten, end der var i teltet. Inden for den første halve time var vores telt kollapset tre gange, sandet stod os om ørerne, og det var svært at holde fast i tingene som det blæste. Sandstormen rasede, og det var nu også begyndt at regne lidt. Jorden, vi skulle ligge på, var en blanding mellem små og mellemstore sten, jeg var glad for, at jeg havde investeret i et godt liggeunderlag. Velkommen til Sahara, udfordringerne stod nærmest i kø for at blive afprøvet.

Dag 2: God vilje og fedtet hår
Natten gik fint, stormen lagde sig, og jeg kom godt igennem den meget kolde nat. Vores telt var kun halvt stående da vi vågnede, men ellers var alle okay. Mit liggeunderlag var perfekt og min sovepose dejlig varm. Hvor langt man kan komme ned i en sovepose uden at blive kvalt er nu afprøvet. Humøret var HØJT i den danske lejr. Vittighederne fløj fra telt til telt, og det danske flag blafrede i vinden.

Det var noget af en start vi fik, og jeg havde allerede morgenhår med alt det sand. En ting, der kun tog mig ganske få minutter at acceptere, var sandet. Sand alle vegne og her mener jeg ALLE vegne.

Det var en meget smuk morgen, og der var allerede kø ved udlevering af vand. Vi fik hver morgen tildelt tre flasker vand, 4,5 liter, som vi skulle disponere bedst muligt over. Det skulle gå til både morgenmad, vask, væskeindtagelse m.m. Lige pludselig klamrer man sig til enhver vanddråbe. Hver aften, når vi kom i mål efter etaperne, fik vi ligeledes tre flasker vand.

Check ind begyndte så småt, og snart stod jeg selv i køen. Først afleverede jeg min kuffert fyldt med   luksustøj og overforbrug, så fik jeg   mit løbenummer, Nr. 981, dernæst   gik jeg videre og fik min chip, som   jeg med det samme satte om benet. Så kom jeg til en kvinde, som tjekkede, om jeg havde det obligatoriske   udstyr, altså rygsæk, sovepose, pandelampe med ekstra batterier, sikkerhedsnåle, kompas, lighter, fløjte, kniv, desinfektionsm

iddel, antivene pumpe, spejl, aluminiums overlevelses tæppe og 200 Euro. Hun   tjekkede også skemaet, hvor jeg har oplyst om mad og kalorieindhold. Vi skulle have mindst 2.000 kcal. pr. dag. Dernæst fik jeg 120 salttabletter og et nødblus, der vejede næsten et helt kilo. Jeg fik et vandkort og   et medicinkort udleveret, disse fungerede nærmest som vores ID.

Derefter gik turen til lægerne – hele tre styk. De tjekkede mit EKG-skema, forklarede mig, hvor meget salt jeg skulle tage i henhold til vand og så spurgte de mig om et par ting, inden jeg til sidst blev godkendt.

Jeg var lettet, glad og spændt på én gang. Klar til første etape næste morgen klokken 8.30. Pludselig var min verden blevet til en 20 liters rygsæk på 14.5 kg. ALT hvad jeg havde de næste 7 dage. Jeg havde ikke været i bad i tre dage – hvilken vidunderlig start på et vildt eventyr. Helikopteren fløj over campen og folk summede rundt af spændthed. Der var 46 grader, noget af en mundfuld. Jeg var klar til at indtage Sahara med åbent hjerte, vilje og fedtet hår.

Dag 3: Mødet med satan og tårerne
Skærmbillede 2013-08-26 kl. 15.00.01Natten var lige så kold som den forgående, men heldigvis havde vi ingen sandstorm. Hele campen var som en summende bikube. Alle var spændte og nervøse. Hjemmefra havde jeg øvet mig i at pakke min rygsæk flere gange, så jeg vidste, at det kun ville tage ti minutter før alt var på plads.

Solen kastede tidligt sine varme stråler ned over os, det så ud til at blive lige så varmt som i går. Endelig skulle vi i gang med det, vi egentlig var kommet efter og havde ventet på i så mange måneder. Den første etape i Marathon Des Sables.

Første etape er 197 grader syd over bjerget og til venstre. Så 135 grader syd/øst som er et lille bjerg, 8 km lige ud og vupti – i mål.

Hver morgen startede med en kort briefing af Patrick Bauer. Her fik vi en hurtig gennemgang af ruten og eventuelle ting, vi skulle være opmærksomme på. Der blev sunget fødselsdagssang for dem, der havde fødselsdag, og gang på gang mindede de os om at drikke og huske vores salttabletter. Dette kunne ikke siges nok. Kl. 8.30 gik starten. Der var nedtælling fra ti, og ud af højtalerne bragede AC/DC – ‘Highway to Hell’.

1024 personer tog det første skridt på den lange vej mod mål. Nogle var med for første gang, andre havde gennemført Marathon Des Sables flere gange. Der var   unge og gamle, mænd og kvinder. Nogle løb for at vinde, andre blot for at opleve, hvad Saharas ørken gør ved én. Nogle ville sikkert udgå, men fælles for os alle var, at vi ville komme hjem med en oplevelse for livet.

Det lykkedes mig at løbe den første time, derefter blev jeg nærmest tvunget til at sætte tempoet ned, ikke fordi jeg ville, men varmen var ekstrem, og rygsækken gnavede sig ind i mine skuldre. Hele tiden mindede jeg mig selv om vand og salt. Forholdene var ekstreme, og min krop arbejdede på højtryk for at følge med og vænne sig til det livet i ørkenen.

Landskabet var fantastisk. Sand og sten, endeløse klitter i alle størrelser, udtørrede flodlejer og oaser midt i ingenting. Op og ned ad bjerge og gennem små landsbyer. Sandstorme i det fjerne, der med ét pludselig væltede over mig.

Det var helt ubeskriveligt smukt at opleve, men alligevel måtte jeg sande, at jeg allerede under første 1. etape mødte Satan, altså modstand. Hver time var en udfordring ud over min egen fysiske og mentale forventning. Pludselig tog jeg mig selv i at græde, her gik jeg alene i Saharas ørken og græd. Hvor længe husker jeg ikke, men snart hørte jeg ham bag mig også begynde at snøfte, hvor vanvittigt, jeg kan ikke forklare hvorfor, men alt blev bare så sensitivt og følsomt. Det tog mig 7 timer og 16 min. at gennemføre.

Jeg havde selv tippet 7, inden vi startede. Da jeg endelig krydsede målstregen var det med glæde og smil på læben, jeg var utrolig glad og lettet.

Dag 4: På alle fire
Det er mærkeligt, når man deltager i sådan et løb, det eneste man tænker på er at komme i mål, hjem til campen, så man kan blive klar til næste morgen, hvor der igen skal ydes optimalt.

Jeg var klar til anden etape uden vabler og stadig i godt humør. Jeg følte mig i fin form også selvom første etape havde været lang og svedig. Første dansker var udgået – en af de rigtig gode og som havde gennemført løbet før. Det chokerede mig noget og gav samtidig meget stof til eftertanke.Skærmbillede 2013-08-26 kl. 15.00.14

Tænk, at det kunne ske og så allerede nu. Jeg synes pludselig, tingene blev mere alvorlige. Dette var ikke et løb, man bare kom let til og ej heller sprang over, hvor gærdet var lavest. Det galt om at passe på sig selv og gennemføre, hvilket jeg var helt opsat på.

Selvom vi ‘kun’ skulle løbe lidt over 30 km i dag, så vidste jeg, det ville blive hårdt, da tidsbegrænsningen var 12 timer, 1,5 time mere end den foregående dag. Af sted det gik. Jeg havde forsøgt at spise meget aftenen før, for at gøre rygsækken lettere, og resultatet kunne mærkes, selvom mine skuldre stadig var meget ømme.

Jeg faldt hurtigt ind bag en fransk mand, Pascal, han løb i samme tempo som mig, og det gik rigtig godt. Vi løb kun to-tre km i sandklitter, inden vi kom til det første bjerg, Hered Asfer Jebel. Vi kravlede op og løb hen over bjergryggen og videre, så kom andet bjerg – helt fantastisk smukt.  Langs opstigningen lå de smukkeste sandklitter, man kunne tænke sig. Det var ret svært og hårdt at komme op. Hver gang jeg tog et skridt, røg jeg halvt tilbage. Der var intet at holde i, og på grund af rygsækken fik jeg ret hurtigt ubalance. Pludselig blev jeg bange, angst for at falde ned, hvis jeg røg ud over kanten her, så ville jeg virkelig komme til skade. Jeg følte presset fra løberne bagfra. Det her var sgu farligt.

Jeg blev nødt til at stoppe op, tage nogle dybe indåndinger og så ned på alle fire for at kravle videre. Hvis der var nogen, der ville forbi, var det deres eget problem. Jeg blev, hvor jeg var og kravlede langsomt og sikkert til toppen på alle fire.

Synet, der mødte mig, da jeg endelig kom op var storslået. Jeg var lettet over, det nu var overstået – det troede jeg i hvert fald – og fortsatte videre i et hurtigere tempo.

Monsterbjerget
Så kom tredje Bjerg, Jebel Al Otfah. 25 % stigning – et sandt monster sammenlignet med de andre to. Det var lige efter andet checkpoint. Jeg var stadig i højt humør, opstigningen startede, og den blev bare ved og ved, og det blev bare ved med at stige og stige. Pludselig blev det så stejlt, at det nærmest var umuligt at komme op. Hvad havde de tænkt sig? Angsten kom igen, og denne gang kunne jeg mærke, at mine ben begyndte at ryste lidt. ‘Et skridt ad gangen, et skridt ad gangen’ og et til. Det var skræmmende.

Jeg koncentrerede mig vildt for ikke at gå i panik. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har været så bange. Da jeg var halvvejs oppe, så jeg der var sat et reb op. Jeg kastede mig hen til det og nærmest klamrede mig fast. Jeg   hev og kravlede mig op og holdte krampagtigt fast i rebet til sidste centimer, så var jeg oppe. Jeg fattede ikke, hvordan jeg var kommet op. Det var vildt, helt vildt. Jeg var helt rystet over, hvor farligt det var – for mig.

Jeg havde mistet min franske partner. Jeg vidste ikke, om han var foran mig eller bagved. Jeg fortsatte alene. Jeg var drænet for energi, og varmen var ulidelig. Mit tempo var blevet langsommere, og jeg kunne ikke løbe mere. Sandet og den svære bjergbestigning havde simpelthen hevet alt ud af mig, både mentalt og fysisk. Der gik nok ti løbere foran mig, og det så ud som om de havde på samme måde. De bevægede sig som zombier. Jeg kunne se varmen stige op fra jorden, og det eneste jeg tænkte på var at komme i mål.

Skærmbillede 2013-08-26 kl. 14.59.29Underlaget var stenet og fladt, men så lige pludselig var den der mellem to bakker. Målstregen og campen. Det var næsten ikke til at tro. Synet og glæden gav mig så meget energi. Jeg hoppede op og ned som et 5-årigt barn, og så begyndte jeg at løbe. Jeg skulle bare løbe i mål. Jeg susede af sted, og alle jeg overhalede, prøvede jeg at få med. Jeg kunne simpelthen ikke komme hurtigt nok frem. 500 meter, så en km. Hold da kæft, der var langt derhen. Oppefra havde det ikke set sådan ud, men jeg fortsatte bare. Pludselig bagfra kom der en af de unge danskere, Andreas, og han råbte mit navn højt: “Vi skal løbe i mål Gitte” – det var så fedt. Jeg ved egentlig ikke, hvordan vi bar os ad, men vi susede over den ene sandklitte efter den anden, og de blev bare ved i hele to km. Men det var bare som om, intet kunne standse os – vi skulle bare i mål. Vi krydsede målstregen, grinende og omfavnede hinanden i stor glæde. Hold da kæft et løb og hvilken afslutning.

20 min. senere i teltet fik jeg en kæmpe nedtur. Det hele var så overvældende og ikke til at sætte ord på, jeg begyndte at græde igen.

Ham Patrick Bauer forstod det virkeligt – at give løberne alt, hvad de var kommet efter. Alle checkpoints og mål havde han lagt sådan, at man blev så glædelig overrasket, og det var jo en fryd for øjet og ikke mindst sindet, når man går sådan et sted som Sahara.

Dag 5: Tanken om monstret
Jeg havde stadig ingen vabler, hvilket de andre i teltet misundte en del. De var allerede tapet ind alle steder. Det gik fint med at koge mad, og vi havde hver især fundet vores egen rytme i dette primitive leje. Jeg sov ganske godt alt taget i betragtning.

Jeg havde fået dårlig mave, hvilket gjorde, at det toiletpapir, jeg havde beregnet at skulle bruge på hele ruten, overhovedet ikke holdt stik. Vi havde også kun fået udleveret én rulle poser til toiletbesøg til hele ugen, og de var også snart opbrugt. Jeg indså, at jeg meget hurtigt kunne have en toiletkrise hængende over hovedet, hvis jeg ikke snart fik styr på min mave.

Vi fik udleveret post til teltet på rigtig spejdermaner. Det blev delt ud, og det var et helt magisk øjeblik, som vi alle sad der og læste hilsenerne hjemmefra. Der sænkede sig en stilhed i teltet, og øjnene blev fyldt med tårer.

Tredje etape blev skudt af sted som de foregående. Denne etape var primært flad, men det betød ikke, at det var lettere. Jeg kan løbe 10 km på under 50 min., men det har intet at sige i MDS. Alt er så ekstremt, og her er der helt andre spilleregler, der gælder. Jeg havde troet hjemmefra, at de første tre etaper ville blive lette, det var jo kun mellem 30-40 km, men der havde jeg taget alvorligt fejl. Marathon Des Sables havde fra første sekund gjort alt for at nedbryde mig, og jeg havde kæmpet imod som en gal.

Varmen steg gradvis, som vi kæmpede os igennem hver kilometer. Indimellem var der bare så langt, så langt, så langt. Etapen ville ingen ende tage. Man mistede hurtigt tidsfornemmelsen, og tankerne var meget anderledes, end når man løber et almindeligt marathon. Meget af tiden tænkte jeg på dagen, der ventede – de 75,7 km – det tror jeg nu, der var mange som gjorde. Den lå ligesom et monster og ventede.

Jeg løb og gik, så godt jeg kunne, min rygsæk var heldigvis blevet lettere. Jeg kunne godt mærke de andre dage i benene. Mine hænder havde været hævede fra første dag, og nu var benene også begyndt. Jeg prøvede så vidt muligt at holde armene oppe ved at holde fast i rygsækken i håb om, at det ville hjælpe på hævelserne. Langt om længe kom jeg til målstregen, og det eneste jeg havde i hovedet var at få lavet noget mad, få slappet af og komme i seng, så jeg kunne være klar både fysisk og mentalt til den store dag i morgen. Sidst på dagen fandt jeg ud af, at endnu en dansker var udgået. Suk.

Dag 6: Monstret
Den 4. Løbedag – DAGEN! Det var også dagen, hvor de 50 bedste løbere blev sendt af sted 3 timer efter os andre. Det gav os ‘motionister’ mulighed for, at se dem overhale i et tempo som ingen fattede.

Jeg havde tænkt en del over, hvorledes jeg skulle gribe den an, men det var svært – det var som om intet rigtigt holdt stik herude i Sahara.

Skærmbillede 2013-08-26 kl. 14.59.52Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke kunne komme igennem den lange etape, inden det blev mørkt, og det havde bekymret mig lidt. Michael, en super sød fyr fra Haderslev, havde lovet mig, at vi nok skulle følges ad, og det var i sig selv en meget stor lettelse. Følelsen af, at der ligger 75,7 km foran dig og venter på at blive indtaget er svær at beskrive for andre, men jeg var meget spændt. Hvad ville mon møde os under de mange timer i ørkenen, og kunne vi klare udfordringerne, som hele tiden syntes at regne ned over os. Uanset hvad, så vidste jeg, at det ville blive ekstremt hårdt. Det gjaldt bare om at få denne etape overstået hurtigst muligt. Dels fordi du så havde mere hviledag dagen derpå, men også fordi følelsen af at gennemføre MDS var lige om hjørnet.

Vi havde besluttet os for at tage hele etapen i ét hug. Vi ville lave mad undervejs og så ellers prøve at løbe så meget som muligt. Dette var udgangspunktet, da vi startede, og det holdt lige til vi kastede os over målstregen 17 timer og 59 minutter senere.

Jeg havde tippet min tid til 18 timer, så det var ellers bare af sted. Jeg forsøgte at dele distancen op i de seks checkpoints, der var, så det var nemmere at overskue. Michael og jeg startede fint ud i et langsomt tempo. Ret hurtigt var vi ved første checkpoint. Jeg nød at have en at følges med. Vi snakkede om alt fra ligegyldige ting til noget af det meget personlige. Vi snakkede om det mad, vi har med, og Michael brokker sig over, at han har fået havregrød med jordbær med til alle dagene. Han hader grød. Vi kan bytte, jeg elsker grød, og jeg har fuldkornsmüsli med. Total optur for Michael. Bare tanken om, at han ikke skal have grød næste morgen, gør ham virkelig glad. Sjovt. Det ene skridt tog det andet og sceneriet var lige så fantastisk som de andre dage.

Løb i 54 graders varme
Midtvejs hen ad eftermiddagen, da temperaturen var på omkring 54 grader, var vi så heldige at se nogle af de hurtige løbere komme. Mohamed Al Hansal, den endelige samlede vinder hele ugen, fløj over terrænet som en hare over engen. Det var utroligt at se, hvor hurtigt de faktisk løb. Vi andre var tvunget ned i gå tempo, det var simpelthen umuligt at løbe. Den kvindelige fører, som havde vundet de sidste 5 år, udgik pludselig af hedeslag.

Ved tredje checkpoint fik vi udleveret knæklys, som skulle sættes bag på vores rygsæk, når det blev mørkt. Samtidig insisterede Michael på, at vi lavede mad – jeg overgav mig, og vi fremtryllede den skønneste Chili Con Carne. Det var mange sultne blikke, fordi der var mange, som havde taget for lidt mad med eller for meget af det samme. Vi brugte næsten en time ved tredje checkpoint, men blev samtidig fyldt med energi og fik slappet lidt af i skyggen.

Vi fortsatte, og det gik faktisk ret godt. Da solen var ved at gå ned, og de kølige himmelstrøg kom, var der stadig 34 grader kl. 23.00. Vi var kommet til fjerde checkpoint. Det var en kæmpe lettelse. 5-10 minutters pause og ikke mere, så begyndte benene at syre til, og trætheden ville gerne overtage. Vi fandt vores pandelamper frem og havde de ekstra batterier lige ved hånden, hvis vi skulle få brug for dem. Knæklyset blev sat på rygsækken, og så var vi klar igen.

De næste ti kilometer var i kæmpe sandklitter – den ene større end den anden og mere stejl end tidligere. Man kunne indimellem skimte lyset fra løbere foran, når de var oppe på en sandbanke, og vi var nede. Vi kastede os ned af de stejle skråninger, som da man var barn; det var sjovt, men sandet var nådesløst og hårdt. De fine sandkorn skurede nede i skoene, mine tæer gjorde ondt, og så kunne jeg pludselig mærke min ene hæl.

Jeg tog musik i det ene øre, jeg ville være sikker på at kunne høre, hvad Michael eventuelt måtte sige, hvis der pludselig skulle være noget galt. Vi fortsatte i et meget, meget langsomt tempo. Michael nærmest hev mig af sted. Jeg skulle hele tiden tisse, og mine hænder og fødder blev bare større og større. Mine fødder turde jeg slet ikke tænke på.

Ingen tid til hvil
Endelig kom vi til femte checkpoint, endnu en lettelse. Flere lå allerede i de opslåede telte, de orkede ikke at gå mere. Vi tømte vores sko for sand og fik dem hurtigt på igen. Jeg var bange for, at mine fødder ville hæve mere, hvis jeg ikke fik dem på hurtigt nok. Efter 10 min. hvil og nyt vand, var vi klar igen.

Pludselig var der en dansker, der råbte “Hej Gitte, går I?” Jeg vendte mig om og så, at det var Thomas, en skide sød fyr fra Jylland. “Ja, vi fortsætter, skal du med?” Det skulle han. Thomas havde lige sovet lidt over en time i et af teltene og havde vist nok besluttet at overnatte til det blev lyst, men da vi nu gik, ville han hellere med. Thomas var super frisk, fordi han havde hvilet sig, så vi skød et ret hurtigt gå tempo. 5,5 km i timen – det lyder jo langsomt, når man ved, hvor hurtigt man kan løbe det på, men her tog det bare sin tid.

Da vi havde gået et par timer, spurgte Thomas pludseligt, om jeg var klar over, at når jeg havde gennemført Kongeetapen, så var jeg den første danske kvinde, der havde gennemført den – alle andre var udgået. Det var jeg ikke klar over. Det gav mig 10 minutters optur og nogle dejlige tanker i hovedet. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg blev ved med at skulle tisse, mine fødder var efterhånden så hævede, at jeg havde vanskeligt ved at sætte mig ned. Jeg var træt som aldrig før, udmattet og fuldstændig drænet for energi. Jeg orkede ikke at sætte mig ned mere for at tisse, jeg stod op. Jeg var hammer ligeglad med, om jeg tissede på mig selv, jeg var alligevel så ulækker, at det ikke betød mere eller mindre. Jeg havde aldrig lugtet så slemt i mit   liv. Mit hår var lavet om til dread locks, og min mund kunne næsten ikke tage mere sødt. Michael sagde   noget til mig, men jeg forstod det ikke, og jeg orkede ikke at bruge energi på at forstå det. Jeg var som en zombie, men alligevel fortsatte mine ben et skridt, et skridt og endnu et.

Skærmbillede 2013-08-26 kl. 14.59.23Sjette checkpoint var nået, og nu   var der kun otte kilometer tilbage. Jeg fik en kort optur igen, som desværre hurtigt forsvandt. Otte kilometer er langt, når man er så udpint. Vi holdt tempo næsten som før, og vi begyndte at overhale andre – det var på en måde en sejr hver gang. Så mødte vi en englænder, han var helt på skideren. Mit salt, mit salt, jeg har tabt mit salt. Michael gav ham nogle af sine, og et øjeblik efter susede han forbi os. “Det er sidste gang, han får salt af os, når han skal overhale,” grinede Michael. 300 meter længere fremme, var han gået ‘død’ igen, og vi overhalede.

Minutterne sneglede sig af sted, og de otte km føltes som 80 km. Mine ben fra knæene og ned var så smertefulde og store, at jeg ikke rigtig begriber, hvordan jeg kom frem – måske fordi Thomas gik først og Michael bagerst. Pludselig så vi lys, og vi var sikre på, det var campen. Jeg blev fuldstændig overkåd, og vi satte tempoet lidt op. Da vi når derhen, viser det sig at være fire jeeps. Det slog mig fuldstændigt ud. Jeg blev helt ude af mig selv og begyndte at græde. Det lyder helt hysterisk. Jeg skældte og smældte, jeg kunne slet ikke overskue, at det ikke var campen. Jeg var sikker på, at jeg havde pandet dem én på tuden, hvis nogle af de mænd var kommet hen til mig, så hidsig var jeg.

Den længste kilometer i mit liv
Det gik op for os, at vi måske   kunne nå i mål inden de 18 timer, som jeg havde tippet. Thomas og Michael begyndte at løbe stærkt – det kunne jeg simpelthen ikke. “Jeg når det ikke,” råbte jeg, “løb I bare”. “Kom nu, du kan godt, du skal,” blev de ved med at råbe. “Der er tre minutter, kom så, du kan godt”. “To minutter,” de råbte og skreg, og jeg løb alt, jeg kunne, det hårdeste jeg har løbet den dag  og passerer målstregen 17.58.53 kl. 02.30 om natten.

Hvor er det sindssygt. Nu havde jeg kæmpet mig igennem alle de timer for til sidst at skulle spurte af sted for at nå under mit mål på 18 timer.

Jeg modtog mine tre flasker vand, som jeg næsten ikke kunne holde på, fordi mine hænder var så hævede. De, som tog imod os ved målstregen, var bekymrede, så de ville tilkalde lægerne. Men jeg orkede det ikke. Jeg skulle bare hen til telt 23 og sove. Jeg lovede dem, at jeg som det første næste morgen kl. 7 ville besøge lægerne, og de lod mig gå.

I teltet var Michael allerede ved at lave mad. Hold nu op, hvilket overskud. Jeg kastede mig ned og syntes egentlig, at jeg godt kunne sove uden underlag, bare på det røde tæppe som lå på jorden. Jeg   orkede ikke at puste min luftmadras op. Jeg orkede ikke at pakke ud og lave mad. Jeg orkede ikke at skifte   til nattøj. Jeg orkede ingenting. Jeg spiste bare en bar for at være sikker på, at jeg havde fået noget mad. Jeg skal bare have noget hvile og sove. Hvordan jeg fik mine sko af, kan jeg ikke huske, men smerten, da   de er kommet af, er total ulidelig. Jeg kunne mærke blodet pulse og pumpe, og det gjorde bare så ondt. Jeg tænkte, at det nok ville holde op om lidt, men NEJ, det blev sgu ved. Jeg måtte finde nogle smertestillende og få dem ned i en fart.

“Hold kæft, vi kom igennem,” sagde jeg til Michael, og vi grinede. Hvor var det vildt, smertefuldt og ubeskriveligt. Tænk, vi gjorde det. Vi kom igennem.

Selvom jeg var fuldstændig færdig, drænet for alt og det gjorde ondt alle steder i kroppen, så faldt jeg alligevel i søvn med en kæmpe glæde, tis på bukserne og et stort smil på læben. Nu var vi næsten igennem.

Dag 7: toiletpapir og jægergryde
På hviledagen vågnede jeg ved 6-tiden. Solen skinnede, og den føltes allerede varm. Jeg lavede   morgenmad, havregrød med jordbær og kakao med kaffe. Det var helt fantastisk. Det var skønt.

I dag  havde de lovet os en dåse CocaCola. Der blev næsten talt ned til denne luksus. Tænk, så lidt kan blive så stort.

Hele campen døser hen, folk ligger og hviler, og der er stadig løbere, som kommer over målstregen. Jeg humpede til lægen og fik ordnet mine fødder. De skrabede huden af hælen og bandt den godt ind. Mine mange vabler, der nu var håbløse at tælle, kom også under god, fransk behandling. Jeg følte mig som en   80-årig, da jeg nærmest kravlede ud af lægeteltet. Jeg var stadig hævet voldsomt. Det skyldtes enten for lidt eller for meget salt, sagde de. Jeg skulle bare fortsætte med mine salttabletter.

Det var meget varmt den dag, og vi lå faktisk kun og ‘stenede’ og prøvede at holde varmen ud. Der var ikke en vind som rørte på sig, og vores sorte telt tiltrak varmen. Endelig ankom den sidste mand i teltet, og vi var fuldtallige. Det var rart, at alle var kommet igennem, og at ingen var udgået. Vi snakkede og delte historier om gårdagens   etape. “Tænk, hvis jeg bliver den første danske kvinde, som gennemfører MDS,” tænkte jeg for mig selv, det er da overdrevet. Senere på dagen spurgte jeg Christian, vores danske arrangør, om det virkelig var rigtigt, og han svarede ja. Der har godt nok været en anden dansk kvinde med, men hun løb for Norge og boede ikke i Danmark, så hun tæller ikke med, sagde han. Det er jo en vild tanke, som jeg slet ikke tør tænke.

Endelig bliver Coca-Colaen udleveret. Den er kold og er som en drøm.

Min dårlige mave er stadig et stort problem. Jeg har ikke mere toiletpapir, men heldigvis har jeg for meget mad med, så jeg får byttet en jægergryde med en rulle norsk toiletpapir, fantastisk. Jeg er lykkelig, og nordmanden er lige så glad.

Først da solen går ned, bliver det til at holde ud i teltet, og snart er det tid til at begrave gårdagens traumer fra den lange dag og begynde at se frem mod den sidste etape – marathonruten.

Dag 8: Den humpende etape
Sidste etape – nu kan det ikke gå galt. Dagen vi alle havde set frem til. Mine fødder var lige så store, som da jeg afsluttede den lange etape. Det var lidt bedre med mine hænder, men langt fra godt. Jeg var nødt til at skære et skohorn ud af en af plastikflaskerne for at komme i min sko og min hæl skreg “stop kvinde!”. Men som lægen sagde, smerten varer kun ti minutter, så er den blevet til noget andet. Det valgte jeg at tro på.

Jeg kom i skoene og humpede som mange andre op til start. Jeg startede ud i nok den mærkeligste løbegang, jeg nogensinde har præsteret, men frem kom jeg og det var jo det alt afgørende. Det gik faktisk ret godt. Jeg fik fokus væk fra smerten, og jeg indtog de første sandklitter på en Chaplin/krabbeagtig måde.

Da jeg havde løbet i over to timer mødte jeg Casper, en af de unge mænd. Han var i rimelig skidt fatning – intet vand og intet mad. Jeg fik straks hældt noget på ham og givet ham nogle sportsbeans. Han livede ret hurtigt op, og vi fortsatte sammen til næste checkpoint, hvor vi fik tanket op og holdt et lille hvil. Der var mange, som kæmpede hårdt for at komme igennem. Det blev en lang dag, før Casper og jeg løb over målstregen. Her modtog jeg min medalje med kys og knus fra Patrick Bauer, manden som opfandt Marathon des Sables.

Medaljen og sejren
Det er nok den medalje, jeg har svedt mest for at få, og jeg sluttede med titlen “Den første danske kvinde, som gennemførte MDS”, det er jeg ‘lidt’ stolt af. Jeg fik, hvad jeg kom efter og endda meget mere.  Marathon des Sables var en fantastisk oplevelse, alle som blot tænker på at gøre det, bør gribe muligheden med begge hænder. Dette er ikke kun 250 km gennem Saharas Ørken, der er så meget mere ved dette løb. Muligheden for at flytte grænser er mange. Om jeg vil gøre det igen, ved jeg ikke, men et eller andet magisk er der i ørkenen. “When I was there, I couldn’t wait to finish it and now that I have… I miss it.”

Gitte Hansen er 49 år og mor til to. Hun har ikke altid været vild med de lange distancer, og startede egentlig ud med at løbe fra en lygtepæl til en anden, så gå til den næste osv. Hun løb sit første marathon i 2009, og den kæmpe oplevelse gjorde, at hun ville videre ud i verden. Siden har hun gennemført 36 marathons. Det har ført hende til Las Vegas, New York, Chicago, Berlin, Boston, San Francisco, Rom, Barcelona, Disney m.m. Hun har både løbet marathon på Indlandsisen og blandt vilde dyr i Afrika.

Marathon des Sables
Marathon Des Sables løbes i det sydlige Marokko og består af fem etaper. Alle løbere skal være selvforsynende fra løbets start til slut – man skal altså selv medbringe alt, hvad man har brug for i sin rygsæk.

1. etape: 37,2 km på max 10,5 timer
2. etape: 30,7 km på max 12 timer
3. etape: 38,7 km på max 11 timer
4. etape: 75,7 km på max 34 timer
5. etape: 42,2 km på max 12 timer
6. etape: 7,7 km “walking etape”
Læs mere på www.darbaroud.com

Artiklen er fra LøbeMagasinet #49. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her.